Italien – Milano og Torino – 2004

Efter en sommer uden sol og varme samt med en masse regn glædede vi os til at komme ned i varmen. Merete havde været nede i varmen. Med gymnastikholdet havde hun i 14 dage lavet opvisninger i Italien – Bibione/Rimini i 30-35 graders varme og senere i Tjekkiet, hvor der dog ikke var så varmt. Jonas var den 10. juli taget på bilferie med tre kammerater til Venedig og Rom og var nu på vej til Frankrig, hvor de ville se Touren i Nimes og senere til Paris. Kenneth var den 18. juli taget på motorcyklen til Frankrig og senere Spanien sammen med Morten. – Så nu er det vores tur !

Tirsdag den 20. juli 2004

Efter at vi havde færdigpakket den store sorte kuffert, kørte vi fra Hadsten kl. 7.45 og var ved Billund Lufthavn ved 9-tiden. Vort fly afgik kl. 10.50, så vi havde god tid. Maersk-flyet var et lille tomotors med plads til 48 passagerer og der var vel 10-15 pladser i flyet. Flyveturen til Milano skulle tage en time og 50 min., men da landingshjullene var taget ned og vi skulle til at lande, fik flyet besked på at lufthavnen ikke var klar – så vi måtte flyve rundt oppe over Malpensa i en halv times tid. Vi kom derfor først fra lufthavnen kl. 14.00. Vi tog med lufthavnsbussen til hovedbanegården Stazione Centrale (4,50 Euro pr. stk.). Turen tog ca. 1 time. Straks vi kom ud af bussen var der flere mænd, som tilbød deres hjælp med bagagen, men trist for dem, så havde vi nogle gode hjul under kufferten. Det tog ca. 10 min. med at gå ned til vort hotel (Hotel Delle Nazioni, Via Cappellini 18)(60 Euro pr. nat), som så ud til at være i orden.

Efter omklædning til shorts – temperaturen var mindst 30 grader – gik vi til den nærmeste Metrostation – Republica. Efter lidt studéren af kort og automater nede i Metroen fik vi købt et par billetter – 1 Euro pr. stk. kunne bruges i 75 minutter. Vi stod af ved Duomo-pladsen og kom på pladsen lige foran domkirken, hvis front var dækket ind i stilladser. Vi gik lidt omkring for at finde et sted hvor vi kunne få lidt frokost – men der var få steder og en masse trafik og larm. Til sidst satte vi os og fik en isdessert og et glas vand (11,50 Euro). Vi gik herefter videre omkring og fandt en handelsgade – Via Mazzini – med mange flotte butikker. Ved 17-tiden bestemte vi os for at tage tilbage til hotellet, men faldt så over en tiltalende restaurant, hvor vi fik nogle små italienske retter – brød med pålæg/tomater m.v. og oliven og et glas hvidvin (10 Euro). Her sad vi et godt stykke tid og nød det gode vejr, hvorefter vi gik lidt rundt igen inden vi ved kl. 20-tiden tog metroen tilbage til Republica. Her fandt vi straks en fortovsrestaurant, hvor vi fik henholdsvis risotto og tortellini + en flaske rødvin (30 Euro). Da vi havde spist fik vi skrevet kort til familie og venner – samt nød temperaturen, som nok stadig lå omkring 30 grader ! Vi gik i seng kl. 23 med samme temperatur på værelset – så det blev en varm nat. (Vi fandt først dagen efter ud af, at der var aircondition på værelset, som bare skulle tændes!).

