Rejseperiode: 9. – 21. juli 1982 med campingvogn
Rejsemål: Holland – Volendam, Amsterdam, Edam, Arnhem
Fredag, den 9. juli 1982
Vi startede fra Hadsten kl. 8.00
Merete havde 39 graders feber.
Ved 12-tiden holdt vi ind på en sidevej inden motorvejen til grænsen og spiste frokost. Merete sov det meste af vejen og Kenneth sov fra før Vejle-broen. I Tyskland kørte vi ad motorvejen mod Hamborg. Inden vi nåede Slesvig gjorde vi holdt på en rasteplads og fik eftermiddags kaffe. Inden vi nåede Hamborg spiste vi ved en rasteplads i nærheden af Quickborn. Ved 21-tiden kørte vi gennem Hamborg og under Elben. Vi gjorde holdt ved flere rastepladser langs motorvejen og klokken var næsten 24, da vi gjorde holdt for natten på en rasteplads ca. 20 km. fra Oldenburg. Kenneth og Merete havde sovet bag i bilen. Vi ommøblerede således at vi kunne sove i campingvognen.

Lørdag, den 10. juli 1982
Vi sov til klokken 6 og efter morgentoilettet og morgenmaden kørte vi videre forbi Oldenburg. Vi holdt i nogle småbyer for at købe lidt frugt m.v. og fandt til sidst en forretning. Lige inden Leer var klokken blevet 12, så vi holdt ind på en rasteplads og fik frokost. Kl. 14 kørte vi over den hollandske grænse og kørte direkte til Gronningen, hvor vi fandt en campingplads. Vi satte ikke forteltet op, da vi ville videre næste dag. Campingpladsen lå i byens sydlige udkant. Træerne var groet godt op og toiletforholdene skulle man lige vænne sig til. Der var heller ingen legeplads til børnene, men der var en tysk dreng, som Kenneth kunne spille bold med og et par franske piger, som Merete kunne lege med og ”snakke” med.
Søndag, den 11. juli 1982
Efter at vi var blevet vasket lidt og spist morgenmad forlod vi campingpladsen og kørte mod vest. Vi holdt pause på en enkelt vigeplads, men ellers så vi ikke så meget til de enkelte byer vi kørte forbi, da vejen jo for det meste gik udenom dem. Vi drejede dog ind i Harlingen, som viste sig at hav en stor havn omgivet af et højt dige. Kenneth og Merete sov. Vi kørte så videre mod den store dæmning. Inden vi nåede ud på den holdt vi på en vigeplads ved diget og spiste frokost. Nu var klokken næste 14.00. Herefter kørte vi videre ud på dæmningen, som var en motorvej. Da vi havde kørt lidt kom vi til et tårn, som vi var oppe i. Vi kørte så videre mod Amsterdam – vores mål var en campingplads i Edam. Vi kørte imidlertid lidt forkert, så vi måtte ind på nogle små veje. Vi spurgte en ældre mand – i en lille landsby – om vej. Det var på et lille torv, så da vi skulle vende med campingvognen lød der et brag inde fra campingvognen. Det var de dybe tallerkner, der faldt ud af skabet. Vi nåede dog langt om længe campingpladsen, som lå ud ad en ujævn vej og helt ude ved vandkanten. Her var masser af mennesker og biler, men vi fandt dog en plads og gik i gang med at sætte forteltet op. Da var klokken næsten 17.00. Her var et fantastisk godt vejr – vel nok 30 grader. En let brise dæmpede varmen udmærket.
Mandag, den 12. juli 1982
I dag var vi alle i bad og efter at vi havde spist frokost kørte vi til Volendam, Monnickendam og Marken. Det var nogle smukke gamle fiskeri byer. Marken – som tidligere har været en ø – måtte vi ikke køre over med bilen, så den satte vi på en stor parkeringsplads. Så gik vi over dæmningen og tur rundt i byen. Merete og Kenneth blev her fotograferet i et par kæmpe træsko.
Vi gik i seng kl. 21.00.

Tirsdag, den 13. juli 1982
Ved 10-tiden kørte vi til Amsterdam. Vi kom ned under havne igennem Ij- unnellen. Vi parkerede på Rembrandt Plain. Vi besøgte det flydende marked, Amsterdams ældste gågade og Madame Tussaud. Da vi kom tilbage til bilen var klokken 13.00. Vi fik en sandwich og kørte derefter til Leidseplean, hvor vi satte bilen i en sidegade. Vi fandt hurtigt et sted, hvor vi kunne komme med på en kanalrundfart. Kanalrundfarten varede 1,5 time og vi sejlede ad mange kanaler og også ud i Amsterdams Havn. Merete faldt i søvn, da der var et kvarter tilbage af turen. Da vi kom ned til bilen igen vågnede Merete op igen og vi fik os en kop kaffe. Herefte kørte vi hen til Museums Plain, hvor vi satte bilen og gik ind for at se Rigsmuseet. Klokken var da 16.30 og det var gratis at komme ind. Der var en masse malerier – gamle – og blandt andet en hel del af Rembrandt. Da klokken var ca. 17.30 kørte vi fra Amsterdam og til Edam. I Edam parkerede vi på torvet og var inde ved en købmand for at handle lidt ind.



