Rejseperiode: 15. oktober – 4. november 2011 med Topas Travel

Rejsemål: Lima – Cusco – Machu Picchu – Altiplano – Titicaca Søen – La Paz – Camino del Inka – Salar de Uyuni – Potosi – Cretaseous Park – Death Road – Coroico

Vi har den sidste uges tid fundet ting frem til turen. Torsdag tog jeg fra banken kl. 12.45. Jeg skulle klippes i Hadsten kl. 13.30. Men frisøren var blevet syg, så jeg fik en ny tid fredag kl. 9.30. Jeg fik sendt mail til Lions om årets Lilleåmarkedsregnskab, som blev på 80.000 kr. Jeg strøg skjorter til turen. Kenneth ringede og gav en lille instruktion i, hvordan man bedst takler en kidnapning! Familien Merete kom kl. 18.00 for at tage afsked med os. De kørte i sommerhus de næste dage.

Fredag havde vi begge fri fra arbejdet. Vi stod op kl 6.30 og begyndte med at pakke tingene i kufferterne. Jeg blev klippet kl. 9.30. og kl. 14.00 forlod vi Siøvej og satte kursen mod København.

Der havde i nat været frostvejr for første gang, så bil og græsplæne var helt hvide her til morgen. Der var tœt trafik hele vejen – der er jo efterårsferie i næste uge. Lige efter Storebæltsbroen holdt vi kaffepause. Vi var ved Jonas kl. 18.10. Vi gik herefter direkte til en thailandsk restaurant Thai Pan, hvor Jonas havde bestilt bort kl. 18.30. Vi fik en god menu med øl til – Elin fik et glas rødvin. Herefter gik vi en tur ind til Strøget. Der var Kulturnat, så der var mange mennesker i byen og forretningerne havde sent åbent. Hjemme hos Jonas delte vi en øl, inden vi gik i seng kl. 23.00. Jonas gik ud i byen igen.

Dag 1. Afgang fra Danmark og ankomst til Lima

Lørdag den 15. oktober 2011

Afgang kl. 7.00 fra København til Paris ankomst kl. 9.00 – Fly nr. AF1351

Afgang kl. 10.40 fra Paris til Lima ankomst kl. 15.55 – Fly nr. AF 0440

Kl. 3.00 stod vi op og fik et bad. Jonas og Casper kom hjem fra byen ved 3.30-tiden. Efter en kop kaffe tog vi afsked med dem og kørte mod lufthavnen. Her havde vi bestilt P-plads på P-17. Vi tog bussen ind til indgangen. Som noget nyt skulle vi tjekke ind elektronisk, som kom til at betyde, at vi slet ikke kom til at sidde sammen i flyet til Paris. Vi ankom til Paris kl. 9.00 og havde ca. 1,5 time til at komme til Lima-gaten, men vi skulle først igennem paskontrol og herefter igennem en scanningskontrol, og her var der så lang kø, at det tog en hel time at blive tjekket, så nu var der ikke meget tid tilbage. Vi nåede det dog, da gaten var i den samme bygning. Til Lima skulle vi sidde på 40 A og B – altså en vinduesplads og ved siden af hinanden. Men ved gaten fik vi at vide, at man havde slettet alle fra København. Det betød, at Air France placerede os rundt på flyet. De sagde så, at de ville forsøge at flytte rundt på os i flyet, således at vi kom til at sidde sammen. Vi lettede uden, at vi fik nye pladser. Jeg sad på 24 G og Elin på 47 F. Først da Elin igen spurgte en stewardesse, skete der noget. Hende Elin sad ved siden af tilbød at bytte plads med mig. Det var super, for så sad jeg op af gangen, således at det var nemt at komme ud. Strækningen var på  (9.791 + 487) km.

Lige over Ækvator og over regnskoven var der lidt turbulens ellers intet. Vi landede planmœssig og vor bagage var der også. Der var tre i selskabet, som ingen bagage fik.

Thomas fra Topas tog imod os sammen med en peruviansk dame. Da alle var klar, kørte vi til hotellet – Hotel Santa Cruz, Av. Santa cruz 1347, Miraflores, Lima 18. Ualmindeligt snørklede veje med mange bump. Et lille stykke kørte vi langs kysten. Fra vejen var der vel 10 m. skrænt ned til stranden, hvor der kom store rolige bølger ind. På den anden side af vejen var der en høj stejl skrænt på måske 20-30 meter høj. Her var der bygget hoteller helt ud til kanten – at de tør! Vi vekslede 100 $ til 260 soles på hotellet. På hotellet holdt Thomas fra Topas Travel et informationsmøde, hvor han fortalte om turen, og vi præsenterede os for hinanden. Det lød til, at hele gruppen havde rejst meget.

Nu trængte vi til at få lidt aftensmad, så vi gik lidt ned af gaden og var inde i en smuk kirke – Parroquia Nuestra Señora de la Asunción. Her var en messe i gang og et kor sang. Vi sad lidt og nød det.

Vi gik nu ind i en lille lokal restaurant, La Casa De Los Anticuchos, hvor en kok var ved at grille mad udenfor. Skands-søstrene gik med, og vi fik grillet kyllingekød og en mørk øl.

Dag 2. Oplevelser i Lima

Søndag den 16. oktober 2011

Vi stod op ved 6-tiden. Elin mente, at hun havde været vågen fra kl. 2 på grund af tidsforskellen. Vi spiste morgenmad fra kl. 7.15. Vi sad sammen med Marlene og Louise, og det viste sig, at deres far var opvokset i Hadsten. Deres bedsteforældre havde boet i Lyngå. Marlene arbejder i Ballerup kommune med almennyttige boliger. Hun bor i Vanløse.  Louise arbejder på sygehuset i Aarhus i HR-afdelingen.

Kl. 9.00 startede byrundturen. En lokal guide fortalte og viste os rundt. Byrundturen indeholdt blandt andet Limas gamle bydel, Plaza Mayor, Katedralen og den smukke San Francisco kirke.

Vi så Huaca Pucllana Site Museum udefra. En stor dynge jord blandet med små gamle mursten.  Det er en lokal helligdom til en beskytterguddom, et helligt sted, lerpyramide beliggende i Miraflores-distriktet i det centrale Lima bygget i syv forskudte platforme. Det tjente som et vigtigt ceremonielt og administrativt center for fremme af Lima-kulturen, et samfund, der udviklede sig på den peruvianske centrale kyst mellem årene 200 e.Kr. og 700 e.Kr.

Herefter var vi ude ved Parque del Amor, som er en park med fantastisk udsigt ud over havet. Langs kanten var der kunstnerisk udsmykkede mure, som minder om Gaudis park i Barcelona. På havet var der mange surfere, som forsøgte at finde den rigtige store bølge.

