Rejseperiode: 5. – 19. april 1973 med Tjæreborg Rejser
Rejsemål: Rhodos – Lindos – Kamiros – Kallithea
Vi rejste med Tjæreborg Rejser til Rhodos. Pris 895,00 kr. pr. mand for to ugers ferie med halvpension. Vi fik madkuponer, som vi kunne bruge på forskellige restauranter. Græsk Møntenhed: Drakme GRD. Kurs 23,75.
Torsdag, den 5. april 1973
Kørte fra Tobberup kl. 3.00 og kørte over Viborg og videre ad hovedvej 13 til Billund kl. 5.20. Her fik vi morgenkaffe og ved 7-tiden fik vi vores billetter og pladsbilletter. Afgang fra Billund kl. 8.15. Vi fløj med Sterling Airways. Vi sad helt fremme i flyet på række 8. Det var Hennings første flyvetur, så det var spændende. Med det samme at flyet var lettet fra jorden blev vi trykket i vejret og vi var langt oppe med det samme. Det første halve minut kunne vi se ned, men så kom der nogle tætte skyer, så vi ikke kunne se ned. Vi fløj ad følgende rute: Fyn – Møn – Berlin – Prag – Graz – Zagreb – Sarajevo – Thessaloniki og langs Tyrkiets kyst til Rhodos. Det meste af vejen kunne vi ikke se andet end skyer under os, men da vi fløj over Aplerne kunne vi se ned på bjergenes hvide toppe og byer i dalene. Da vi fløj over Grækenland kunne vi også se ned på en mængde små øer. I flyet fik vi serveret morgenmad og lidt efter fik vi en appelsin og et æble hver. Kl. 12.15 landede vi på Rhodos. Landingen gik fint – vi mærkede det overhovedet ikke.
På Rhodos var der fint solskin og mindst 20 grader. Vi blev fotograferet af ”pressefotografer” med det samme, men vi så aldrig noget til billederne. Vi gik hen under et halvtag eller en hal, som var lavet af pandeplader. Her fik vi kontrolleret vores pas. Bag ved paskontrollen stod Tjæreborg Rejsers damer og gav os vores spisebilletter og en seddel på hvilket værelsesnummer vi skulle have på hotellet. I mellemtiden var vores bagage blevet kørt hen til en bænk, hvor vi selv kunne tage den for at sætte dem op i en lastbil, som kørte dem hen til hotellerne. Her var også de busser, som skulle køre os hen til hotellet. Det varede en god halv time med at køre til Rhodos. Rejselederen fortalte i bussen om, hvad vi så på vejen til Rhodos. Vi blev kørt direkte til vores hotel – det fine lille familieejede Hotel Achillion og fik værelse nr. 49. Det lå på 1. sal med altan ud til en sidegade. Vi pakkede al vores sager ud og hvilede os lidt på sengen. Derefter gik vi ned i kælderen, hvor rejselederen Ritva holdt et foredrag om Rhodos og om mad og drikke samt vore udflugter. Her fik vi et glas Ouzo 13 – det smagte ligesom Pernod, så jeg kunne ikke lide det. Da foredraget var slut gik vi igen op på vores værelse, hvorefter vi gik ud for at finde et sted at spise. Vi gik dog ikke ret langt for vi var godt sultne, så vi tog den første den bedste. Restauranten hed Picolo og havde en meget flink tjener. Her fik vi grillstegt kylling med grønærter, pommes frites og en halv flaske Lindos vin. 108 GRD. Til kyllingen fik vi ærter og pommes frites og så selvfølgelig brød. Efter at have spist al dette gik vi en tur ud til nordspidsen. Det var et meget godt vejr. Vi gik herefter tilbage til hotellet og i seng.

