Rejseperiode: 23. februar – 9. marts 2017 sammen med Irene og Arne. Rejsebureau: Bravo Tours.

Rejsemål: Den store Cuba-rejse – Havana – Tropical Show – Vinales og tobakstørrehuse – Santiago De Cuba – Holguin – Camaquey – Trinidad – Casa Particulares – Cienfuegos – Santa Clara – Varadero.

Cuba-Libre – Mojito – Pinecolada – Canchanchara.

Onsdag, den 22. februar 2017 kl. 15.30.

Så er kufferterne lukkede og vi er næsten klar til at køre mod Billund.

Kl. 18.00 nåede vi til Billund og fik en god aftensmad med rødvin og is til dessert.

Vi gik i seng ved 23-tiden.

Torsdag, den 23. Februar 2017

Vi stod op kl. 3.00 og nabo-Arne kørte os til lufthavnen kl. 4.00. Arne havde spændt traileren på for at kunne have alle fire kufferter og håndbagage.

Efter selvbetjeningsindcheckningen gik vi lidt rundt i taxfree. Elin og Irene købte nogle cremer, som vi så skal huske at få med hjem, når vi ankommer igen om 14 dage. Her fik vi også lige et par smagsprøver på Jægermeister og cognac.

Flyet afgik til tiden kl. 06.00. Der havde været storm om natten, og der var åbenbart lidt tilbage, for der var en pæn turbulens i starten, og især da vi landede i Amsterdam og her var det regnvejr.

Efter at vi havde fundet vores afgangsgate, gik vi tilbage og fik os en øl. Flyet afgik kl. 10.30, så der var godt og vel et par timer, der skulle slås ihjel.

Flyet vi skulle med var et KLM – Airbus Industrie A330-300 med plads til 290 pass. Vi så ingen tomme sæder.

Også her var der en voldsom turbulens da vi startede. Vi fløj langs den engelske kyst og videre ud over Atlanterhavet. Jeg havde vinduesplads, så jeg kunne følge med i, hvor vi fløj. På et tidspunkt så jeg en mørk stribe på havoverfladen – var det olieforurening ? Nej, da den fulgte med os, ja så var det bare skyggen af flyets kondensstribe.

Enkelte steder var det skyfrit, men mest små skyer og de sidste 300 km. var det helt overskyet. Da vi nåede Cubas kyst, var der et havområde med lavt vand og farven var helt lyseblå – meget flot.

Flyveruten havde en længde på 8.500 km. og det tog ca.11 timer. Vi fløj det meste af tiden med en hastighed på ca. 875 km/t. og i en højde på 10.500 – 12.000 m.

KLM gav en god forplejning.

Vi startede med at få en valgfri drink. Vi fik whisky og cola og saltnødder.

Frokost med pasta med ærter og grøntsager, kiks og ost og tiramisu til dessert. Vi delte to små flasker hvidvin og rødvin, Herefter kaffe og cognac/Baliey og pludselig fik jeg en ekstra lille fl. Rødvin.

Sovetid . Her blev der budt på cola, juice og vand.

Is og vand da der var 4 timer tilbage.

Så en gang middagsret igen med vin og øl og kaffe.

Vi havde en rigtig fin flyvetur, men Irene og Arne, der sad i midten af flyet havde frosset meget. Der var kolde luftventiler over dem. De sad med jakke på og fik ekstra tæpper.

Vi landede i José Marti lufthavnen kl. 15.20. Da vi sad bagerst i flyet, så var vi også de sidste der forlod det. Først skulle vi gennem paskontrollen. Her stod vi i en lille halv time. Her skulle vi også aflevere den ene halvdel af visumtallonen. Så skulle håndbagagen og os selv gennem en scanner. Så kom vi ud til bagagebåndet. Vore kufferter kom ret hurtigt. Inden vi kunne komme ud til ankomsthallen skulle vi aflevere en blanket vi havde fået og udfyldt i flyet. Her skulle vi anføre bl.a. navn, pasnr. rejse periode og en liste over elektroniske apparater, som vi havde med, samt en pris på disse. I afgangshallen stod rejseguiden fra Bravo Tours – Simone – og bød os velkommen, og vi fik at vide, at vi skulle med bus nr. 3621. I bussen fik vi en flaske vand og en ny turbeskrivelse samt deltagernavne. Vi var i alt 21 rejsedeltagere. Temperaturen er her på ca. 26 grader.

Med i bussen var tillige den cubanske guide Vladimir. Bussen kørte os ind til vort hotel for de næste tre nætter – nemlig Hotel Memories, Quinta Avenida Entre 72 y 76 Fraccionamiento Mirimar, Habana.