Herefter møntmuseet og Plaza de Armas og kirken Monasterio de San Francisco. Vi var nede i katakomberne ved kirken. Til slut kørte vi til Larcomar ud til Stillehavskysten, hvor vi spiste frokost – vi fik Ceviche (140 Seles). Vi fulgte stien langs kysten til hotellet, hvor vi fik en kop kaffe med kage (22 Seles) og jeg fik en Pisco Sour (15 Soles). Herefter tog vi en halv times lur. Kl. 19.30 gik vi sammen med Stands søstrene op i byen ved den store rundkørsel og spiste fisk (150 Soles). Herefter hjem vi seng kl. 22.30.

Dag 3. Fly til Cusco

Mandag den 17. oktober 2011

I dag skulle vi med et tidligt fly til Cusco. Da byen ligger i 3.300 m.o.h., bruger vi resten af dagen til at slappe af og vænne os til højden.

Vi skulle være klar til at forlade hotellet kl. 8.00. Det var et udmærket hotel, hvor vi boede på 3. sal. Mange veje i Lima er ensrettede, så det tog et stykke tid med at komme ud af vores bydel. Det var også blevet mandag, så der var betydeligt flere biler på vejene end i går.  I lufthavnen tjekkede Thomas ind for os, så vi skulle blot gennem scanningskontrollen. Flyet var en halv time forsinket, så vi kom først af sted ved 11.15-tiden. Flyveturen tog en time. Vi fik en lille sandwich og en slags mini hindbærsnitte, samt kaffe og vand.

Vi kunne ikke alle vœre i samme bus, så vi var en fire stykker som kørte i en alm. Taxa. Der var varmt i Cusco med fin solskin. Det tog en halv time at komme hen til hotellet. Det lå højt oppe så taxa chaufførerne måtte bœre de tunge kufferter et langt stykke. Kl. 12.45 havde vi fået vores værelser. Vi kom helt op under taget og fik nr. 414. Her på denne etage var der kun to værelser og en stor udsigtsterrasse. Her var der den bedste udsigt ud over byen, man kan tænke sig. Det var et lille nyrenoveret eller nyt hotel med en lille restaurant. Encantada Casa Boutique Spa Hotel, C. Tandapata 354, Cusco.

Kl. 15.00 samledes vi i den lille have og blev herefter vist ned i byen til Plaza de Armas. Her så vi nogle gader med Inka-vægge. Vi gik herefter lidt rundt på pladsen og en af de aktive tjenere lykkes at få os op på 2. Sal ud mod torvet. Her fik vi en dejlig suppe og vand – vi skulle jo drikke meget vand på grund af højden. Her sad vi et stykke tid og kikkede på livet ude på pladsen. Herefter gik vi lidt rundt på torvet og derefter tilbage til hotellet. Her fik vi lige en halv time på øjet. Kl. 19.00 gik vi ned på en restaurant, som Thomas kendte. Her spiste vi godt og der var een som spillede på klaver og to tjenere, som sang opera. Herefter gik turen tilbage til hotellet og i seng – vi skal jo tidlig af sted i morgen.

Dag 4. Machu Picchu

Tirsdag den 18. oktober 2011

Ét af turens helt store højdepunkter venter: Inkariget Machu Picchu. Vi starter tidligt fra Cusco og tager med tog til Aguas Calientes. Machu Picchu er lokaliseret i 2.430 meter og er et stort symbol på Inkariget. Selvom stedet i lang tid har været lokalt kendt, har det først i 1911 fået international op-mærksomhed, efter at den amerikanske historiker Hiram Bingham opdagede riget. Vi starter med en længere rundvisning, der bringer os rundt til de vigtigste steder i det arkæologiske område.

Vi stod op kl. 5.00 og efter morgenbadet pakkede vi ting og sager til turen. Vi fik for første gang morgenmad på hotellet. De laver eminent morgenmad. Vi gik ned til bussen, som vi skulle køre i mindst to timer for at komme hen til byen, hvor vi skulle stå på toget. Det var en flot tur på en ujævn vej. Det sidste stykke tid kørte vi langs floden Urubamba. I byen Ollantaytambo kom vi på det blå Machu Picchu tog, som kørte gennem flotte naturområder og for det meste langs floden. Efter et par timers kørsel kom vi til Aguas Calientes. Her kørte en bus os op til Machu Picchu ad en vej med mange hårdnålesving. En lokal guide førte os op til en forhøjning, hvor vi kunne se ned over alle ruinerne – et betagende syn ! Guiden var utrolig god til at fortælle om inkaerne og de enkelte bygninger. Vi blev vist ned gennem de enkelte huse. Rundvisningen tog ca. 2 timer, hvorefter vi selv gik lidt rundt og tog nogle flere billeder. Til sidst gik turen tilbage til Aguas Calientes, hvor vi havde god tid til se boderne med lokalt håndværk m.v. Toget gik først kl. 21.00. Vi skulle samme vej tilbage, så det var først to timer med tog og herefter to timer med bus, så det blev sent før vi var tilbage til hotellet.

Dag 5. En dag i oplevelsernes tegn i Cusco

Onsdag den 19. oktober 2011

Byen Cusco var inkaherskernes hovedsæde og hovedstad, og der findes mange levn fra Inkatiden rundt omkring i byen.

Formiddagen havde vi til fri disposition, så vi gik på kryds og tværs gennem den gamle bydel.

Topas byrundtur startede kl. 14.00 og vi gik i samlet flok ned til den store plads – Plaza de Armas. Her så vi Cusco Katedralen og Jesuitterkirken. Det tog spaniolerne godt 100 år at bygge katedralen, som efter datidens målestok – og nutidens også – var et enormt bygningsprojekt. Katedralen er bygget af hundredvis af sten hugget ud af klippen, formet og transporteret fra Sacsayhuaman-fæstningen.  Herefter kørte vi i bus hen til Qorikancha, som er et museum med nogle flotte Inka-mure fra et betydningsfuldt Inka-Tempel. Qorikancha er også kendt som Solens Tempel. Templet blev oprindeligt bygget af inkaen Pachacutec, og da de spanske conquistadores ankom, grundlagde de deres Santo Domingo Convent ovenpå det gamle tempel. Under Inka-imperiet var det her, at de lokale inkaer tilbad solen – Inti – og dengang var templet faktisk dækket af guld. Herefter gik turen op til Sacsayhuaman-fæstningen. Det skal ses! Det er ufatteligt, at Inkaerne modellerede så store sten og derefter sætte dem sammen, således at de passer 100% sammen. Det er granitblokke som er stablet ovenpå hinanden som Lego-klodser på en strækning på 300 meter. En enkelt blok vejer 300 tons. Sacsayhuaman-fæstningen blev opført under inkakongen Pachacùtec, som lod Cuzco bygge i form af en puma med Sacsayhuaman som hovedet. Det var også her at sidste og afgørende slag mellem spanierne og inkaer fandt sted i 1536, da inkakongen Manco Inca forgæves forsøgte at tilbageerobre Cuzco.

