Flyrejse til New Zealand (Flyselskab: Emirates – Boeing 777):

DATO	AFGANG	ANKOMST	HOTEL
16. febr. 2013	14:00 fra København EK152)	23:15 til Dubai (6t. 15min.)
16.-17. febr. 2013			Dubai Internationel Hotel
17. febr. 2013	09:05 fra Dubai (EK418)	18:05 til Bangkok (6t. 0min.)
17.-18. febr. 2013	19:30 fra Bangkok (EK418)	08:45 til Sydney (9t. 15min.)
18. febr. 2013	10:15 fra Sydney (EK418)	15:20 til Christchurch (3t. 5min.)

Lørdag, den 16. februar 2013.

Afgang med tog fra Hadsten kl. 06.33. Merete kørte os til toget.

Ankommer til Københavns Lufthavn kl. 10.37.

Kl. 12 var vi kommet gennem sikkerhedskontrollen uden problemer. Fik en portion salat med kylling, inden vi gik videre til gate C 29. Flyet afgik kl. 14.00. Fik en fin menu i flyet ved 17-tiden.

Vi fløj hen over Tyrkiet og Irak. Vi så Bagdad lyse op lige udenfor i mørket. Over Irak så vi også ildsøjler fra flere oliekilder, hvor de afbrænder overskudsgas. Ankom til Dubai Lufthavn. Vi havde nu rejst 5.183 km.

Straks efter vi forlod flyet stod der en hotelboy med skiltet Mr. Henning Leo Jensen. Han tog vores håndbagage og fulgte os til vores hotel. Dejligt. Det var her meget synligt, at vi var kommet til et muslimsk land. På værelset lå der et bedetæppe og der var anvist i hvilken retning Mekka lå. På Emirate Air flyene var der også hele tiden en pil på vores lille tv-skærm, der viste retningen til Mekka.

Søndag, den 17. februar 2013.

Oppe kl 6.30 (dansk tid 3.30). Morgenkaffe i lufthavnen. I flyet kl. 9.00, men startede først kl. 9.50 – kø, masser af fly der ville gerne af sted her til morgen.

Vi landede i Bangkok kl. 18.30 (dansk tid 12.30). Her skulle vi forlade flyet og ind i afgangshallen og gennem sikkerhedstjek og så tilbage på flyet igen. Så var der gået en time. I Bangkok var der 30 grader. Fin flyvetur med lidt turbulens over Ækvator og igen midt på Australien.

Mandag, den 18. februar 2013.

Landede planmæssigt i Sidney, men der var en del skyer, så vi så ikke så meget af byen. Her skulle vi også ud af flyet – gennem Security control – og derefter tilbage til et rengjort fly. Det tog igen en times tid. Her er 22 grader.

Da vi lettede fik vi et flot view over byen, havnen med broen og operahuset. Inden vi landede i New Zealand, udfyldte vi et indrejsedokument. Det tog mindst en time for at komme ud af lufthavnen. Først paskontrollen, hvor der var lang kø, og efter vi havde fået vores kufferter, skulle vi igennem et tjek på, om vore medbragte sko havde jordrester på sålerne! – og herefter skulle hele bagagen gennem en sikkerhedsscanning, inden vi kunne komme ud i varmen.

Vi tog en taxa ind til hotellet. Fint solskinsvejr med 25 graders varme – åh det var godt.

Vi gik en tur i byen. Centrum af Christchurch virker helt forladt, og det meste er ligeledes afspærret efter jordskælvet i 2011. Nogle steder er man i gang med genopbygning.

Vi skulle i nat bo på Country Glen Lodge. Hotelejeren viste os et billede af, hvordan hotellet havde været ødelagt af jordskælvet, men de havde bygget op igen. Den store tidsforskel har ikke generet os, men kl. 21.30 kunne vi godt sove i den dejlige seng.

Tirsdag, den 19. februar 2013.

Oppe kl. 7 og gik en tur for at finde morgenbrød. Kl. 9.30 forlod vi hotellet og tog en taxa for at hente bilen. Det tog en times tid at få udleveret bilen – gennemgå papirer, bilen m.v. Så kl. 11.00 startede turen i venstre side af vejen!

Vi kørte igennem Christchurch og ned forbi havnen og videre gennem Lyttelton og herefter på hovedvej 75 mod Akaroa. Der var over 80 km. derud. Det sidste stykke var en pæn stigning med mange hårnålesving og fik til sidst et fantastisk view ud over bjergskråningerne og søen ved Akaroa. Da vi var kommet lidt i tidsnød, kørte vi ikke helt til Akaroa, men stoppede ved den flotte udsigt og fik en kop kaffe.

Herefter kørte vi videre mod dagens mål, byen Fairlie. Efter lidt problemer med at finde ud af skiltningen, kom vi ud af den rigtige vej. I starten var det fladt landbrugsområde, og da vi kom længere ind i landet, blev det bakket og lignede meget landskabet i Toscana i Italien – det var så flot.