Fredag, den 6. april 1973
Vi vågnede ved at det regnede og det blev det faktisk ved med resten af dagen. Vi gik ned i kælderen og fik morgenmad kl. 8.45. Her var der små 2-mands borde og der var to tjenere. Vi blev spurgt om vi skulle have the eller kaffe. Vi valgte the hver dag på nær én dag, hvor vi ville prøve kaffen, men den var ikke god. Til morgenmad fik vi 2 stk. ristet franskbrød samt marmelade og 2 stk. sandkage. Det mættede meget godt og smagte også godt. Kl. 9.00 skulle vi med på en Tjæreborg Rejser tur rundt i byen for at blive lidt mere kendt med den. Turen kostede 70 drakmer pr. person og varede til kl. 13.30. Turen gik først op til Akropolis og så Stadion og Amfiteateret. Derefter gik vi ned til den gamle bydel og til sidst var vi inde at se en likørfabrik. Vi kom dog ikke ind på selve fabrikken, men kun til den færdige likør. Vi kunne få en smagsprøve af alle slags likør, men det var ikke dem alle der smagte lige godt. Nogle af deltagerne kunne godt lide dem, så de blev til sidst meget muntre. Da vi kom ud fra likørfabrikken stod der nogle fotografer, som ville sælge billeder, som de havde taget af os på Akropolis. De fik vist også udsolgt. Vores rejseleder er en finsk pige, som er god til at fortælle om alt det vi ser.
Da vi kom tilbage til hotellet var det blevet godt middag, så vi gik ned til markedshallerne og købte nogle kiks og et par pølsebrød med pålæg i og en flaske vin. Med det i hånden gik vi tilbage til hotellet og spiste det meste af det. Derefter gik vi ned til havnen, Markedshallerne og den gamle bydel. Det var stadig lidt koldt og det regnede. Vi gik ned til posthuset og købte nogle frimærker, og da det var ved at blive sidst på eftermiddagen, gik vi hen til markedshallerne for at få noget at spise. Vi satte os udenfor hallerne og fik en Omelet with Ham og en flaske vin. Det var æggekage med bacon og det smagte meget godt. Det kostede 59 drakmer i alt. Vi gik herefter tilbage til hotellet, hvor Elin skrev postkort til hele familien. Herefter ned på posthuset med kortene og derefter hjem og i seng.
Lørdag, den 7. april 1973
Vi stod op kl. 9.00 og efter morgenmaden gik vi ned og lejede to cykler. Vi cyklede ud langs vestkysten til Triente, hvor vi drejede af mod Filerimos. Her kom der en stor stigning og zik-zak sving. Deroppe var der en lille kiosk, hvor vi købte en øl og noget chokolade og derefter gik vi op til et gammelt kloster og kirke. Der var en meget flot udsigt ud over bl.a. lufthavnen og vi kunne se helt til Tyrkiet. Vi gik rundt heroppe et par timer, hvorefter vi cyklede hjemad. Vi var i Rhodos igen kl. 15.30. Vi satte cyklerne ved hotellet og gik hen til Dania, hvor vi fik dansk bøf. Der blev koldt om aftenen, så vi gik tidligt i seng.



Søndag, den 8. april 1973
Vi var oppe kl. 8.00 og efter morgenmaden gik vi ud på stranden og lejede en parasol og to drømmestole. Solen skinnede fra en skyfri himmel, men det blæste lidt. Her blev vi indtil middag, hvor vi gik ned til markedshallerne og fik spagetti. Vi gik herefter tilbage til stranden og parasollen. Vi var ude at bade, men vandet var meget koldt og vi kunne kun gå ca. 4 meter ud inden det alt for dybt. Vi fik aftensmad på Restaurant Nr. 13, hvor vi fik kylling i carry og ris med tomater. Det var et meget godt spisested.
Mandag, den 9. april 1973
Oppe kl. 9.00 og efter morgenmaden gik vi op på hotellets tag, hvor vi tog solbad hele formiddagen. Om eftermiddagen gik vi rundt i byen. Vi spiste frokost i markedshallen, hvor vi fik lammekød med tomater. Om aftenen spiste vi udenfor markedshallerne og fik Souvlaki, som smagte super godt. Kl. 20.15 var vi til Lys- og Lydshow henne ved siden af Stormesterens Palads. Det var meget godt lavet med en masse projektører og svensk tale. Det kostede 60 drakmer.