Herefter kørte vi hen til Q’enco Archaeological Complex som betyder zigzag på quechua – og efterlader flere spørgsmål end svar. En passage fører ned i den massive klippeblok med præcist udhuggede nicher. Det var hernede i mørket, at ceremonier af magisk-religiøs art fandt sted. Til slut kom vi hen til  Cristo Blanco, som er en kæmpe stor hvid kristusfigur a la Corcovado-figuren i Rio de Janeiro. Den ser ned over Cuzco og selv om det var ved at blive mørkt, sad der stadig en hel række lokale, som gerne ville sælge deres produkter af tæpper og strik-varer.

Ved 19.45-tiden spiste vi aftensmad sammen på restaurant Divmal Comedia og menuen var stegt eller ovnbagt marsvin.

Dag 6. Cusco til Puno

Torsdag den 20. oktober 2011

Vi stod op kl. 5.00 og fik pakket kufferterne og spiste morgenmad inden kl. 7.00, hvor vi forlod det dejlige hotel. Bussen kørte ned i byen, hvor vi skiftede til en stor luksusbus. Her var der også andre med, idet Topas havde købt turen af Cruz Del Sur. Her var der en guide, som fortalte på både spansk og engelsk. På turen, som var 395 km. lang, holdt vi fire pauser, hvor vi var inde at se historiske bygninger og ruiner. Vi holdt også en pause på turens højeste punkt La Raya 4.335 m.

Første stop var i en lille landsby – Andahuaylillas – hvor bussen knap kunne komme rundt. Her så vi en meget flot udsmykket kirke – næsten alt var forgyldt med 24 karats guld.  Her var også flotte pladser belagt med små sten med flotte mønstre og dyremotiver.

Næste stop var Raqchi, hvor vi så resterne af et Inka tempel – Wiracocha. Høje enkeltstående mure og ved siden af var der en masse cirkelrunde sten huse, hvor der kun var murene tilbage. Templo de Wiracicha var engang 90 meter langt og 15 meter højt og er den største enkeltstående bygning, som inkaerne nogensinde byggede.

Pludselig holdt bussen stille ved en lille by, hvor man var i gang med at bygge et nyt hus. En kilerem i motoren var sprunget, så det tog lige en lille times tid inden chauffør og guide havde sat en ny i.

Efter besøg i kirken fortalte han om Bilkabamba.

Lidt før kl. 12 holdt vi frokost i en lille landsby. Vi sad udenfor om et stort bord med bambustag – se billede. Vi fik en flot buffet med dessert og kaffe. Gode toiletforhold. Ligesom andre steder, hvor vi gjorde holdt var der marked, hvor de lokale solgte deres håndarbejde og souvenirs. Vi kørte derfra kl. 12.30.

Næste stop var i Pukara, hvor vi var inde at se Pukara’s Archaeological Complet, Iglesa Pukara og et museum med oldgamle religiøse figurer.

Puno en stor og rodet by med dårlige huse. Små murstenshuse tæt pakket sammen.

Landskabet vi kørte i dag – Altiplano – var meget bart – stort set ingen træer, men høje bjerge, hvor af nogle var afrundede. Altiplano er en enorm højslette, hvor vi det meste af tiden kører i 3.500 meters højde. Fattige landsbyer.

Vi fik et udmærket hotel i Puno. Da vi gik ud for at spise var der karnevalsoptog i gaden – meget flot.

Dag 7. Afsked med Peru og velkommen til Bolivia

Fredag den 21. oktober 2011

Vi tager afsked med Peru og sætter kursen mod den bolivianske grænse. Vi kører til Copacabana, som er den bolivianske hovedby ved Titicaca søen. Titicaca er lokaliseret tæt på grænsen mellem Peru og Bolivia, og foruden at være Sydamerikas største ferskvandssø, er det også den højeste farbare sø i verden (3.820 m). Ved ankomst til Copacabana sejler vi ud til Isla del Sol – Soløen, som er den største ø i Titicaca søen. Den er en af grundstenene i den gamle Inkakultur, idet det i følge Inkaernes skabelsesberetning var her, solen blev født.

Fra Puno kørte vi til den Bovillianske grænse i en meget gammel bus. Busejeren havde sin kone med. Vi havde en lille tissepause ved indkørslen til en by, hvor man kunne skjule sig bag nogle mure. Ved et udkigspunkt holdt vi en ny pause. Her var der en enkelt sœlger. Elin købte strikkede vanter her. På turen til grænsen kunne vi det meste af tiden se ud over Titicacasøen. Det var et fattigt landbrugsområde vi kørte igennem, men det så ikke ud til, at de avlede ret meget på markerne.

Ved grænsen blev vores bagage læsset af bussen. To mænd med transportcykler tog kufferterne og kørte dem over grænsen til en ventende bil. Vi skulle ind to steder på Peru-siden for at få stemplet pas og aflevere en emigrations blanket, som vi fik ved ankomsten. Herefter gik vi gennem porten til Bolivia og til et nyt kontor, hvor vi skulle udfylde en ny blanket, som sammen med passet fik et stempel.

Vi kørte videre til Copacabana, hvor vi i byens centrum var inde at se katedralen. En sort stauette af Jomfru Marie har siden 1651 draget pilgrimme til Basilica de Nuestra Senora de Copacabana med de farverige kakler på spir og kupler. Den sorte Madonna blev lavet i 1570-erne af Francisco Yupanqui, som var barnebarn af Inka Tupac Yupanqui. Vi gik lidt rundt i byen og så på de mange salgsboder med alt fra tøj til kød og frugter. Vi endte nede ved havnen, hvor vi ved 16.30-tiden steg på en turbåd og sejlede mod Isla del Sol. Det tog en times tid at sejle ud til øen. Vore kufferter blev lastet på et antal æsler og vi satte os ved en restaurant og fik frokost med flot udsigt ud over søen. Her sejlede også en stor sivbåd med turister. Vi gik videre op over øen og på et tidspunkt brød Henning reglen om aldrig at bruge fotoapparatet, mens man samtidig går. Med det resultat at han faldt og fik en alvorlig forstuvning, hvilket ikke gjorde de næste dage på trekking lettere. Her boede vi på Palla Khasa Ecolodge. En meget flot lodge, hvor vi spiste til aften og fik et meget fint værelse. Også morgenmaden var fremragende og med en skøn udsigt ud over Titicaca søen.

