Paris – 2001

Med rejsebureauet EuroPas tog vi med bus til Paris fra den 26. juni 2001 til 30. juni 2001.

Deltagere: Kenneth, Merete, Jonas, Elin og Henning.

Pris for busturen kr. 1.250,- pr. person.

Tirsdag, den 26. juni 2001

Vi tog af sted fra parkeringspladsen ved Musikhuset i Århus kl. 15.20 efter at Henning havde parkeret bilen ved Kenneth i Stautrup og derefter taget en Taxa tilbage til parkeringspladsen ved Musikhuset.

Der var opsamling i Horsens, Vejle, Fredericia, Kolding og Padborg inden vi kunne handle lidt ind hos Otto Duborg. I Tyskland kørte et stykke efter Kielerkanalen over til motorvejen, som kommer fra Lübeck, hvor vi på rastepladsen Buddikate skiftede over til en anden bus. Da var klokken ca. 22.00. Kl. ca. 23.30 blev bussen lavet om til sovebus og så sov vi lige til kl. 6.00 næste morgen

Onsdag, den 27. juni 2001

Ved 9-tiden begyndte vi at køre ind i Paris og ca. kl. 10 var vi ved hotellet, som lå tæt på Gare du Nord. Vi stillede bagagen ind på hotellet (vi kunne først få værelserne til disposition kl. 14) og gik over til Sacré Caeur og Montmartre. På vejen derover kom vi igennem en bydel med mange farvede mennesker. Ved Sacré Caeur nød vi den klare udsigt ud over Paris. Det var dejlig varmt, så efter at vi havde været inde og se kirken gik vi på Montmartre og spiste frokost ude foran en restaurant. Vi fik lidt forskelligt at spise bl.a. steak, omelet og crepes.

Vi gik lidt omkring på Montmartre og kikkede på de aktive kunstnere inden vi gik videre ned forbi Moulin Rouge. Herefter gik vi tilbage til hotellet og fik os installeret på værelserne. Ved 16-tiden gik vi hen til Gare du Nord og tog metroen ned til Cité, som ligger på øen Ile de la Cité på Seinen. Her var vi inde og se Notre-Dame. Herefter gik vi langs højre Seine-bred til Louvre. Her var vi inde at se bl.a. Mona Lisa, Nike og Venus. Efter besøget i de store lange sale og det pompøse indgangsparti´s glaspyramide gik vi over på den anden side af Seinen – tilbage mod Cité.

Nede i latinerkvarteret fandt vi en restaurant hvor vi spise aftensmad. Vi kunne høre et orkester spille. Der var meget liv på gaden!! Efter at vi havde spist gik vi videre og endte henne ved Seinen igen. På et turistkontor købte vi billetter til Disneyland, således at vi var klar til at tage derud i morgen. Nede ved Seinen købte vi billetter til en Seine-rundfart kl. 22.00. Vi sejlede med en mindre turbåd, hvor vi sad oppe på dækket og nød den flotte aften. Vi sejlede rundt om øen Cité og op forbi Eiffeltårnet.

Efter rundfarten gik vi hen til Cité-metrostationen og kørte hjem til Gare du Nord.

Torsdag, den 28. juni 2001

Vi spiste morgenmad kl. 8.00 og gjorde os hurtigt klar til at gå hen til Gare du Nord for tage metroen ud til Disneyland. Vi var derude kl. ca. 9.30 og idet vi havde billetter kunne vi gå forbi køen og gå direkte ind i parken. Parken er delt op i 5 områder, hvor vi startede i Discoveryland. Det første vi prøvede var Space Mountain – From the Earth to the Moon, hvor det skulle forestille at vi blev skudt ud i rummet af en stor kanon. Det var en vildt rutchebanetur med sving, loops m.v. i total mørke. Næste forlystelse vi prøvede var Honey, I Shrunk the Audience, som er 3-D film, med mange fantastiske effekter – så som slanger, mus og hundenys.

Herefter var vi inde og opleve Le Visionarium, hvor vi rejser i tiden sammen med et par robotter og det foregår på en 360 graders skærm. Så meldte sulten sig og vi fik en gang pizza i Buzz Lightyear´s Pizza Planet Restautant.

På vej over til Torneroseslottet så vi det store optog af forskellige Disney-figurer. Vi gik igennem slottet og videre til Fantasyland og videre til Adventureland, hvor vi var inde at prøve Pirates of the Caribbean. Ungerne benyttede muligheden for at bestille tid ved en attraktion, for at undgå at bruge en masse tid på at stå i kø. Det var ved Indiana Jones and the Temple of Peril: Backwards! Vi brugte tiden til at gå tilbage mod midten af parken og her så vi lidt gadeteater med bongotrommer m.v. Mens ungerne prøvede den baglæns rutschebane tog de to gamle en sejltur med hjuldamperen Thunder Mesa Riverboat Landing.

Herefter bestilte vi tid ved Big Thunder Mountain og gik så ind i det gamle forfaldne hus Phantom Manor med spøgelser m.m.m. Den sidste aktivitet vi prøvede var så Big Thunder Mountain, som var et tog der via en tunnel – under hvor hjuldamperen sejler – kører rundt på en ø.

Ved 18-tiden følte vi at vi havde set og prøvet hovedparten af forlystelserne, så derfor tog vi metroen tilbage til Paris. Vi kørte helt til stationen Charles de Gaulle Etoile, som ligger under og lige ved siden af Triumfbuen. Vi gik rundt her lidt og nød det gode vejr og udsigten. Så gik turen ned ad Champs Elysées, hvor vi fik et dejligt glas koldt hvidvin på en fortovsrestaurant. Vi gik helt ned til Concordepladsen og op forbi Operahuset, hvor vi i det kvarter spiste aftensmad. Vi tog metroen tilbage til La Chapelle og hotellet.

Fredag, den 29. juni 2001

Vi stod også tidligt op i dag for at få set så meget som muligt. Efter morgenmaden (1 kop kaffe, en stump flûte, en croissant, smør og marmelade) pakkede vi kufferterne og satte dem ind ankomsthotellet. Så tog vi metroen fra La Chapelle til Charles de Gaulle og herefter videre til Passy. Men det viste sig at vi skulle have stået af ved Trocadéro, så vi måtte gå et stykke langs Seinen inden vi kom hen til Eiffeltårnet. Vi stod i kø en halv times til for at komme op i tårnet. Vi var helt oppe i toppen og på nedturen gik drengene ad trapperne fra 2. etage. Det var en flot tur i Eiffeltårnet med en god og klar udsigt.

Turen gik så med metroen til Les Halles, hvor vi fandt en god restaurant og fik stillet sulten. Vi gik hver især lidt rundt i det store indkøbscenter, som er bygget i stedet for de gamle markedshaller.

Vi skulle være klar til at stige på bussen kl. 19 – så derfor skulle vi passe lidt på tiden. Inden vi tog metroen til La Chapelle købte vi nogle fyldte flûte og ved La Chapelle fandt vi en park med bænke og her kunne vi nyde den sidste varme Paris-eftermiddag med flûte og rødvin i papbægre. Så var vi klar til at sætte næsen hjemefter.

Lørdag, den 30. juni 2001

Busturen forløb som derned med at den blev lavet til sovebus ved 23.30-tiden og var ved Buddikate kl. ca. 7 om morgenen og ved Otto Duborg kl. ca. 10. og hjemme i Århus kl. ca. 13.

Skriv et svar