Onsdag den 21. juli 2004

Efter morgenmaden pakkede vi kufferten og forlod hotellet ved 9-tiden. Vi gik over op til banegården og fik der at vide, at det første tog til Torino først afgik kl. 11.15. I går havde vi set, at der afgik et tog kl. 9.45 – men da havde vi set på ankomst tidspunkter ! Parténza = Afgang og Arriváre = Ankomst. Vi sad noget af ventetiden ude foran den enorme stationsbygning og så på de mennesker der kom forbi. Toget gik præcis og vi ankom til Torino 2 timer senere. Vi fandt hurtigt vort hotel (Hotel Due Mondi, Via Saluzzo 3)(70 Euro pr. nat), som lå en gade fra stationen. Hotellet var en lille smule pænere end det i Milano. Vi gik ud i byen for at finde lidt frokost. På hovedgaden – de Roma – satte vi os ved et cafebord og fik et par lette retter, vand og et glas hvidvin (27 Euro). Vi gik videre mod Piazza Castello og lige inden pladsen drejede vi til højre, hvor vi fandt det ægyptiske museum, som er det største udenfor Ægypten. Her så vi gamle udhuggede figurer og relieffer i sten og en hel del mumier. Herefter gik vi videre rundt om den store plads og hen til en mindre piazza, hvor vi fik en dejlig frisk softice (Baby yoghurt) med frisk frugt til. Så gik turen tilbage til hotellet – Elin købte lige en bluse på vejen. På hotellet fik vi en halv time på øjet inden vi omklædt gik kl. 20. På vejen til restauranten gik vi op forbi banegården og her var vi lige ved at blive bestjålet, idet nogle unge – uden vi havde bemærket det – havde de lynet op for tasken, som Henning bar på ryggen – dumt, fordi Elin altid siger, at den skal bæres foran! Men vi var heldige at Elin opdagede det og de unge løb væk. En italiener kom og sagde en hel masse ting til os om, at man altid skal have spændt tasker fast og foran på maven – og det var vi da taknemlig for at få at vide igen. Vi spiste på en selvbetjeningsrestaurant, hvor vi kunne gå rundt og tage forskellige retter og derefter betale ved kassen (24,50 Euro) – og herefter nyde maden udenfor i en flot gårdhave. Vi fik en flaske rødvin til 6,80 Euro – en lidt speciel rødvin med lidt brus i – på flasken stod bl.a. Il Bosco og Vivace og Oltrepo Pavese Bonarda. Vi var ved hotellet igen kl. 22.30.

Torsdag den 22. juli 2004

Efter morgenmaden ved 10-tiden gik vi ned mod Po-floden og over på den anden side. Her gik vi op på Monte dei Cappuccini, hvor der ligger en kirke – Chiesa di Sante Maria del Monte. Vi kunne ikke komme ind i kirken og heller ikke ind i det museum der var der, men vi kunne nyde den flotte udsigt ud over Torino. Det var varmt, så vi skulle også puste lidt ud. Nedenfor bakken var vi inde og se Gran Madre di Dio, som var meget flot, men meget mindre end Pantheon Kirken i Rom, som den mindede en lille smule om. Vi gik over på den anden side af floden igen, men valgte så at gå tilbage til den første bro og over Po igen, fordi vi havde set et par fortovsrestauranter derover. Her fik vi to retter mad og vin og vand for 35 Euro. Det smagte godt og vi sad og kikkede på de lokale en god times tid. Vi gik herefter hjem og fik en halv time på øjet og gik ud i varmen igen kl. 15. Først var vi inde i Pallazzo Bricherasio, hvor der var en udstilling om Budhisme og Nepal. Herefter gik vi hen til Torinos vartegn – det 167 m høje Mole Antoneliana. Her kørte vi midt i bygningen op i en glaselevator – meget imponerende og flot. Oppe var der et flot view ud over Torino. Vi gik herefter op til Piazza Castello og videre hen til isbutikken, hvor vi også fik is i går. Her fik vi yoghurtis med hindbær og ribs. Efter en tur i forskellige forretninger spiste vi aftensmad på en Ristorante Pizza, hvor vi fik en turistmenu til 12 Euro incl. vin og vand. Først fik vi en lille drink med tomatbrød til og herefter en forret – risotto og pasta m/sovs. Hovedretten var et tyndt stykke kød med bacon. Vi sluttede med nogle stykker melon. Vi var hjemme på hotellet kl. 22.