Dag 8. Vi kører til La Paz – city tour og forberedelse af trek

Lørdag den 22. oktober 2011

Planen for i dag er at vi kører til Bolivias hovedstad La Paz. Byen ligger i 3.600 m i en dal omkranset af bjerge på over 6.000 meter. Topografien i dalen omkring La Paz er blevet skabt for over syv millioner år siden, og i “månedalen”, der ligger i udkanten af dette område, kan vi se et landskab af flerfarvede tårne af sand og sten, som ligger spredt i landskabet. Det er en stor oplevelse at gå rundt i La Paz, fordi den kulturelle diversitet er så stor. Mangfoldigheden er slående og gadebilledet farvestrålende. Her sidder forretningsfolk side om side med indianere.

Så gik turen tilbage til båden ad lidt besværlige stier med en forstuvet fod, men det gik. Vi sejlede tilbage til Copacabana. Vi kørte nu videre mod La Paz – verdens højest beliggende hovedstad. I byen C. S. San de Tiquina skulle vi sejle over et lille sund. Bussen skulle med en lille færge, som kun kunne have denne bus med og uden passagerer. Vi blev i stedet sejlet over af en motorbåd. På vejen var vi nede ved søen og se, hvor de byggede sivbåde. Inden La Paz kom vi forbi et stort marked med handlende, hvor vi næsten ikke kunne komme forbi med bussen. I La Paz blev vi indlogeret i El Consulado, som er et hotel, som Topas ejer. Et meget flot sted med gode og store værelser. Vi ankom til hotellet ved 14-tiden. Efter at vi havde fået vore værelser fik vi en god frokost på hotellet, hvor vi fik en flot tallerken med forskellige smagsprøver på det bolivianske køkken. Turlederen informerede om de kommende dages vandring og ruten blev gennemgået. Herefter en klassisk byrundtur i bus, hvor vi fik mulighed for at indsnuse stemningen på byens mange farvestrålende markeder. Vi besøgte også den gamle koloniale bydel samt byens vigtigste og flotteste kirker som f.eks. San Francisco kirken. Til slut kørte vi til Valle de la Luna eller Månedalen, som er et område med store klippeformationer skabt ved erosion. Vi gik rundt her en times tid, hvorefter vi kørte videre til forskellige udkigspunkter.

Aftensmaden fik vi i El Consulado’s fine spiselokale.

Dag 9. Vi starter vores trek: “Camino del Inka”

Søndag den 23. oktober 2011

Vi forlader La Paz tidligt om morgenen og starter med at krydse bjergene og tage til det subtropiske område omkring Yungas. Vores trek er et af de mest populære treks i Andesbjergene. Det skyldes, at stien i sin tid har været brugt af både Aymara folkene fra Tiwanacu, Inka folkene og spanierne fra koloniområderne. Stien skærer sig igennem Andes bjergkæden og har igennem tiderne været et betydningsfuldt transportled mellem det tørre Altiplano og det fugtige, subtropiske Yungas. Vandringen starter fra San Francisco Minen, hvor vi lægger ud med at forcere et pas i 4.650 meters højde. Vi har i løbet af vandredagen frit udsyn til det imponerende, alpine bjerg Mt. Illimani, og på vejen over passet viser også Mururata Snow Mountain, 5.868 m, sig fra sin flotteste side. Vi begynder for alvor at kunne fornemme bjergenes storhed. Den friske og skarpe luft, de høje tinder og de omkringliggende bjerge skaber fundamentet for en god nats søvn. Vi sover i telte i knap 3.700 meters højde tæt på den lille landsby Takesi.

Sandsynligvis den hårdeste dag på turen. Startede kl. 8, hvor vi skulle køre til startstedet for trekkingturen. Den var beregnet til 2 timer. Vi kom ret hurtigt ind på nogle ganske små veje, hvor to biler ikke kunne komme forbi hinanden. Ved en af landsbyerne var vejen spærret på grund af et motorløb. Vi måtte vente i over en time, før vi kunne komme videre. Mens vi holdt og ventede var en familie ved at lægge kartofler. Manden og sønnen brugte en træplov, som blev trukket af to okser, mens en kvinde hældte sandsynligvis tørret gødning i renden, hvorefter en anden kvinde lagde kartofler i. Vejret var super godt med fuld sol og vel nok 25 grader. Vi kørte videre og vejen blev bare smallere og dårligere, jo længere vi kom. Vi mødte et sted en lastbil. Den ønskede ikke at køre tilbage. Et par mand blev sendt ud for se, at bussen ikke kom for langt ud mod skrænten. Vi var vist alle noget nervøse og enkelte ville ud af bussen. Men pludselig var lastbilen forbi, og vi kunne køre videre. Helt ude i no-where blev vi læsset af. Klokken var nu over 12, så vi spiste lidt af den udleverede madpakke, hvorefter trekket startede. Jeg havde allerede på hotellet taget to kolimagnyler og en Ipren, så den første del af turen gik helt uden smerter i den forstuvede fod. Efter 1,5 time nåede vi passet. Der stod et kors, hvor vi alle filmede hinanden. Vejret var stadig fint, men med lidt flere skyer på den anden side af passet. Så gik det nedad. Først en lidt forskelligartet sti og derefter en stenbelagt bred zigzagsti ned af en stejl bjergside. Det var hårdt for mit ben. På grund af vor forsinkede start, var det næsten mørkt, da vi nåede lejren, og der blev ikke ventet på nogen, så vi var de sidste, der ankom til lejren. Den lå tæt op mod en brusende flod, så vi havde ”musik” hele natten. Vi startede med at udvælge et telt, hvor vi lagde vore rygsække samt den pose, som æslet havde båret for os. Så fik vi aftensmad i et større fællestelt, hvor vi alle kunne være. Vi fik suppe og spagetti med et stykke kød – portionsanrettet. Der var varmt vand, så vi kunne lave the, kaffe eller varm chokolade. Herefter gik vi hurtigt i soveposen efter en meget trættende dag. Temperaturen var rimelig, så vi mente ikke, at vi skulle pakkes så meget ind, men senere på natten måtte vi op og  have en ekstra trøje på.

Dag 10. Trekking. Fra Takesi til Ponto

Mandag den 24. oktober 2011

Planen for i dag er, at vi starter blødt ud med en nedstigning fra nattens camp til landsbyen Pongo. Hele formiddagen følger vi floden Quimsa Chata, og efterhånden som vi kommer længere ned i højden, ændrer vegetationen karakter og bliver mere frodig. Vandreturen i dag varer cirka 6 timer.