Ved hotellet var der straks cubanere, som ville hjælpe os med vore kufferter, men vi sørgede selv for at tage kufferterne med ind i receptionen. Simone havde i forvejen fået alle vore pas, så det tog ikke lang tid, inden vi fik vore værelsesnøgler/-kort. Kl. 18.30 skulle vi samles i et område i indgangshallen kl. 18.30 til et velkomstmøde. Her fik vi så den første drink i Cuba og Simone bød velkommen og fortalte lidt om de kommende dage. Cuba er ca. 2.300 km. langt og indbyggertallet er på ca. 11 mill. Inden vi gik i restauranten for at spise fik vi vekslet 400 Euro til de lokale CUC. Kursen var næsten ens. Hotellet var meget flot og i en rigtig god stand med tilhørende udendørs swimmingpools. Værelserne var også store med to store dobbeltsenge. Aftensmaden fik vi i hotellets restaurant, som havde en hel enorm stor buffet med alle mulige retter.

Efter aftensmaden stod vi og nød aftenens underholdning i den store indgangshal, hvor der hver aften var forskellig underholdning. I aften var det et orkester, som spillede cubanske sange.

Fredag den 24. februar 2017

Vi var nede og spise morgenmad ved 7.30-tiden. Ligesom i aftes var der til morgenmaden ligeledes et meget stort udvalg af mad. Ikke mindst kunne de lave en god æggeomelet med forskelligt fyld i. Som i Tyskland, så kunne vi også få et glas koldt sprudelwasser – herligt.

Vi startede med at køre ind til den store revolutionsplads, hvor Castro holdt sine timelange taler. Vi gik rundt på pladsen og tog en del billeder – ikke mindst af en række gamle smukke amerikanerbiler. Herefter gik turen langs Havanas strandpromenade – Malecon – hvor der enkelte steder var kraft i bølgerne, som op af kajen i store kaskader. Turen gik videre gennem tunnelen under indsejlingen og videre til Hemmingways hus. Her havde vi en times tid til at gå rundt og kikke ind af vinduer og døre. Man måtte ikke komme ind i huset. Ved siden af Hemmingways swimmingpool var hans båd placeret.

Så gik turen tilbage til Havana, hvor bussen blev parkeret og vi fik en byrundtur. Vi spist frokost på en af Hemmingways ynglingscafee – El Rum Rum. Vi startede med en Mojito-drink og herefter en lille ret med grønt, en suppe og en gang pulpork. Simone gav drikkevarer.

Byrundturen fortsatte og sluttede på en restaurant, hvor vi fik en Pinecolada. Tæt på regeringsbygningen blev vi hentet af bussen og kørt tilbage til hotellet.

Vi spiste aftensmad på hotellet og kl. 21 blev vi kørt til Tropicana Show, hvor der var danseshow fra kl. 22 til kl. 24. Showet består af dans i farverige dragter og med hvirvlende mande-og kvindekroppe på den store udendørs scene, som kun Cubas bedste dansere får lov at træde op på. Havana Tropical Show har eksisteret siden 1939. Vi var 13 tilmeldte plus Simone. Vi blev kørt i en mindre bus, så den måtte køre to gange. Vi var med den første tur, så vi stod og ventede ved indgangen indtil de andre ankom. I første omgang havde vi bestilt en plads midt i salen, men der var ikke flere billetter, så det betød, at vi kom til at sidde i kanten af salen. Prismæssigt skulle vi betale 75 CUC i stedet for 85 CUC. Med i prisen fik mændene en cigar og damerne en blomst. Herudover fik vi en lille flaske Cola og ¼ flaske rom. Det viste sig, at salen ikke havde noget tag, så vi sad ude i det fri. Men det kunne vi nu ikke mærke, for det var jo et lunt og flot vejr. Danserne og sangerne i showet havde flotte kostymer og dragter på og der blev danset i flere niveauer – nogle højt oppe i træerne. Det var meget flot. Det par, som vi skulle dele rom-flasken med, drak ikke meget, så der var en halv flaske tilbage, da showet var færdigt. Jeg tog flasken med tilbage til hotellet og Arne havde også en sjat med hjem.

Sådan beskrev Information en Tropicanaaften i 2006 og den ligner til forveksling også vor aften i 2017:

Un paraíso bajo las estrellas’ – Paradis under stjernene – er Tropicanas tilnavn. Og det er meget dækkende, for 900 gæster sidder rent faktisk ude under åben tropisk stjernehimmel og oplever en chic udgave af karneval i Rio mikset med Moulin Rouge – serveret i en sydende hot cubansk salsa.

Club Tropicana var indtil 1959 en af de mest legendariske natklubber, hvor verdens største stjerner optrådte og selv var gæster.

Siden 1939 har kunstnere som Carmen Miranda, Josefine Baker og Nat King Cole optrådt her i den enorme cabaret Tropicana under åben tropisk himmel. Det er ikke kitsch, men stilfuld ekstravagance med dansere, kostumer og musik i topklasse, der både før i tiden og i dag tiltrækker Hollywood-stjerner – fra nutidens Naomi Campbell til Errol Flynn, Frank Sinatra, Joan Crawford og Ava Gardner og mafiagangstere som Al Capone.

Tilbage til 50’erne

Tropicana ligger midt i Havanas pæne vestlige forstæder med velholdte villaer og forhaver. Indkørslen til til stedet minder om indkørslen til Botanisk Haves væksthus – en snoet tunnel under bananpalmer, tropiske blomsterende træer og slyngplanter.