Onsdag, den 14. juli 1982
Det var i dag vældig godt vejr – ca. 30-35 grader. Vi blev på campingpladsen hele dagen og nød det gode vejr. Vi var oppe i det lille svømmebassin med Kenneth og Merete og far her – var også en tur i vandet. Da det blev aften begyndte det imidlertid at tordne og regne. Det regnede meget om natten.
Torsdag, den 15. juli 1982
Græsset var lidt vådt efter regnvejret, men solen begyndte dog at skinne igen. Kl. 11.30 kørte vi af sted på dagens tur, som først gik til Zaandam, hvor vi var inde at se de gamle møller i Zaanse Schans. Her spiste vi også den medbragte frokost. Herefter ville vi en tur ud til Nordsøen. Vi kørte over Wormerveer og Krommenie til Beverwijk og derefter videre til Wijk aan Zee. Det var en ferieby med høje sand klitter omkring. Vi gik på den store dejlige bløde sandstrand og soppede ude i vandkanten. Klokken var efterhånden blevet 17, så det var for sent at bade og tordenen buldrede i det fjerne. Så vi gik op til bilen igen og fik eftermiddagskaffe. Herefter kørte vi hjemad mod Edam igen. Selv om vi havde fået et nogenlunde kort over Holland, måtte vi igen køre en omvej for at finde den rigtige vej. Da vi kom til campingpladsen begyndte jeg at tage forteltet ned, men Elin lavede aftensmad. Så da vi havde spist var vi faktisk klar til at forlade pladsen straks i morgen.
Fredag, den 16. juli 1982
Vi var oppe allerede kl. 7.00, da vi jo skulle til ostemarked i Alkmar. Vi kom dog ikke af sted før kl. 8.45. Da vi kom til Alkmar var der fyldt med biler over det hele, men vi fandt dog en plads. Vi fulgte med strømmen af mennesker og nåede efter en længere gåtur hen til en kødrand af mennesker. Inde bag denne kødrand foregik ostemarkedet. Det var dog begrænset hvad der var at se på. Så vi gik snart tilbage til bilen og kørte tilbage til campingpladsen. Vi var tilbage kl.11.30, så vi fik travlt med at få campingvognen spændt på, da vi skulle være ude af campingpladsen inden kl. 12.00. Efter at vi havde afregnet og fået fyldt vand på dunkene, kørte vi af sted mod Arnhem. Vi gjorde holdt på en bivej et stykke efter Amsterdam. Herefter fortsatte vi mod Arnhem. Vi drejede af mod Otterlo, hvor vi fandt en campingplads, som hed De Zanding. Det var for så vidt en ø, da der var kanaler rundt om. Her stillede vi campingvognen under nogle træer lige i nærheden af en butik, diskotek og vaskeplads.



Lørdag, den 17. juli 1982
I dag havde Elin vaskedag, så vi blev på pladsen hele dagen. Vejret var godt hele dagen, men hen mod aften blev det lidt køligere. Dagen igennem strømmede der mennesker til campingpladsen, så til sidst stod campingvogne og telte tæt pakkede. Dagen gik med at vaske, badminton og afslapning. Om aftenen gik vi en tur på pladsen. Ved den store sø stod folk tæt med deres fiskestænger.
Søndag, den 18. juli 1982
I dag startede Elin med at vaske det sidste tøj. Da jeg var ved at varme vand til at vaske børnene i slap gassen op! Det var jo ikke så godt, da vi jo nok ikke kunne få en ny gasflaske her. Vi kørte til Arnhem og prøvede at få gasflasken fyldt et par steder, men der var ingen som havde en tilslutningskrue, som passede. Vi kørte herefter til Safari-Land. Det var en dyrepark, aom var i forbindelse med en zoologisk have, som vi var inde at se bagefter. Det var en stor have med mange dyr i og dyrene havde god plads. Vi sluttede af med en is og kørte hjemad mod campingpladsen, som vi nåede inden kl. 17.00, så Elin kunne lige nå at købe lidt ind. Aftenen sluttede af med at Kenneth og Merete fik vasket hår for første gang på turen. Da vi jo ikke selv kunne varme vand, var vi så heldige, at vi her på campingpladsen kunne hente varmt vand helt gratis.