Om morgenen viste det sig, at vi havde glemt at lyne teltåbningen helt til, så kulden kunne suse ind. Vi stod op ved 6.30-tiden og fik tisset af og børstet tænder. Elin hentede en flaske varmt vand, som vi vaskede os lidt med. Morgenmaden bestod af scramblet eggs, et ristet brød m.v. portionsanrettet og herefter pandekager, yoghurt, mysli, juice, kaffe og the. Inden morgenmaden havde vi pakket vore ting og tømt teltet. Og hjælperne gik straks i gang med at pakke teltene sammen.

Vi startede dagens vandring kl. 8.30 – og det skulle gå nedad hele dagen fra godt 4.000 meter til 2.500 meter. Det gjorde ondt, for jeg havde taget codymagnylerne lige inden start, så de virkede først senere. Det bevirkede, at jeg kom til at gå sidst en lang del af turen, og at mit venstre knœ begyndte at blive overbelastet. Vi nåede næste lejr kl. 13. Her var der nogle gl. bygninger, som vi dog ikke kunne bruge til noget. Hjælperne, som overhalede os med deres 13 æsler lige ved lejren, kunne bruge et af husene til at lave mad i. Teltene blev hurtigt stillet op, og vi fik et som lå på afsatsen med fin udsigt ud over dalen. På den sidste del af turen var temperaturen steget til omkring 25 grader. Så vi startede med at få en lur uden for teltet på underlagene. Herefter kaffe med kager. Nogle gik ned til floden – stejlt ned i en halv time. Vi blev ved teltet p.gr. af min ømme fod og knœ. Et par af mændene havde været ude at bade i floden. Kl. 19.30 fik vi aftensmad udenfor ved et langbord, hvor vi lige kunne være. Vi fik grøntsagssuppe, et stykke kød, kogt kartoffel og kogte grøntsager samt chokolademousse som dessert. Herefter kaffe og the. Vi gik i seng kl. 21.00.

Dag 11. Trekking: Pongo til Chojlla

Tirsdag den 25. oktober 2011

Vores sidste vandredag starter med en to timers nedstigning til Takesi floden. Herfra går det stille og roligt op, til vi ankommer til Chojlla minen (2280 m). Minearbejderne her er frivillige, og det er muligt at få et indblik i de arbejdendes vilkår og arbejdsbetingelser. Vores tre dages trek er færdigt, og vi tager tilbage til civilisationens La Paz med bussen, som venter på os.

Vi var lige ude og tisse i skoven ved 5-tiden. Der var vel en 10-15 grader, vindstille med en masse forskellige fuglestemmer. Vi stod op ved 7-tiden og efter en nødtørftig vask, pakkede vi sammen og tømte teltet, hvorefter det hurtigt blev pillet ned af hjælperne. Spiste morgenmad kl. 7.30. Yogurt med drys, æggehak og ristet brød, juice og kaffe/the. Afgang kl. 8.00. Stejl nedgang til floden, som vi skulle forcere via store sten og til sidst via nogle løse rafter – det gik fint for alle. Jo længere vi gik, blev det mere og mere tropisk regnskov – en fantastisk flot tur. Ved en bro over en brusende flod holdt vi spisepause. Herefter gik vi et langt stykke ovenpå en akvædukt, som førte vand hen til et vandkraftværk. Ved 13-tiden var trekket slut, og vi steg op i den ventende sølvpil. Vi blev kørt op til en lille by, hvor vi fik en kold øl efter dagens strabadser. Sølvpilen kørte tilbage ad den humplede bjergvej for at hente vore bagagesække, som æslerne havde båret frem. Det tog over en time før sølvpilen kom tilbage. Fem af hjælperne kørte med. Den sidste hjælper – ham på 65 – skulle tage æslerne helt tilbage langs ruten.

Vi kørte nu mod La Paz ad stejle, hullede bjergveje helt ude på kanten uden autoværn. En lidt spændende tur – også når vi mødte andre biler/busser! Vi kom til sidst ud på en asfalteret større vej, hvor det gik opad i lang tid – indtil 4.700 meters højde, hvorefter det gik nedad til La Paz. Vi var ved hotellet ved 18.30-tiden. Kom i bad og spiste aftensmad på hotellet kl.19.30. Pakkede herefter kuffert til den næste uges tid og gik i seng kl. 23.00.

Dag 12. Dagstur fra La Paz til Tiwanaku

Onsdag den 26. oktober 2011

HUSK AT SENDE LYKØNSKNING TIL KENNETH I AFTEN!

I dag starter programmet først efter frokost, så der er mulighed for at hvile benene efter de foregående dages trekking. Efter frokost kører vi til Tiwanaku ruinerne, hjemsted for det første organiserede samfund i Andesregionen. Tiwanaku kulturens storhedstid strakte sig over en periode på 1.500 år indtil kulturens kollaps i år 1.200 e.Kr. Der var templer og konstruktioner i sten, som vejede over 130 ton. Ved Tiwanaku ruinerne finder vi bl.a. følgende:

Kantatita:

Her findes den såkaldte “skalamodel” udformet i et stort stykke klippe på 15 tons, som forestiller det berømte Kalasasaya tempel i Tiwanaku.

Akapana:

En pyramide, der er konstrueret af jordvolde, som ligger med en spids pegende mod hvert verdenshjørne. Dens udstrækning er enorm, og man er først for nylig begyndt at udgrave dens indre.

Underjordisk tempel:

I templets indre er murene konstrueret af 175 ansigter, udformet i kalk- og tufsten. I templet fandtes monumentet af Pachamama, også kaldet Bennett efter østrigeren, som opdagede stedet. Inde i templet kan vi også se monumenter af Andes-guden Barbado o Kontiki.

Kalasasaya Templet:

Dette var et soltempel, hvis konstruktion følger solens bevægelse på himlen. Her kan vi se monumenterne af Ponce, en antropomorf statue, og Fraile, som begge er monumenter med talrige udsmykninger.

“Solporten” er templets mest berømte del, udformet i eet enkelt andesit-klippestykke, der måler 3 meter i højden og 4 meter i bredden og vejer i nærheden af 10 ton.

Tiwanaku arkæologiske museum:

Her udstilles uvurderlige genstande fra hele Tiwanaku perioden.

Når vi kommer tilbage til La Paz spiser vi en tidlig aftensmad, inden vi skal med bus til Uyuni. Det er en komfortabel natbus med sæder, der kan lænes tilbage. Køretiden er ca. 10 timer.

