Tyskland – Oeversee – 2010

Fredag, den 23. april 2010

Den oprindelige ferietur til Algarve, Portugal fra den 19. til 26. april blev aflyst på grund af vulkanaske i luften (fra Island) som gjorde at alle fly var aflyst i 6 dage.

Derfor kørte vi en tur til Flensborg, hvor så forretninger på strøget og gik en tur ned af Rothe Strasse. Her spiste vi også frokost. Rothe Strasse er en lille gade med nogle flotte og hyggelige baggårde.

Ved 16-tiden kørte vi til Oeversee, hvor vi havde bestilt et par overnatninger på Historischer Krug, som er en Kongelig privilegeret kor fra 1715.

Vi lavede en kop kaffe på værelset og slappede ellers af nogle timer, da vi først skulle spise kl. 20.30. Vi gik også en tur i byen og var bl.a. på kirkegården, hvor der var mange gravsten og mindesten på dansk.

Kl. 20.30 sad vi ved bordet på Krugwirtschaft. Her fik vi en 3-retters menu og et par glas hvidvin og en flaske rødvin. Hyggelig krostue og noget dejlig mad. De andre gæster var både tyske, danske og svenske. Pris for mad og vin: 122,50 Euro.

Ved 22.30-tiden  tilbage til værelset til en kop hjemmelavet kaffe og derefter nyde de gode sende og dejlig varme dyner.

Dagstemperaturen lå på ca. 10 grader – ugh koldt!

Lørdag, den 24. april 2010

Vi sov længe, så vi kom først til morgenbordet ved. 10.30-tiden. Fin morgenbuffee med det hele samt mulighed for et glas champagne – som vi selvfølgelig benyttede os af.

Efter morgenmaden kørte vi til Schleswig, hvor vi startede med at gå ned til havnen. Her var man i gang med at løfte sejlbåde i vandet. Solen varmede godt, så vi sad og nød vejret og udsigten et stykke tid. Herefter gik vi på strøgtur på hovedgaden, hvor der var mindst 6 store skoforretninger. De har en fin gågade, men den var ikke så lang – byen var i det hele taget ikke så stor som vi havde forventet. Elin fik da købt et par sko og en masse børnetøj. Vi parkerede i et stort parkeringshus, men til forskel fra byer i Danmark, så var det gratis!

Herefter kørte vi til Gottorp Slot som ligger ved indkørslen til Sleschwig. Vi gik lidt rundt og tog nogle billeder, men vi havde ikke lige lyst til at komme ind på slottet – det kostede 10 Euro pr. p. Det så ud til at der var meget kunst på slottet.

Herefter gik turen til den gamle danske vikingeby Hedeby, som på tysk hedder Heddeby. Der var et museum, som vi heller ikke var inde at se.

Så gik turen til Dannevirke, som vi gik en tur på. Her var også lavet en stor rekonstruktion af forsvarsanlægget.

Herefter gik turen tilbage til Oeversee, hvor vi lige var en smut forbi søen af samme navn. Ved søen gik en sti, hvor der også var skilte med Ockseweg – Hærvejen. Også på vejen, som går igennem byen var der skilte med Ockeweg – så den gamle Hærvej fra Danmark gik altså her.

Kl. 19.00 skulle vi spise gourmemiddag i Privileg – en lille restaurant som ligger lige op af indgangen til hotellet. Her bestilte vi en 3-retters menu og hertil et par glas hvidvin og en flaske rødvin. Ud over de tre bestilte retter fik vi mindst fire småretter indimellem og til sidst et dobbelt fad med lækre småkager og fyldte chokolader – så derfor bestilte vi også en kop kaffe. Pris i alt 171,00 Euro. En super dejlig madoplevelse.

Herefter igen tilbage til værelset – lidt TV og i seng.

Søndag, den 25. april 2010

Stod op kl. 7.30 og gik ned i swimmingpoolen, som lå i forbindelse med værelserne. Sauna og finsk bad var desværre ikke i gang, så vi måtte nøjes med det lille svømmebassin og boblebadet.

Spiste morgenmad ved 9-tiden og forlod værelset ved 10.30-tiden. Pris for hele opholdet incl. mad: 531,50 Euro.

Vi kørte nu en tur ud til Glücksburg og gik en tur hen til slottet. Det var dejlig solskinsvejr, så det var rigtig flot. Herefter gik turen langs fjorden tilbage til Flensborg og Harrislee, hvor der blev købt lidt forsyninger inden turen gik videre til Hadsten. Her var vi ved 16-tiden.

En god tur – men koldt i forhold til at vi skulle have siddet i sol og 25-30 grader i Algarve!

Skriv et svar