Tirsdag, den 10. april 1973
Vi stod op kl. 8.00 og kl. 9.00 tog vi med en lokal bus til Lindos (55 km.). Der var stor trængsel for at komme med busserne til Lindos – der var 3 stk. – men vi kom da med. Vejen til Lindos var meget ujævn, så man sad og var bange for at alle fjedrene i bussen skulle bryde sammen. Man var ved at lave en helt ny vej, så der var meget vejarbejde på strækningen. På en del af turen sad vi ved siden af en indfødt ung kone. Hver gang bussen kørte forbi et vejalter gjorde hun korsets tegn for sig. Det blev til mange gange på turen.
Vi kom til Lindos kl. 10.45 og gik med det samme op af bjerget til Lindos Akropolis. Her var det en fantastisk udsigt ud over Middelhavet, som var meget flot blåt. Efter at vi havde set det meste af ruinerne gik vi tilbage ned gennem byen og ind på Restaurant Tsampikos, hvor vi fik Moussaka (120 Drakmer). Derefter gik vi ned til stranden og tog solbad, da det var forfærdeligt varmt, men vandet stadig koldt. Kl. 15.00 tog vi bussen tilbage til Rhodos. Vi gik tilbage til hotellet og hvilede os. Vi gik ud i byen for at finde en billig restaurant, men vi fandt ingen, som passede os, så derfor gik vi tilbage til hotellet, da der tæt ved det, lå en restaurant, som vi endnu ikke havde spist på. Her fik vi Souvlakia. Da vi skulle betale gav værten os et glas likør.

Onsdag, den 11. april 1973
Oppe kl. 9.00. Vi gik gennem byen til Stormesterens Palads, hvor vi var inde at se det hele (10 GRD.). Herefter gik vi tilbage til Markedshallerne, hvor vi købte to hotdogs (5 GRD. pr. stk.) og en flaske Lindos vin (24 GRD.) og 4 tomater (6 GRD.), hvorefter vi gik hjem og spiste på altanen. Klokken var da godt 12.00. Efter at vi havde spist tog vi os en middagslur til kl. 16.00, hvorefter vi gik en tur ud langs vestkysten, da der for en gangs skyld var læ på denne side. Vi gik til hvor klipperne begyndte og gik ind gennem byen og tilbage til hotellet efter spisebilletterne, som vi havde glemt. Vi gik så ned til Markedshallerne, hvor vi fik en stor grillet kylling, som smagte super godt (130 GRD). Derefter tilbage til hotellet.
Torsdag, den 12. april 1973
I dag var der hjemrejse for nogen og nye kommer til. Vi stod op kl. 6.00 i dag, da vi ville ned og se livet på markedet i hallerne her om morgenen. Vi var ned ved Markedshallerne kl. 7.00 og da var alt stille, men alle kaserne var fyldt op med friske frugter og grøntsager. Vi købte et kilo store fine appelsiner og fire tomater for 9 GRD. Vi gik herefter ind i den gamle by, hvor vi gik ind i gyderne, men heller ikke her var der ret mange mennesker. På hjemvejen – da va klokken blevet 8.00 – lejede vi to cykler (40 GRD), da vi ville ud at cykle i dag. Efter morgenmaden på hotellet kørte vi af sted kl. ca. 9.15. Vi kørte ned langs vestkysten. Vi var også omkring kirken i Trianda. Vejen var meget god og jævn indtil vi var forbi vejen der gik til lufthavnen, så blev den noget mere ujævn og det blev den ved med helt il Kamiros. Hertil nåede vi kl. 12.00. Der var 35 km. fra Rhodos til Kamiros. Det sidste stykke var meget stejlt.