Vi stod op ved 7-tiden og spiste hotellets gode morgentallerken kl. 8. Vi fik pakket den kuffert, vi skulle have med den næste uge og resten i den anden, som blev sat i kælderen. Kl. 9 steg vi på bussen, som først skulle køre os til Tiwanaku og senere til banegården i Oruro. Fra Le Paz kørte vi igennem den rodede og beskidte nybyggerby El Alto. Det tog 1,5 time at køre til Tiwanaku. Her startede guiden med at vise os museet, og han fortalte om den gamle kultur, som gik forud for Inka-kulturen. Herefter var vi ude at se resterne af store kompleks, som spanierne næsten ødelagde fuldstændigt. Bl.a. havde man bygget en stor kirke inde i byen af materialer fra det gamle kompleks. Herefter fik vi frokost tæt ved. Jeg fik lama og Elin fik ørred. Inden vi kørte videre, skulle damerne lige bruge en halv time på boder. Nu havde vi travlt, idet vi skulle køre i 4-5 timer for at komme til Oruro, hvor vi skulle være kl. 18.30. Vi skulle først tilbage til El Alto, hvor vi skulle dreje ind på en anden vej. Her oplevede vi lidt trafikkaos i et stort vejkryds. Der var ingen lysregulering, og her gælder reglen, at den, der kommer først, kører først frem, så på et tidspunkt var alle biler flettet sammen, men på forunderlig vis løsnede det sig, og vi kom videre. Det var igen en hård køretur til stationsbyen med bjergveje og en del hullede veje, men vi nåede til byen ved 18.30-tiden. Vores kuffert blev pillet ned fra taget og kørt op i en specielt tohjulet vogn af et par lokale, som stod klar med tohjulede vogne. Vi kom til at sidde i en vogn med en slags flysæder, hvor stoleryggen kunne reguleres lidt. Toget afgik lidt over kl. 19, og vi kom alle til at køre baglæns, men pyt med det – det var jo mørkt. Efter en times kørsel fik vi en kop the med sukker, som var så sødt, at det slet ikke var til at drikke. Herefter fik vi en sandwich, hvortil jeg købte en øl i vognen bagved, som var en restaurantvogn. Herefter skulle vi så få de næste 5 timer til at gå med enten at læse, sove eller se de to film, som de viste på et TV. Elin sov en hel del på turen, mens jeg så det meste af filmene. Da den sidste film begyndte, blev lyset slukket i vognen, så da kunne man kun enten sove eller se film. Kl. 2.30 var vi fremme og fik vores kuffert udleveret. Der ventede tre firehjulstrækker på os, og vi fik kufferten læsset på, hvorefter vi kørte mod salthotellet i Salar. Det var en 25 km. lang tur med en meget hullet vej og en masse vaskebrætter. Hotellet viste sig at være meget flot bygget af saltsten og flot udsmykket med saltfigurer – både fritstående og på væggene. Vi fik værelse nr. 16, som vendte mod syd. Alle værelser var i stueplan, mens restauranten var på første sal. Det var et stort flot cirkelrundt rum med vinduer hele vejen rundt – og med en fantastisk udsigt. Vi gik ret hurtigt i seng.

Dag 13. Verdens største saltsø Salar de Uyuni og Fish Island

Torsdag den 27. oktober 2011

Salar de Uyuni er verdens største saltsø. Denne naturmæssige perle ligger i 3650 meters højde, og man anslår, at søen indeholder 10 billioner ton salt. Når søen er dækket af vand, forvandles den til et kæmpe spejl. Vi tager et cruise på søen i vores firehjulstrukne køretøjer og stopper ved Incahuasi, som er en ø midt på saltsøen. Den lille ø er gold, stenet og bakket, og vi udnytter den oplagte mulighed for en mindre vandretur i terrænet. Vi overnatter på det ekstraordinære hotel “Luna Salada” som ligger ved kanten af saltsøen. Hotellet er konstrueret af store saltblokke og med denne privilegerede beliggenhed kan vi nyde solnedgangen over Salar de Uyuni fra første parket.

Vi stod op ved 8-tiden og fik morgenmad ved 9-tiden. Kl. 10.30 blev vi hentet af firehjulstrukne biler og blev kørt tilbage til den nærmeste lille by for primært at købe vand. Men her var der også en masse lokale boder, så det tog en times tid, før vi kørte videre. Nu kørte vi tilbage forbi salthotellet og videre ud på saltsletten. Vi holdt første gang ved et sted hvor vand og luft boblede op af saltbunden. Det var noget med, at der løber floder/vandløb under saltet, hvor så luft og vand presser sig op til overfladen. Næste stop var et lille saltmuseum, som viste hvad man har kunnet lave af saltet. Nu gik turen de 80 km. i fuld fart over saltsletten til en lille ø fyldt med kaktusser. Kaktusserne voksede kun en cm. om året – så den ældste var over 900 år gammel. Det var en fantastisk flot kaktus-ø. Vi blev vist rundt af guiden og var helt oppe på toppen af øen. Vejret var fint med fuld sol hele dagen. Efter rundturen på øen fik vi frokost ved nogle borde nede på “stranden” bag ved bilerne. Chaufførerne havde haft maden med og arrangeret den på bilernes bagsmæk. Vi fik kylling med ris, tomater og agurker. Herudover var æbler og cola. Derefter brugte vi en del tid på at lave sjove fotos af hinanden med saltørkenen som baggrund. Herefter gik turen hjemad. Et sted gjorde vi holdt ved et sted, hvor der var en slags vågehuller, hvor vi kunne stikke hånden ned og brœkke nogle saltkrystaller af. Herefter gik turen tilbage til hotellet. Vi havde i løbet af dagen uden held forsøgt at sende en lykønsknings-SMS til Kenneth. Ved 18.30-tiden lykkedes det, men da var klokken i DK omkring halv et om natten, så det var lidt sent.

Dag 14. Morgensol på Salaren og transport til Potosí

Fredag den 28. oktober 2011

Efter endnu en god morgenmad på salthotellet, skulle vi i dag køre til minebyen Potosi, der med sin beliggenhed i 4.090 m er kendt for at være den højeste beliggende by i verden. I slutningen af 1600-tallet havde Potosí tæt på 200.000 indbyggere og var en af de største og rigeste byer på det sydamerikanske kontinent.

På vejen til Potosi var vi inde at se nogle af de byer vi kom forbi. Der var lange strækninger, hvor landskabet næsten lignede ørken med enkelte kaktus og meget lidt liv.

Vi nåede Potosi ved 17- tiden og havde fået vores værelser på Hotel Claudia, Av. del Maestro No. 322, Villa Imperial de Potosí, Bolivia kl. 18.00.

Om aftenen spiste vi på en restaurant, der hedder 4.060, der er navngivet efter hvor højt den ligger. 