Og for enden af sidste sving er indgangen til Tropicana skrevet i svungent lyseblåt neon, mørkhårede machomænd med brylcremefrisurer og smukke mulatpiger tager imod, og vi suges tilbage til en 50’er-film.

Allerede ved entreen forstår vi, at Tropicana er et levn fra en tid, der ikke er mere: Den mest graciøse langlemmede (hendes ben når op til bæltestedet!) mulatkvinde i paillet-tanga med høj guldturban tager imod og uddeler en Havana-cigar til herrerne og en rosa nellike til de kvindelige gæster.

Hun fører os ud under åben himmel indrammet mellem 20 meter høje palmer, til alle sider står rækker af hvide borde opsat i halvcirkel rundt om scenen – i bedste Las Vegas-showstil. Den dybblå stjernehimmel danner taget, mens slanke palmer og store lystårne med spotlight og højtalere danner ’væggene’.

Inden showet får vi champagne som aperitif, en tallerken med tapas-lækkerier, en halv flaske Havana Club-rom til deling og alle de colaer, vi kan blande i. Og tjenere springer til hele tiden med fyldte isspande.

Entrébilletten koster mellem 65 og 85 dollar (390 og 510 kr.), hvilket er ektremt pebret i Cuba. Vi lægger de 65 dollar, hvilket i Cuba let strækker til tre-fire nætter i et dobbeltværelse med air condition i en privat cubansk pension. Men vi fortryder intet. Forude ligger en stor oplevelse.

På slaget 22 kommer en kvindelig dirigent ind i sølvlamé-kjole og slår takten til aftenens show an.

Ens øjne glipper over det festfyrværkeri af farver og bevægelse, mens ørerne kæles for af nostalgiske latin-rytmer fra det store orkester. Det er virkelig en sensuel tropisk fest, der udspiller sig.

Den kvindelige dirigents frodige mås i udspændt sølvlamé lægger an til en fyrig rumba eller cha cha cha. Den enorme friluftsscene fyldes af par, mændene i hvide og kvinderne i skrigende pink kostumer. Kvinderne har store strudsefjers-hovedbeklædninger og flæseslæb på som ægte karnevalsdronninger. Pludselig myldrer andre danserinder i turkise opslidsede flæseskørter også frem på smalle gangbroer i det tropiske buskads, der omgiver os, mens andre drejer rundt på et podium, der er skjult bag grønt løv – de vugger til rytmerne og ser reelt ud, som om de svæver inde mellem træerne. Samtidig er der også danserinder mellem træerne på den anden side af scenen, og på en gangbro over scenen foregår der også noget. Kort sagt, så virrer man med hovedet som til en tenniskamp, da der foregår noget 180 grader rundt i ens synsfelt.

Fra alle hjørner vimser mindst 40 langbenede, superslanke mulatpiger med en meter høje krystallysekroner på hovedet med prismer og lys i (hvor gemmer de batterierne?) iklædt minimale guldbikinier og knaldrøde fugtige læber. De ligner 40 tvillingesøstre, så ens ser de ud – samme højde, samme ødsle kropsformer, samme dovne sovekammerblik!

De danner en cirkel langs den runde scene og slår ud med armene som yndefulde svaner fra en russisk ballet og vrikker og snurrer sig gennem salsanummeret fra det store jazz-bigband.

Så lange ben kan så mange kvinder ikke have, tænker man.

Et fejende flot show

Ens øjne bombarderes med indtryk fra øjenkrog til øjenkrog: En hydraulisk lille ekstrascene skyder op i træerne med en frodig sort kvinde og en mand, som synger en duet i en rytmisk vuggende sang, mens parrene på scenen hvirvler glitrende forbi en. Sådan fortsætter showet i en vekselvirkning af farver i kostumerne – fuldt påklædt eller nærmest nøgen i afrikanske stammekostumer.

Der er også jonglører, og to muskelsvulmende mandlige artister laver umulige kraftpræstationer, hvor den ene står på én hånd på den andens hoved og slår tre saltomortaler om sig selv.

Man bliver høj af rytmerne, farverne, tropenattens behagelige varme og af rommen i glasset. Og den 15 cm lange Monte Cristo-cigar, vi fik ved indgangen, gør også sit til stemningen!

Sansebombardementet fortsætter i to timer og ender i en finale, hvor danserne hvirvler ned mellem bordene, og de modigste gæster bliver budt op – og turister ligner altså gumpetunge frøer på krykker, når de danser med de yndefulde cubanske danserinder, der er klassisk ballet-uddannede.

Helt mætte og høje af showet bliver vi knipset tilbage til her og nu og skal tilbage til Havanas centrum. Vi er lige trådt ud fra et 1950’er-show, men går nu videre baglæns til 1927, fordi vi får tilbudt en gammel åben Ford T-taxa med en livlig kvindelig taxachauffør, Irma.