I Kamiros var der ikke meget at se. Det var kun nogle ruiner, så vi kørte hjemad igen allerede kl. 12.30. I Soroni kørte vi ind til Taverna Frankfurt, hvor vi spiste frokost. Det var en ikke hel ren restaurant et godt stykke ude på landet. Vi fik en græsk specialitet – en slags Moussaka – det smagte meget godt, bare man ikke så for meget på det der lå på tallerkenen. Kl. 17.00 var vi igen tilbage på hotellet. Vi hvilede os til kl. 19.00. Solen var næsten ikke fremme hele dagen, men alligevel var det meget varmt og da vi kom tilbage til hotellet kunne vi rigtig mærke, hvor solbrændte vi var blevet. Kl. 19.00 kørte vi hen og afleverede cyklerne og gik ned i Markedshallerne, hvor vi købte en sandwich (10 GRD.) og en Lindos vin (24 GRD.), og gik tilbage til hotellet og spiste maden på altanen.

Fredag, den 13. april 1973
Oppe kl. 9.00. Solen skinnede det meste af dagen, men det blæste ret kraftigt. Vi gik først op på tagterrassen, for at se om vi kunne tage solbad heroppe, men her lå allerede mange og solede sig. Men det blæste også en del heroppe så vi gik i stedet en tur langs veststranden, hvor der var store bølger. Vi fik imidlertid en masse oliestads på tøj og sko, så da vi kom tilbage til hotellet, blev Elin nødt til at vaske mine blå bukser. Men olien kunne ikke vaskes helt af. Vi hængte dem til tørre på altanen. Vi gik nu ned til Markedshallerne, hvor vi købte 10 appelsiner, 4 tomater, 5 æbler go et par sandwich. Det hele kostede 28 GRD. Herefter gik vi hjem på altanen og spiste. Efter at vi havde hvilet os lidt gik vi ned til stranden, hvor vi lå et par timer, selv om det stadig blæste en del. Ved 18-tiden gik vi hen på en restaurant, som havde en tjener der kunne tale dansk. Her fik vi Moussaka og salat (80 GRD.). Vi skyndte os derefter ned gennem markedshallerne og gennem den gamle by og ud ad Lindos-vejen. Vi ville nemlig se folkedans i Rodini Teatret kl. 21.00. Det varede dog kun en god halv time at gå derud. Så vi var de første der kom til teateret, så vi kom til at sidde helt oppe foran. Det kostede os 100 Drakmer at komme ind. I Rodini Theatret så vi en forestilling med græske folkedansere og græsk musik. Det var rigtig godt. Vi var tilbage på hotellet kl. 24.00.
Lørdag, den 14. april 1973
Oppe kl. 9.00. Efter morgenmaden gik vi ned på stranden for at tage solbad. Vi lagde os i læ af nogle hække. Det var et rigtig godt vejr og det blæste næsten ikke. Her lå vi til kl. 12.00, hvor vi gik ned til Markedshallerne og købte 2 st. hotdogs og 2 stk. sandwich (5 Drakmer pr. stk.) og en stang af et eller andet – som viste sig at være blodpølse! Vi gik tilbage til vor altan og spiste maden. Så var vi på stranden igen og badede. Vandet havde nu en pæn temperatur – især efter at man havde været under. Ved 15-tiden gik vi tilbage til hotellet og hvilede os der lidt. Ved 19-tiden gik vi hen til den danske restaurant Dania. Her fik vi kylling med ris og karry. Det smagte lidt stærkt af karry, men var ellers god (90 drakmer).