Dag 15. Oplevelser i Potosí og besøg i sølvminen Cerro Rico

Lørdag den 29. oktober 2011

Vi stod op kl. 7 og spiste en anden klasses morgenmad kl. 7.45. Kl. 8.30 kørte vi med bussen til områdets berømte sølvmine Cerro Rico “Det rige bjerg”, hvor der i århundrede har været udvinding af sølv og andre metaller. Forinden gjorde vi holdt ved en sælger, hvor der pr. par blev købt en stor cola, en pakke cigaretter og en pose cocablade, som vi skulle give som gave til en minearbejder. Den kvindelige guide, som var svær at forstå, fortalte om livet som minearbejder. Bl.a om at de tyggede 2-300 cocablade, som de havde i den ene kind dagen lang blandet med lidt aske. Inden de gik på arbejde i minen, ofrede de lidt cocablade og en sjat alkohol (97%) til guderne. Vi fik udleveret overtræksbukser og jakke samt støvler og pandelygte. Herefter gik turen op til en mineindgang. Vi gik ca. 100 meter ind i minen, her fortalte guiden igen om og demonstrerede på en figur, hvorledes minearbejderen hver dag ofrede til guderne. Herefter gik vi vel et par hundrede meter længere ind i minen. Her stod “tilfældigvis” en ung minearbejder (med piercing i øret) og hamrede i klippen med en mejsel. Guiden fortalte om minearbejderens arbejde og om de forskellige mineraler. Tilfældigvis havde minearbejderen en kasse med forskellige prøver på mineraler, som man så kunne købe!

Vi blev herefter kørt tilbage og afleverede vores udstyr, og herefter kørte vi hen på en restaurant, hvor vi spiste frokost – 3 retter mad til 25 Bs. Restauranten var en gammel vandmølle, som havde fungeret som et stenknuseri og sortering af de forskellige mineraler fra minen. En god oplevelse. Da vi skulle gå videre, måtte vi lige vente på, at vores første regnbyge skulle holde op. Vi gik herefter ned til møntmuseet, som engang lavede sølvmønter til brug i Spanien. På vejen dertil oplevede vi et optog, hvor de bar en gudinde, og hvor en præst i hvidt, foretog en velsignelse ved flere opstillede altre ved forretninger på gaden. Der var et par stykker, der spillede på trompet og tre som spillede på trommer, med i optoget. Til sidst sluttede optoget med en procession foran kirken og efterfølgende inde i kirken. På møntmuseet fik vi en rundvisning af en anden slikket mandsperson, som ikke var nem at forstå. Vi så bl.a. store gamle prægemaskiner med store træhjul trukket af heste. Det mest fantastiske ved museet var de fantastisk flotte bygninger med store murstenshvœlvinger. Herefter gik vi tilbage til hotellet, hvor en ny stor bus ventede på os. Vi fik kufferterne ind i bussen og forlod Potosi Kl. 17.30. Vi skulle køre de 150 km. til Sucre, og det tog tre timer – igen op og ned af bjerge, men med god vejbelægning. I Sucre blev vi indlogeret på et pænt hotel med fin udsigt over byen. Hotel Casas Kolping, Iturricha, Sucre. Vi mødtes i restauranten kl. 21 og bestilte mad, som vi så fik ved 22.30-tiden!

Dag 16. Byen Sucre og Cretaseous Park

Søndag den 30. oktober 2011

Efter morgenmaden kørte vi til “Cretaseous Park”. Her kan man på en stor blotlagt klippe/lervæg se verdens største samling af dinosaurusfodspor. Der er over 5000 fodspor fra 150 forskellige dinosaurustyper på den næsten vertikale klippevæg. De havde virkelig gjort noget ud af det med både museum med dinosaur skeletter m.m. og udenfor med store dinosaur figurer i fuld størrelse. Herefter kørte vi ned i parken nær centrum. Vi købte et stykke lagkage, før vi gik videre gennem et frugt- og kødmarked til en anden åben plads. Da vi gik gennem markedet, var der en ung mand, som prøvede at åbne en lynlås i min taske, men jeg mærkede det straks og advarede de andre mod ham. Herefter kom vi til et torv, hvor vi blev en halv times tid, da der var et par forretninger, som damerne gerne ville bruge lidt tid på. Vi gik videre til den store plads, hvor vi steg på bussen igen. Vi kørte nu hen til en anden park, som var en kirkegård. Der var en del private mausoleum og hel masse vægge, hvor der var indbygget små rum til gravsteder. Herefter tilbage til den store plads, hvor vi fik en drink på bureauets café. Vi købte os et brød med kylling + en cappuccino til Elin og et glas rødvin til mig. Ved 16-tiden gik vi selv lidt rundt på torvet og fik købt nogle flotte duge. Det var begyndt at regne, da vi var på kirkegården og til vi forlod cafeen. Vi gik herefter tilbage til hotellet. Nu var det begyndt at regne igen, så jeg måtte for første gang gøre brug af mit regnslag. Det tog ca. 20 min. at gå op til hotellet. Ved 18-tiden gik vi i restauranten og fik en Pisco Saur og sad og nød den flotte udsigt ud over byen. Kl. 19 gik vi ud for at finde en restaurant i nærheden af hotellet, men det kunne vi ikke, så vi gik ned mod den store plads i centrum. På vejen derned var vi inde i et par kirker, hvor der var messe. Et sted var der et kor som sang med guitarspil til – det lød utrolig godt. Der var meget få restauranter at finde, men vi fandt en nede på pladsen. Her fik vi en forret, som var nogle forskellige sammenklappede madder med ost og forskellige pølser. Herefter et stykke godt oksekød med pommes frites, ris og salat til. Som sædvanlig spiser vi ikke salat, når vi er ude at rejse. Hertil fik vi en flaske Boliviansk rødvin, som var meget god. Dertil fin god musik i restauranten. Til slut fik vi følgende kaffedrikke: Café Madonna – coffe, tripel sec, jugo de naranja, crema, ralladurade limon. Café Janis Joplin – café, leche condensada, licor anis, crema, ralladurade  limon.

Herefter gik vi tilbage til hotellet. Vi stod lidt og nød det gode vejr og udsigten over byen fra hotellets restaurant og besluttede os for at hente en Pisco Saur. I restauranten sad Kurt og Ninna, så det endte med, at vi også gav dem en drink og blev der indtil restauranten lukkede ved 23-tiden.

Dag 17. Vi flyver til hovedstaden La Paz

Mandag den 31. oktober 2011

Dagens plan er, at vi flyver tilbage til La Paz. Fra lufthavnen tager vi direkte videre til den skønne by Coroico, som ligger i den subtropiske region Yungas. Her er klimaet mildt og omgivelserne grønne, og det er en skærende og måske tiltrængt kontrast til de sidste par ugers golde altiplano. Coroico er en lille perle med gode og hyggelige cafeer og restauranter, gode vandremuligheder og et spændende opland med coca- og kaffeplantager, floder og vilde blomster.