Den lune brise fra det caribiske hav i Havana-natten køler os lidt af på vej til hotellet.

Hasta la vista, Tropicana!

www.cabarettropicana.com

Lørdag, den 25. februar 2017

Igen en morgen med en storslået morgenmadsbuffet. Vi skulle i dag en tur vest på til Viñales-dalen, så vi kørte af sted ved 8.30-tiden. På vej ud af Havana kom vi forbi det område, hvor familien Castro bor. Et lukket område med høje træer. Vi havde dog lidt problemer med at komme ud af byen, da der var et cykelløb i gang. Det betød, at de store veje simpelthen var lukkede, så buschaufføren måtte vende bussen flere gange, inden han endelig kom forbi de lukkede veje.

På turen fortalte Simone os forskellige ting om Cuba, cubanere og naturen.

Simone fortalte om forskellige håndtegn, som chaufføren giver videre til andre i trafikken eller der stå i vejkanten og ønsker at komme op at køre, så som at der er politikontrol eller at bussen er fyldt.

Overalt på Cuba ser vi Royal Palm, som er en høj flot palme med en stamme som ser ud til at være lavet af beton. Palmen bruges til mange ting: Frugten gives til svinene. Rødderne bruges til the. Stammen til møbler og de store palmeblade til taget på tobakshytterne.

Alt er statsejet. De der har biler at køre i er forpligtet til at tage blaffere op at køre – både for at udnytte benzinen mest muligt og for at supplere den minimale bustrafik. Når vi forlader bussen og chaufføren kører hjem, så har han også pligt til at tage blaffere op uden betaling. Derfor skulle vi altid huske at fjerne vore ting hver aften fra bussen. Hvis en chauffør ikke stopper og tager blaffere op, kan han blive anmeldt til politiet og så får han et antal ”klip” i kortet. Når han har fået 35, så vanker der en bøde og så starter han på en frisk.

Alle har ret til en måneds ferie. I 2008 blev det åbnet op for at menige cubanere måtte komme ind på turistcentrene, hvor de kunne få tildelt et weekendophold, som en slags belønning på at de har gjort det godt. I den forbindelse florerer der den dag i dag et slags Stasi, hvor menigmand stikker hinanden.

Kvinder må holde ½ -års barselsorlov. Det koster 20 Pesos at have et barn i børnehave.

På turen kom vi forbi store fiskedamme, hvor der opdrættes fisk. Det på trods af, at der er masser af fisk i havet omkring Cuba. Men for at forhindre at for mange cubanere skulle flygte til bl.a. USA, forbød Castro alle private både.

Vi holdt en tissepause på en lille landevejsrestaurant. Her kunne vi købe souvenirs, drinks m.m. Vi fik en frisk Pina Colada. Ved restauranten så vi også et par okser, som mange stæder bliver brugt som trækdyr. Man binder oksernes hoveder sammen med stokke og bånd, så når de skal spise, skal de gøre det samtidigt. Mon også de er bundet sammen når de skal sove? – det må blive ret svært. Vi så flere steder, hvor de pløjede med okser.

Nu så vi også flere cigarplante-marker. Viñales-dalen er meget smuk med en flad grøn og opdyrket bund, hvor der skyder lodrette forhøjninger af runde klipper op.

Ved 11-tiden blev vi sat af bussen og vi gik gennem en lille indianerlejr, hvor vi kunne fotografere en lille indianerfamilie. Vi gik videre ind i en klippe hule, hvor der enkelte steder ikke var så megen plads. Efter en lille vandring ind i bjerget kom vi til en sø, hvor vi fik en lille sejltur og herefter kom vi ud på den anden side af bjerget.

Her fik vi frokost under nogle åbne runde halvtag med palmeblade. Simone gav både mad og drikke, så vi skulle bare lægge lidt drikkepenge.

Herefter gik turen til det stor klippe-vægs-maleri, som Castro fik lavet kort efter revolutionen. Her gik vi rundt i en lille times tid inden vi kørte hen til en lille tokbaksbonde. Her kom vi ind i et af de specielle tobaks-tørrehuse. En slags høj staklade beklædt med palmeblade, som kunne skygge for solen, men hvor vinden let kunne komme ind og tørre de ophængte tobaksblade.

Herinde sad en og vist os hvordan man ruller cigarer. Han brugte to blade pr. cigar. Et blad inders og et finere blad yderst. Her kunne vi også købe cigarer, men der var nu ikke den store købelyst.

Tobaksbonden havde også en lille udsalg med forskellige varer og også her sad der en mand og rullede cigarer.

Vi køre videre i det smukke landskab og stoppe et par steder, hvor udsigten var særlig flot.

Herefter gik tur tilbage mod Havana. En halv times kørsel fra Havana havde vi en lille tissepause. Inden vi kom til hotellet spiste vi aftensmad på et Casa Particular, hvor vi startede med at få en Caparinha. Maden bestod af små retter og is til dessert. Simone betalte det hele og vi skulle give drikkepenge.