Søndag, den 15. april 1973
Oppe kl. 8.00. Henning gik ned til Markedshallerne for at se om der var danske aviser. Vi havde nemlig i går talt med en dansker, som havde købt BT. Aviserne var imidlertid ikke kommet. Der var vist avisstrejke i Danmark. Vi spiste morgenmad kl. 8.30 og kl. 10.00 gik vi ned til Markedshallerne for at købe en avis, men de var stadig ikke kommet, men måske kl. 11. Vi ventede i parken indtil avisen kom. Vi satte os derefter på en bænk og læste avisen. Vi købte to hotdogs og to sandwich, som vi spiste på vor altan. Vi hvilede os til kl. 14, hvor vi gik op til Rhodos Akropolis. Vi vandrede en del rundt her. På hjemturen var vi inde at se kirken ned ved havnen. Vi var også inde i en B&O forretning og købte 2 stk. LP-plader med græsk musik. Kl. 19.00 gik vi ned til Markedshallerne for at få noget at spise. Vi fik filet og tomater. Det smagte godt, men kødet var lidt sejt.
Mandag, den 16. april 1973
Oppe kl. 8.00. Vi lejede cykler og kørte ned til The Bank o Greece og fik vekslet 30 US$ til 897 Drakmer. Herefter kørte vi tilbage til hotellet efter badetøj, da vi ville en tur til Faliraki. Vejen derud var meget dårlig og der næsten vejarbejde hele vejen derud. Da vi kom til Kallithea drejede vi omkring den hellige kilde, som skulle være helbredende for lever- og galdesygdomme, sukkersyge, gigt og fedme. Der var nogle kuppelformede bygninger, som italienere har bygget i 1929. Fra Kallithea kørte vi videre af en ny vej mod Faliraki. Vejen var imidlertid blind, så vi måtte lidt tilbage igen. Klokken var da 12.30, og vi var godt sultne, og der var stadig langt til Faliraki, og vejret var ikke så godt længere. Så vi besluttede os at vende om og køre tilbage til Rhodos. Vi cyklede direkte til hotellet og satte cyklerne der. Vi lagde badetøjet op på værelset og gi over på restauranten ved siden af den brændte Oskar restaurant. Elin fik spagetti og Henning fik Mousakka. Det smagte godt. Vi fik øl til. Det kostede 83 Drakmer. Ved 15-tiden cyklede vi ud til Rodini Parken, som var meget flot. Rodiniparken er en slags dyrepark med vandløb, broer og en mængde fremmedartede planter. På hjemvejen var vi inde på et keramikværksted, hvor vi købte 4 platter. Vi kørte herefter ned gennem den gamle by og satte cyklerne og gik og så på forretninger. Kl. 19 satte vi os ved Mustafa’s restaurant. Elin fik fisk og jeg fik Souvlakia. Det smagte fantastisk. (93 Drakmer). Da vi skulle hjemad var der desværre ingen lygter på cyklerne, så vi måtte trække hjem.
Tirsdag, den 17. april 1973
Oppe kl. 8.00. Efter morgenmaden gik vi ned gennem byen til Markedshallerne, hvor vi købte appelsiner og tomater. Vi købte lidt souvenirs og BT og satte os over til Lys- og Lydparken. Ved 12-tiden gik vi over på en fortovscafé og spiste frokost. Elin fik Spagetti og Henning fik Omelet with Ham (68 GRD.) Herefter hen til hotellet efter badetøj og så over på stranden, hvor vi lagde os mellem hækkene indtil kl. 15, hvor solen holdt op med at skinne og der kom en lille byge. På hotellet vaskede vi hår og tøj. Vi spiste til aften ved Mustafa, hvor vi fik stegte løg, tomater og kød i suppe (85 GDR.)
Onsdag, den 18. april 1973
Oppe kl. 8.00. Godt vejr. Tog solbad ved stranden hele dagen. Vi købte en LP-plade mere med græsk musik. Spiste middag på fortovsrestauranten, hvor Elin fik kød, spaghetti og sovs og Henning fik stegt kød med ris og sovs. (76 GDR.).
Torsdag, den 19. april 1973
Sidste dag på Rhodos for denne gang. Vi tog afsked med Achillion’s personale inden turen gik videre til lufthavnen. Vi mellemlandede i Athen for at tanke op.