Fredag, den 23. juli 2004

Efter morgenmaden kl. 9.30 gik vi over i banegården og købte billetter til Milano kl. 12.15. Der var kø ved billetlugen, men vi fik billetter til Eurostartoget – deres hurtigtog, hvor vi også skulle have pladsbillet – pris 15 Euro mod 10 Euro for alm. tog. Så gik turen et par gader ned mod Po, hvor vi dagen før havde set et marked. Elin havde set en taske, som hun gerne ville have. Vi gik rundt på markedet en halv times tid uden at finde den sorte neger, som havde haft tasken i går. Efter markedet gik vi rundt i gaderne og var bl.a. inde i et af de små supermarkeder. Ved en bager købte Elin vand og et par kager til togturen. Vi forlod hotellet kl. 11.45 og gik over på banegården. Her var toget klar på perron 16, så vi satte os i det dejlig kølige tog. Kl. ca. 13.45 steg vi ud af toget i Milano og gik i 33 graders varme hen til hotellet, hvor vi denne gang fik værelse nr. 115. Efter lidt udpakning og tøjskiftning gik vi ud i byen. Først ville vi se museet for moderne kunst, men da vi kom derned var det lukket på grund af ombygning og noget af det var flyttet hen i et hus i Via Jan-gaden. I en nabobygning så vi dog nogle film af Kimsooja, som viser hende stå midt på gaden i forskellige storbyer, mens gadelivet myldrer forbi hende. Vi gik herefter hen til Via Jan-gaden og mens vi gik, søgte vi at finde noget frokost, men det er åbenbart umuligt at finde noget i tidsrummet 15 – 17 uanset om det er i Torino eller Milano. Efter at vi havde set billederne fik vi en øl og is-the. Så gik vi ned mod den indre by, mens vi gik købte Elin et par brød med ost i til at tage den værste sult. Vi gik hen af Monte Napoleone, hvor de store modebutikker ligger og herefter tog vi metroen til Republica-pladsen, hvor vi spiste på samme restaurant som i tirsdags. Vi fik selvblandet salat og minestonesuppe + vin og vand. Det smagte godt – herefter gik vi op på banegårdspladsen og fik en kop kaffe og en stor Grappa snaps. Så var vi klar til at komme i seng kl. 22.30.

Lørdag, den 24. juli 2004

I dag vågnede vi op til noget helt uhørt – nemlig regnvejr! Så efter morgenmaden blev vi på værelset for at se om ikke regnen holdt op igen. Men det gjorde den ikke – så ved 11-tiden fik vi købt et par paraplyer (7 Euro), hvorefter vi tog metroen til S. Agostino og gaden Papiniano, hvor der om lørdagen er byens største marked. Her gik vi i et par timer og købte en hel del billigt tøj. Vi sluttede af med at få en rigtig god pizza i en restaurant, som lå op til markedet. Det regnede stadig og vi havde en del poser med indkøb, tog vi metroen til Centrale og gik til hotellet. Vi var herefter en lille tur i et supermarked for at købe lidt vand, vin m.v., som vi tog med hjem på værelset. Herefter tog vi straks metroen til Duomo Cathedral, hvor vi gik ind i kirken. Her blev vi tjekket af nogle militærfolk inden vi kunne komme ind. Duomo Cathedral er en af de største kirker i verden. Den har nogle store søjler, men ikke ret meget udsmykning. Da vi kom ned i den anden ende af kirken begyndte de at afspærre gangene og vise turisterne ud af kirken. Der skulle være messe kl. 17. Vi besluttede at blive og overvære messen. Det tog næsten 1½ time og det var meget interessant at prøve – enkelte af kirkegængerne faldt dog i søvn, så helt interessant var det ikke for alle. Herefter gik vi en tur rundt i gaderne omkring Duomo-pladsen og endte i Via G. Verdi gaden lige op af Scale Operaen. Vi spiste på et pizzaria, hvor vi fik pastaretter – nogle kæmpe portioner, som vi slet ikke kunne spise. Elin gjorde sig populær hos en af tjernerne ! Herefter metroen hjem til hotellet kl. 22.30.