Kl. 20 var vi på hotellet igen og her var der et orkester der spillede og danseoptræden til ca. kl. 21.30. Herefter skulle vi have pakket vore kufferter, således at vi var klar til at forlade hotellet kl. 4.30, hvor vi skulle køre til lufthavnen.

Søndag, den 26. februar 2017

Vi stod op kl. 3.00 og efter et hurtigt bad var vi nede i forhallen kl. 4.00. Her fik vi udleveret en vand, en juice og to franskbrød med ost og skinke. Vi spiste maden i bussen og det tog ca. en halv time at køre ud til lufthavnen.

Her ventede vi lidt inden det blev vores tur til at checke ind og aflevere kufferterne. Herefter skulle vi gå til dør B. Her sad en dame, som lige skulle se vores checkind seddel. Når hun havde tjekket 3-4 par blev døren åbnet og den lille gruppe kunne komme ind i det næste rum, hvor vi blev scannet. Det gik uden problemer. Jeg opdagede senere, at jeg havde en halv flaske vand siddende på rygsækken – det havde de ikke opdaget. Kl. 6.50 sad vi i flyet og startede turen mod Holguin. Flyet var et Boeing 737-400.Turen tog en times tid og vi fik en lille kop kaffe ombord. I den lille lufthavn tog det noget lang tid at flytte kufferterne fra flyet de 50 meter ind til bagagebåndet, men kufferterne var med !

Vi fik en ny og større bus og en ny chauffør. Herefter gik turen mod Santiago de Cuba, som vi nåede efter to timers kørsel uden stop. Vores hotel – Imperial Hotel – lå lig i centrum af byen og helt nyrenoveret og dermed det flotteste hotel i byen.

Klokken var nu 11.30, så værelserne var ikke klare til os. Vi fik en drink i baren og bagefter fik vi to madder med ost og skinke på tagterassen. Der var en meget flot udsigt og temperaturen lå omkring 30 grader.

Vi gik herefter en tur ad hovedgaden, som var en gågade med flotte nymalede facader og flot påklædte cubanere, som nød søndagen med en gåtur. Ved 13.30–tiden fik vi vort værelse – nr. 302. Det var flot. Vi klædte om og kl.14.00 kørte vi hen til en restaurant og fik frokost.

Resaturanten hed El Bavvacon. Navnet blev i slavetiden brugt på de steder, hvor slaverne boede. Vi fik en tre-retters menu og Simone betalte også her drikkevarerne. Vi fik suppe og hovedretten var enten fisk, kylling eller svin og karamelbudding til dessert.

Efterfølgende klagede Simone over, at vi ikke lagde drikkepenge. Man skulle altid give drikkepenge og vi måtte regne med, at vi på sådan en rundrejse, skulle af med ca. 1.000 kr. pr. person i drikkepenge.

Efter, at vi var kommet tilbage til hotellet, gik vi en tur igen. Irene og Arne købte et par træfigurer. Vi satte os på en nabocafe og fik en mojito (2,50 pr. stk.). Så var klokken blevet 18.30 og Irene og Arne skulle have deres værelse.

Vi fik en lille lur. På cafeen var der nu musik, som vi kunne nyde fra vor balkon Klokken 20.00 skulle vi spise på tagterassen, så vi klædte om og var oppe på tagterassen kl. 17.50. Vi kom til at sidde ved parret fra Randers. Han havde været privatchauffør for direktøren på Thor og havde arbejdet på Gerni højtrykrensere i 39 år indtil firmaet lukkede. De havde boet i Spentrup, men nu havde de en lejlighed med udsigt i Randers.

Mens vi spiste kom der et 8-mands orkester og spillede for os. De spillede lidt højt, men det lød rigtig godt.

Da vi skulle i seng ved 23-tiden var der ingen vand på badeværelset.

Mandag den 27. februar 2017.

Da vi stod op var der stadig ingen vand i hanerne. Vi slog lidt flaskevand i hovedet og gik ned for at få morgenmad. Men når de ingen vand havde, kunne de ikke servere morgenmad på hotellet, så vi blev henvist til Hotel Grand, som lå 500 m. væk.

Vi tog planmæssigt på rundtur i byen kl. 9.00. Vi kørte 20 km. udenfor byen til en kirke i El Cobra, som er kendt for at hjælpe sportsfolk.

Frokosten fik vi på en restaurant ved indsejlingen af Santiago De Cuba. Der var en flot udsigt fra restauranten. Restauranten ligger ved indgangen til en gammel borg. Borgen var der ikke så meget ved – store tykke mure med en hel masse rum i flere etager uden indhold. Som altid var der også her et lille orkester, som underholdt os, mens vi spiste. Vi besøgte herefter Castillo de San Pedro de la Roca. Den kaserne, som Fidel Castro og sin gruppe forsøgte at besætte tilbage i 1956 og som så meget andet han rørte ved, endte som en fiasko.

Så besøgte vi den store kirkegård, hvor Castro ligger begravet. Der var flere store cubanske personligheder begravet her. En enkelt havde æresvagt på. Hovedparten af alle gravene og mausolæerne var lavet af hvidt marmor.