Vi stod op kl. 7 og spiste morgenmad kl. 8. Vi fik betalt regning for drikkevarer m.v. som vi havde fået i restauranten i aftes. Kl. 9 var vi klar til at forlade stedet, men bussen kom først ved 10-tiden. Vi kørte nu til lufthavnen. Men på grund af skydækket var vort fly, som skulle flyve kl. 11, forsinket. Flyet afgik fra Sucre kl. 15.15 Ankomst til Le Paz kl. 16.00 Afgang med bus kl. 16.30. Vi kørte ad nogle rimelig nye bjergveje – rent faktisk er det en nyanlagt vej, som erstatter The Death Road. En kanonflot tur med flotte bjerge og natur. Lige inden vi nåede til Coroico skulle vi helt ned til floden og over en bro. Her var vi nede i en højde på 1.200 meter. Coroico ligger i en højde på 1.800 meter, så vi skulle 600 meter opad – og det var simpelthen så dårlig en vej, at det var et helt mareridt at være passager.

Dag 18. Coroico – i den subtropiske bolivianske region

Tirsdag den 1. november 2011

Kl. 8.30 startede vi på dagens trek op til Uchumachi. Vi gik op gennem den flotte Coroico by og kunne nyde synet af de lokale, deres beklædning og deres varer i boderne. Herefter gik det stejlt op ad en sti op til udkigspunktet Uchumachi. Her var der en fantastisk udsigt ud over bjergene. Vores lokale guide viste os marker, hvor der blev dyrket cocaplanter. Vi vandrede ad en smal sti langs bjergsiden. Vi returnerede til hotellet ved 11.30-tiden, og her steg vi på bussen og blev kørt hen til områdets største kaffeproducent “Munaipata”. Her fik vi vist, hvordan man plukker kaffefrugterne, sorterer, rister og laver nye kaffeplanter. Ved 15-tiden kørte vi mod La Paz og vores rejseleder havde besluttet, at vi skulle køre ad den gamle vej – The Death Road! Et sted holdt vi ind til et hus, hvor den lokale guide viste os cocaplanter, og han købte en stor pose cocablade. Vi kørte gennem områder med fugtig tropiske træer og planter. Vejen var fugtig og smal og hældede lidt nedad mod afgrunden. Men ofte kunne vi ikke se bunden på grund af skyer eller tåge. Der var sket jordskred enkelte steder og en enkelt sted var en gravko ved at fjerne et stenskred, således at vi kunne komme forbi. På et tidspunkt var der problemer med bussens kobling, så chaufføren måtte have værktøjet frem. Det tog ham en times tid, så vi gik lidt rundt i området imens. En lidt for spændende køretur! – især når vi mødte andre biler.

Det blev sent inden vi nåede til La Paz. Vi var ude at spise på en farvestrålende restaurant med fin lokal musik.

HVAD GØR DEATH ROAD SÅ FARLIG?

Vejen blev bygget i 1930-tallet af fange fra nabolandet Paraguay med formålet om at koble Amazonas og La Paz sammen. Strækningen slingrer sig gennem landskabet, og de snævre veje snor sig forbi dybe afgrunde på op til 600 meter. Kombinationen af en smal, uasfalteret vej, intet værn mod afgrunden, risikoen for stenskred og de ofte våde regnfulde forhold gør vejen helt ekstremt farlig. Derudover er vejen meget stejl, og undervejs opnår du en højde på helt op mod 3300 meter over havets overflade. Hvert år fra 1994 og frem har der årligt været omkring 200-300 dødsfald langs strækningen, og det er derfor vejen har fået sig det mindre flatterende øgenavn, Death Road.

Dag 19. La Paz

Onsdag den 2. november 2011

Vi brugte dagen på at gå rundt i byen. Vi så mange flotte bygninger og mange specielle souvenirs ting i de mange små forretninger. Om aftenen spiste vi afskedsmiddag på El Consulado.

Dag 20. Fly til Danmark

Torsdag den 3. november 2011

Afgang fra La Paz kl. 08.40 til Lima ankomst kl. 10.10.

Afgang kl. 19.55 fra Lima til Paris ankomst den 4/11-11 kl. 13.55 – Fly nr. AF0441

Vi stod op kl. 04.30 og var klar til afrejse kl. 05.15. Der var ingen morgenmad på hotellet. Vi tog afsted kl. 05.55. Indretningsarkitekten Lisbeth blev på hotellet – hun ville blive en måned mere – primært i Peru. Efter tyve minutter var vi i lufthavnen. Her tidligt om morgenen kører man rask væk overfor rødt. Man sagtner farten lidt og kører blot videre, hvis ikke der kommer trafik på tværs. I lufthavnen tjekkede Thomas ind for os, og flyet afgik til tiden kl. 08.40. Vi kom til at sidde på bagerste række. Der var en passager, som enten besvimede eller fik et ildebefindende. Det bevirkede at morgenmaden blev lidt forsinket – og da vi sad på sidste række, fik vi sidst. Vi fik en lille sandwich med skinke og ost, lidt frugt og en lille spadauer + kaffe og juice. Efter 1.50 timer landede vi i Lima. I Lima skulle vi sætte uret en time tilbage og flyet til Paris skulle først afgå kl. 19.55, så vi havde god tid.  I Le Paz kunne vi desværre ikke tjekke bagagen ind til Danmark. Vi var nødt til at hente bagagen og tjekke ind påny. På forespørgsel mente en informationsmedarbejder, at vi godt kunne få bagagen videresendt til Paris, men det kunne vi ikke. Vi tumlede lidt frem og tilbage, før vi til slut måtte gå ud af lufthavnen med bagagen. Vi kunne ikke tjekke ind før 3 timer før afgang, så vi tog bagagen med op på første sal og satte os ved en restaurant. Her sad vi det meste af tiden og købte øl, sandwich m.v. i løbet af eftermiddagen.

Dag 21. Ankomst DK

Fredag den 4. november 2011

Afgang kl. 15.25 fra Paris til København ankomst kl. 17.15 – Fly nr. AF1050

Flyet landene til tiden ved 14-tiden, men med lidt ventetid ind til gaten og tømning af det store fly, så var kl. 14.30, inden vi kom af flyet. Så havde vi omkring en time til at finde flyet til København. Franskmœndene havde valgt et tjek af pas for enden gangtunnelen fra flyet, så det tog også lidt tid – men vi nåede gaten lige til tiden. I Kastrup stod Jonas parat og tog imod os. Vi tog alle bussen ud til P17 og startede turen mod Jylland. Ved Køge fik vi en burger hos Burger King.