Mandag, den 19. juli 1982
Nu da vi ikke havde mere gas – og ikke kunne lave varm mad og køleskabet ikke virkede – besluttede vi at starte hjemrejsen fra Holland. Da vi havde fået morgenmad begyndte vi at tager forteltet ned. Forinden havde Merete, Kenneth og Henning dog været inde i byen for at få vekslet en Eurocheck, da vi ikke havde flere kontanter. Da vi havde pakket det hele sammen var Elin ovre i butikken for at købe madvarer og sodavand til de næste par dage og Kenneth og Merete var oppe og tage afsked med legepladsen. Vi forlod campingpladsen kl. 12.00. Inden vi nåede til Arnhem holdt vi ind på en parkeringsplads og fik frokost. Herefter gik turen videre til Arnhem, hvor vi startede med at se Airborne Monument. Det var en meget velholdt kirkegård for faldne soldater i dagene omkring den 24. september 1944. De fleste var 19 til 24 år gamle, da de måtte dø! Der var flere soldater og andre militærfolk fra Danmark, som også var her for at se kirkegården. Herefter kørte vi hen forbi dyreparken, som vi besøgte i går og videre til Nederlands Openlucht Museum, som er et stort frilandsmuseum, som f.eks. Hjerl Hede. Her gik vi inde i et par timer, hvorefter Merete og Kenneth fik en is og vi fik Pommes Frites. Vi kørte fra frilandsmuseet ved 17-tiden og kørte ud af byen mod Zutphen. Da vi var næsten i Hengelo punkterede det ene hjul på campingvognen. Hva’ nu ?? Vi var så heldige, at der var et stort fladt stykke græs ved siden af vejen, hvor vi kunne parkere. Kl. var 18. Vi fik hjulet af og campingvognen spændt fra. Herefter kørte vi alle af sted til den nærmeste by, som var Goor. Her kørte vi ind til den første tankstation, vi kom til. Efter en del ”snak” med indehaveren viste det sig, at han havde et brugt radialdæk, som vi kunne købe. Så efter fem minutter var vi på vej tilbage til campingvognen. Så den ”lille reparation” gav kun en forsinkelse på knap en time. Inden vi kørte videre spiste vi vores aftensmad. Turen gik nu videre over Hengelo til grænsebyen De Poppe og så var vi i Tyskland igen. Vi kørte igennem Rheine og videre forbi Osnabrück ad motorvejen til Hannover. Da vi nåede næsten til Bünde kom vi til en rasteplads, hvor vi kunne overnatte. Da der ikke var så mange ledige pladser til lastvogne/biler med campingvogne, spændte vi campingvognen fra og parkerede den på en alm. parkeringsplads. Inden vi gik til ro, var vi inde på cafeteriet og fik en gang varm suppe.
Tirsdag, den 20. juli 1982
Selv om Elin tit blev vækket af de store lastbiler, som kom tæt forbi os om natten, sov vi alle udmærket. Til morgenmaden fik vi varm kaffe oppe fra cafeteriet. Efter at vi havde kørt et lille stykke på motorvejen, drejede vi fra til Minden. Her var vi lige ved at tro, at vi skulle op af nogle stejle bakker, men det var ikke nødvendig for vejen drejede udenom. Vores mål var Soltau. På vejen derop var vi flere gange inde ved forskellige tankstationer for at spørge efter gas. Men der var ingen der kunne hjælpe os. Lige efter at vi havde passeret Soltau kørte vi ind af en markvej og kom ind i en skov, hvor vi spiste frokost og legede i et par timer. Vi kørte videre ad motorvejen mod Hamburg. Efter Hamburg holdt vi ind på en rasteplads og fik noget at spise på cafeteriet. Der blev leget på legepladsen et stykke tid inden vi fortsatte til den næste rasteplads, som lå næsten i Rendsburg. Her parkerede vi og sov.
Onsdag, den 21. juli 1982
Fra morgenstunden af fortsatte vi ad motorvejen og drejede fra til Slesvig og derefter videre mod Flensburg, hvor vi var heldige at få bil og campingvogn parkeret. Vi var inde at handle ved et par varehuse. Ved 14-tiden kørte vi videre mod grænsen i Kruså, Vi kørte ind på den første BP-station, da vi kom over grænsen og købte en ny flaske gas. I Aabenraa var Elin inde ved en slagter og købte karbonader og bearnaise sovs. Snart derefter fandt vi en parkeringsplads, hvor vi fik dejlig varmt mad at spise. Vi tog det stadig med ro, så vi tog solbad og spillede badminton med børnene inden vi kørte videre. Vi kørte omkring Christiansfeld og købte honningkager, som vi fik til eftermiddagskaffe lidt senere. Vi var hjemme i Hadsten kl. ca. 20.