Vi sluttede dagens tur med en lille gåtur i Santiago. Vi startede med at besøge en Rom-café, hvor vi fik en enkelt smagsprøve. Vi købte to flasker 7-års rom til i alt 20 CUC.

Den lokale guide viste os rundt bl.a til et godt udsigtspunkt og byens gade, som kun bestod af en trappe. På hjemvejen var vi lige inde og se katedralen. Da vi kom tilbage til hotellet var der stadig ingen vand i hanerne.

Vi besluttede os til at gå en tur i byen. Først fik vi hævet lidt kontanter i en pengeautomat og derefter var vi inde i et par af deres supermarkeder, som dog ikke havde ret mange varenumre. Vi gik herefter ned til havnen og nød de flotte udsigt og til sidst satte vi os på et restaurant-skib, hvor vi fik en Cuba Libre. Servitricen havde på et tidspunkt været på et skoleophold i Østtyskland, så hun kunne lidt tysk.

Vi begyndte at gå tilbage mod hotellet. Men pludselig kom vor bus kørende og dyttede efter os. Det viste sig, at de var ude at søge efter os, da man havde besluttet at vi alle skulle flytte til et andet hotel, hvor der var vand i hanerne.

Så vi blev kørt til hotellet og ganske rigtig, så sad de alle sammen i lobbyen med deres kufferter og kun ventede på os. Det tog os ti minutter at pakke vore kufferter og komme ned i bussen.

Vi blev kørt til hotel Malia, hvor vi fik en kold juice. Vi fik værelse nr. 10 på 12. etage, og kunne nu får et bad, hvorefter vi var klar til at spise middag kl. 20.00. Efter en god snak med andre var vi klar til at gå på værelset kl. 22.15. Vi fik lige et glas rom og cola sammen med Arne og Irene inden vi gik i seng.

Tirsdag, den 28. februar 2017.

Vi vågnede tidligt på det nye hotel. Vi havde en flot udsigt ud over byen. Fik morgenmad og var klar til køre videre kl. 9.00.

Efter to timers kørsel var vi i Holguin. Her skulle vi op på udsigtspunktet Loma de la Brux. For at komme derop måtte vi gå op af 450 trappetrin, men så var der også her en god udsigt. Tæt ved udsigtspunktet spiste vi frokost. Musikerne her havde svært ved at overdøve håndværkere, som var ved at skære noget af taget væk.

Så gik turen til centrum af Holguin, hvor vi så torve, pladser, parker og endte byturen ved hotellet. Hotel Caballeriza, Calle Miró 203, Holguin.

Her fik vi en drink, mens vi ventede på, at bussen skulle komme med vore kufferter.

Efter at vi havde fået vore værelser, fik vi lige en rom og cola på værelset sammen med Irene og Arne. Vi gik herefter ud i byen i et par timer. Hotellet lå lige ud til gågade.

Tilbage på hotellet fik vi lige en drink inden vi kl. 20.00 skulle spise middag på hotellets restaurant.

Efter yderligere en rom og cola var vi klar til at gå i seng kl. 22.30.

Onsdag, den 1. marts 2017.

Vi sov ganske udmærket i værelset uden vinduer. Det var et fint hotel, men ingen værelser havde vinduer og i vores værelse og enkelte andres manglede køleskabet.

Vi stod op kr. 6.45 og spiste morgenmad kl. 7.45. Her fik vi morgenmaden serveret. Vi skulle blot bestemme hvilken slags æg, pålæg og brød vi ville have.

Kl. 9.00 kom bussen og da Elin stod først fik vi det forreste sæde. Det havde vi snakket om i går, hvor vi sad langt nede bag i bussen og havde svært ved at se så meget. Så i dag kunne vi rigtig følge med.

Turen til Camaquey tog ca. 4 timer. Vi holdt en lille tissepause halvvejs ved byen Las Turnas. I Camaquey er der meget små og kringlede gade, så bussen ved at komme rundt. Vi blev derfor sat af bussen således, at vi selv skulle gå hen til den restaurant, hvor vi skulle spise frokost. Også i dag sad vi udenfor og spiste, og som altid, kom der et orkester og spillede for os. Simone betalte vore drikkevarer og vi lagde lidt drikkepenge til musikerne.

Efter frokosten fortsatte vores byrundtur og nu skulle vi med cykeltaxier. Det var da meget festligt. Vi betalte 5 CUC pr. person. Da vi stoppede første gang glemte jeg min kasket fra New Zealand på sædet. Da vi skulle af sted igen var vores chauffør skiftet ud med en anden og min kasket var borte. Der var i hvert fald ingen, der havde set den – Pokkers.

Vi så flotte broncefigurer og malerier i et galleri. Der var ligeledes broncefigurer på gaden i fuld størrelse. En ældre mand, som havde været model til en siddende man på en bænk, sad ved siden af figuren – sikkert for at få lidt drikkepenge fra os turister.