Søndag, den 25. juli 2004

Så er solen vendt tilbage ! Efter morgenmaden kl. 9.30 tog vi metroen til Duomo, hvor vi på kirkens venstre side kunne gå op på taget (3,50 Euro). Det var virkelig en oplevelse at se taget, som er lavet af marmor og den flotte udsigt over byens tage. Vi gik herefter lidt rundt i nærheden af Duomo-pladsen og derefter ud af Via Dante, hvor vi fik en portion is inden vi nåede ud til Sforzesco borgen, hvor der var fri adgang til det store og alsidige museum. Ved 14-tiden spiste vi frokost i et telt i parken, hvor byens borgere kunne købe et billigt måltid mad her om sommeren. Så fik vi en italiensk frokost med vin og vand for 8 Euro pr. stk. Vi gik herefter over til triumfbuen i parken og derefter gik turen over til Sant’ Ambrogio kirken, som menes at være forbillede til mange andre kirkebyggerier. Ved siden af kirken er der bygget et mausolæum til minde om de faldne soldater i 1. og 2. verdenskrig. Det hele er lavet af marmor og det er stort med flere kælderetager. Herefter gik vi ned på Via Torino, hvor vi satte os på en restaurant på Piazzo Beltrade, hvor vi fik et glas hvidvin (6 Euro). Herefter var vi inde i nogle forretninger og satte os så en times tid på Duomo-pladsen og nød dagens sidste solstråler. Ved 19.30-tiden gik vi igen ud ad Via Torino og fandt et pizzaria, hvor vi fik pizza, et glas hvidvin, 1 l. vand og en flaske rødvin (37 Euro). Nu var klokken 21.30, så vi gik lidt rundt i gaderne omkring kirken og nød de 26 grader – så på lidt brakedance og et andet sted på argentinsk tango – sommerdans. Vi var hjemme ved hotellet kl. 23.30 og Henning fór op ad trappen og fik en kraftig fibersprængning i venstre ben! Mens han ømmede sig begyndte Elin at pakke kufferten.

Mandag, den 26. juli 2004

Det var ikke blevet bedre med benet i løbet af natten, så da vi fik morgenmad sørgede Elin for at jeg fik noget mad uden at jeg skulle bevæge mig rundt. Ved 10.30-tiden forlod vi hotellet i taxa til banegården. Her holdt lufthavnsbusserne. Der var lidt kaos blandt de italienere, som solgte billetter, men efter et kvarters tid kom der en bus, som vi kunne tage med. I Lufthaven steg vi ud og gik ind i terminalen. Her kunne vi se at vi skulle checke ind ved skranke nr. 7 i terminal 1. Så vi fandt hurtigt nr. 7, men den var ikke p.t. betjent, så vi satte os til at vente. På et tidspunkt gik jeg lidt rundt og kom til at se, at der stod terminal 2 – og vi skulle i terminal 1! Så Elin måtte op i informationen for at finde ud af hvor terminal 1 var. Den var i den anden ende af lufthavnen, så vi skulle med bus derover. Det en halv times tid, før vi kom derover, hvor vi så fik checket ind og herefter fandt gate A18. Flyet blev dog en halv time forsinket inden det lettede. Da vi kom til Billund (16 grader!) var der ingen strøm på bilen – så vi måtte tilkalde Arne, som hurtigt kom med startkabler og strøm. Vi spiste til aften ude hos Irene og Arne og kørte hjemad ved 21-tiden.

Slut på en god og trods alt vellykket tur.

Skriv et svar