Vi blev kørt rundt til flere pladser inden vi blev sat af ved bussen. Her tog vi vore kufferter og gik de 300 meter hen til hotellet – Hotel Colon, Republica 472. Her fik vi en Cuba Libre, som velkomstdrink. Det var et flot hotel, men med noget lavere standard på værelserne, end vi var vant til. Værelserne var små, men havde dog et lille aircondition anlæg, som virkede fint.

Nu var kl. 15.30 og vi gik ud på gågaden, som gik lige udenfor hotellet. Vi kom først tilbage ved 18-tiden. På hotellet fik vi en drink. Middagen, som i aften var buffet foregik lige ved siden af, hvor vi fik drinken, så kl. 19.30 spiste vi. Vi sad 12-15 personer ved bordet.

Efter maden fik vi lige en drink mere. Kl. 22,45 gik vi som de sidste op på værelset. H. skrev dagbog og E skrev kort – ind i mellem sov hun dog!

Torsdag, den 2. marts 2017.

Stod op til sædvanlig tid kl. 6.45. Efter badet og efter at kufferterne var pakket, gik vi ned og spiste morgenmad.

Kl. 8.00 gik vi ud på gågaden og ind i den første bank. Her fik vi vekslet 150€. De skulle se

pas, og så skulle de have navnet på vort hotel. Vi gik tilbage og satte vore kufferter ud på gangen, hvorefter der kom en ældre herre og bar kufferterne ud på en vogn. Ligesom da vi ankom, holdt bussen ca. 300 meter væk. Han fik en CUC for at køre dem ud til bussen.

Vi kørte nu til Sanchi Spiritus. Inden vi nåede hertil holdt vi en pause på 45 minutter og kørte herefter yderligere en halv times tid. Vi fik frokost på en restaurant, som lå tæt på vejen mellem høje palmer og banantræer. Vi fik svinekød stegt/kogt over åben grill – og som altid var der musik til.

Det tog yderligere en lille times kørsel inden vi kom til Sanchi Spiritus. Her fik vi en lille byvandring og herefter 1,5 times fri. Her så vi bl.a. byens flotte gamle bibliotek. Der var mange flotte huse i byen. Vi købte træbiler til børnebørnene.

Kl. 16.00 gik turen videre til Trinidad. Her kom vi til ved 17-tiden. Der opstod dog et lille problem med at komme hen til der hvor vi skulle bo. Bussen var for stor og så var der kommet et nyt skilt op, som forbød kørsel med bus og lastbiler. Vores lokale guide fandt en mindre bus, som måtte køre ind i byen. Men bagagerummet var for lille, så vi måtte have nogle af kufferten med ind på sæderne. Gaderne i Trinidad er brolagte med uensartede sten, som bestemt ikke ligger jævnt.

Vi skulle bo på det privatejede Casa Particulares – Hostal Klinsman – sammen med Irene og Arne. Det var en meget flot istandsat lejlighed med to fine værelser og et lille fællesrum samt en tagterrasse. Ejeren hedder Agustin Bernaz og adressen er: Abel Santamaria 385-A, Trinidad. Efter at vi have fået vore værelser satte vi os op på tagterrassen og delte en flaske rødvin (15 CUC)

Kl. 19.30 gik vi over til et andet hus og fik aftensmad. Her boede 11 andre fra gruppen. Efter spisningen gik vi ud i byen. Flere steder var der musik i byen. Vi satte os på trappe midt i byen fik en drink (1,5 CUC pr. stk.). Der var mange kunstbutikker med meget farvestrålende malerier.

Hjemme igen kl. 22.30.

Fredag, den 3. marts 2017

Stod op kl. 6.30 og kl. 7.30 gik vi op på tagterrasse, hvor der var dækket op. Vi fik først en tallerken med skiver af frugt og hertil juice og kaffe. Så kom en tallerken med æggekage, tomat og agurk. Super – og vejret var også super.

Kl. 9.00 samledes vi ved det grønne hus og så var der byrundtur. Her var vi bl.a. inde at se et museum med gammel bygningskunst. Vi fik en lokal drink – Canchanchara – på en restaurant af samme navn. Drinken blev serveret i et lille lerkrus og smagte ikke af alverden. Vi gik herefter selv lidt rundt og handlede lidt ind hos gadehandlerne. Frokosten fik vi på en god restaurant og som altid med lokale musikere. Hovedparten af gruppen ønskede at komme til stranden for at bade, men da vi ikke havde det ønske købte vi en halv flaske rum og en cola og gik hjem på tagterrassen for nyde solen og en drink.

Kl. 19.00 mødtes vi med de andre og fik middag på taget af en god restaurant. Det var nu begyndt at blæse, så det suste lidt meget mens vi spiste. Bagefter ville vores cubanske guide give en drink på et spillested. Det var et hyggeligt sted, hvor både turister og lokale dansede salsa til musikken. Efter en god times tid her gik hele holdet videre til et udendørs musik og dansested. Men her blæste det også meget, så vi satte os i læ ved nogle trapper og hørte på musikken og fik en enkelt drink. Hjemme kl 23.00.

Lørdag, den 4. marts 2017

Vi spiste morgenmad på tagterrassen kl. 7.30 – igen et rigtig godt morgenbord med bl.a. Voiyabo-frugt og dertil dejligt vejr. Efter morgenmaden pakkede vi kufferterne og lagde følgende til Casa ejeren: 5CUC, 2 toiletruller, 2 pk. papirlommetørklæder, 2 sæt tegneblyanter, balloner og tøj.

Kl. 8.30 skulle vi sætte kufferterne udenfor huset. Så kom to hestevogne for at hente kufferterne. Det var begge vogne som gammeldags gig, hvor kusken sidder foroven foran. Vognene blev godt fyldte og hestene havde lidt problemer med at holde de tungtlæssede vogne, da gaden skrænede en lille smule nedad og belægningen var ujævne natursten. Kusken fik også nogle CUC  for kørslen.

I dag skulle vi ikke køre så langt – 85 km. til Cienfuegos. Vi kørte langs kysten. I april/maj måned kommer der her en masse røde krabber vandrende fra havet og op over vejen. Krebsens skaller kan være så skarpe og kraftige, så de kan punktere bilernes dæk.

Vi spiste i Cienfuegos og herefter fik vi en kort byrundtur og ca. 1,5 time til fri disposition. Så gik turen til det farverige betonhotel – Islazul Pasacaballo Hotel – som havde set sine bedste dage. Det var stort, men kun én elevator virkede. Vi fik udsigt ud over poolområdet. Aircondition-apparatet virkede heller ikke, men der var et køleskab, som virkede som en fryser, da det blev tændt. Badeværelset var fint renoveret.

Om eftermiddagen gik vi ned til et lille gammelt færgested. Det hele så trøsteløst ud og der flød med affald. Her så vi også et meget specielt træ, hvor nogle af grenene gik nedad og satte rødder i jorden, som en slags ekstra rødder til træet. Måske et Figustræ med luftrødder der, når de vokser ned og kommer i berøring med jorden, fortsætter som jordrødder.

Om aftenen blev vi kørt ind til byen igen for at spise vor afslutningsmiddag.

Søndag den 5. marts 2017

Efter morgenmaden kørte vi først til et gammelt sukkerørsbrug, hvor man havde haft mange slaver til at høste sukkerør. For bl.a. at holde øje med slaverne byggede man et højt udkikstårn. Flere af os var oppe i det og kunne nyde den flotte udsigt over landskabet. Vi fik vist hvorledes man knuste sukkerrørene til sukker. Flotte gamle bygninger med fine malerier fra sukkerørsproduktionen.

Så gik turen til Santa Clara, hvor vi først så de gamle togvogne, som Che og hans folk afsporede. Herefter gik turen til Che’s stor mausoleum, som vi skulle ind at se. Her måtte man ikke have tasker og fotoapparater med. Men det viste sig desværre, at mausoleet var lukket på grund af det havde regnet en lille smule. Tingene i mausoleet kunne åbenbart ikke tåle den fugtige luft vi ville tage med os ind. Vi nøjes så med at se det udefra.

Vi spiste frokost i Santa Clara og vi fik en lille byrundtur. Herefter gik turen til Varadero. Det tog ca. 4 timer. På turen sendte Simone to kuverter rundt, hvor vi kunne give drikkepenge til henholdsvis guiden Vladimir og chaufføren. Simone sagde, at det var kutyme, at give 2,5 CUC pr. person pr. dag. Det blev til 50 CUC til Vladimir og 40 CUC til chaufføren.

Varadero er en lang landtange. Første del af byen er fyldt med turistbutikker og barer. Sidste del er udelukkende hoteller, som ligger ud til kysten. Vores hotel hed Memories og havde plads til 2.500 gæster. Det bestod af 21 bygninger bygget i to store cirkler og med hvert sit poolområde. Vi skulle bo i bygning 40, hvor der var plads til 60. Vi gik en tur til stranden, men det blæste kraftigt.

Kl. 18.30 gik vi til buffeen og her var der et pænt udvalg af mad. Efter maden skulle den frie bar afprøves og resultatet blev ikke så godt. Vi havde svært ved at finde hjem i stormen, som var blevet meget værre. Det resulterede i at vi faldt og Elin støtte ansigtet ned i fliserne og fik hudafskrabninger i ansigtet.

Mandag den 6. marts 2017

Vækkeuret vækkede os kl. 8.00, men vi sov videre til kl. 10.00 og gik op for at få lidt morgenmad, men vi var lidt kvæstede efter aftenens drinks og den stormfulde hjemtur.

Vi lagde os ved en af poolerne hele dagen. Det blæste stadig og solen var lidt gemt bag skyer. Men lidt sol fik vi da og lidt søvn.

Tirsdag og onsdag opholdt vi os dels ved stranden, ved poolen, på værelset og ved buffeen.

Torsdag den 9. marts

Vi sluttede opholdet og blev kørt til lufthavnen ved Havana og så gik turen hjemad med Danmark.