Vi nåede Fairlie ved 20-tiden og fandt straks en Top 10 campingplads, som vi kunne bo på. Vi gik en tur i den lille by – en rigtig Laredo-town – og spiste Pizza ved Papa G. En god pizza med lam og solbær- og løgsyltetøj. Kørt 354 km. i dag.

Onsdag, den 20. februar 2013.

Det var så den første nat i camper. Vi havde nok alligevel ikke vænnet os helt til tidsforskellen, for vi var begge vågne et par timer i nat, men vågnede så desværre først ved 8.30-tiden. Så klokken blev 11 inden vi forlod Fairlie. Vi kørte først mod Lake Tekapo. Landskabet var stadig nogle høje runde og bløde bakker, hvor der gik en masse får og køer. Der hvor man ikke havde kunstvanding var bakkesiderne helt visne. De højere bakker var ligeledes helt uden vegetation.

Ligesom de andre søer vi kom forbi i dag, så har Lake Tekapo-søen også en fantastisk flot turkisblå farve, som lyser voldsomt op mod de lysegrå/brune bjergsider. Vi var lige nede og tjekke vandtemperaturen og den var faktisk god, selv om det er smeltevand og at søen ligger i 700 meters højde. Men vi badede ikke.

Så gik turen til den endnu større sø Lake Pukaki. For enden af søen ligger NZ’s højeste bjerg Mt. Cook. Her var vi inde og se en lille kirke og statuen af en fårehund. Kirken havde den flot-teste altertavle! Nemlig et stort vindue med den flotteste udsigt over søen og bjergene i baggrunden.

Resten af turen mod Dunedin var der flere dæmninger bl.a. Waitaki Hydro Station og ellers marker med får og kvæg. Vi spiste frokost i naturen ved vores campingbord og stole, og vi målte temperaturen til 30,8 !!

I Duntoon kom vi forbi nogle gule klinter af gamle forsiller. I disse klinter kunne man også se gamle dyretegninger i rødt. Vi kom ligeledes forbi den flotte St. Martins Church.

Inden vi nåede Dunedin, var vi ude på stranden ved Moeraki, hvor der på stranden ligger 60-70 kuglerunde sten med en diameter på 1,5-2,0 meter. De hedder Moeraki Boulders. Et meget specielt og fascinerende syn.

Vi kørte herefter gennem Dunedin og fandt en campingplads helt tæt på stranden. Aftensmad:

Fish’n Chips og en flaske god NZ hvidvin. Kørt 376 km. i dag.

Torsdag, den 21. februar 2013.

Vækkeuret ringede kl. 6.30 i dag – har så meget vi skal nå i dag. Morgenmaden bestod af ri-stet toastbrød.

Vi kørte fra campingpladsen kl. 8.15 og ud på Otago Peninsula. Vi kørte på højlands ruten ud af og kystruten tilbage. Det var en flot tur med en fantastisk udsigt til bugten ved Dunedin. Vi kørte helt ud til yderste spids for at se på Albatros, men vi var der kl. 9.45 og den første tur var kl. 11.00. så det ville vi ikke vente på. Vi gik en tur på stierne. Det blæste en halv pelikan, så vi næsten ikke kunne stå fast. Vi så en rede med nogle unger. Og det måtte så være det.

Vi kørte tilbage og ind til Penguin Center. Her startede første tur, lige da vi kom, så den tog vi med på. En ung pige, der talte godt engelsk, fortalte om de guløjede pingviners cyklus osv. Så kørte vi med bus ud til, hvor de holder til, og vi så de dovne teenagere, der slappede af og legede, mens mor og far pingviner var ude på havet hele dagen for at hente føde. Vi så også brune pelssæler, der solede sig på stranden. Til sidst var vi inde og se pingvin-hospitalet, hvor der var guløjede pingviner til behandling fra hele landet. Det står klart, at det er truede dyre-arter.

På tilbagevejen til Dunedin var vi forbi en flot Maori kirke.

Inde i Dunedin kørte vi til den flotte banegård.

Derefter til verdens stejleste gade på Darwin Street.

Nu var det også over middag, og det var tid til at sætte kursen vestpå til Te Anau. En lang køretur på ca. 300 km. Det var god vej hele vejen, så det gik derudaf. Gennem landbrugsland omgivet af bløde bakker/bjerge, store marker med får, rådyr og kvæg. Flot tur. Små byer undervejs, der alle ligner “Laredo-byer”.

Ca. 19.30 kom vi til Te Anau og fik en god plads på Top-10 campingplads. Det har indtil nu været fantastiske campingpladser med fine fine baderum, køkkenfaciliteter osv.

Vi gik ud at spise på “the Moose”, vi fik Porterhouse steak og en god NZ rødvin, og så var det hjem i seng, så vi kunne komme tidligt op i morgen. Kørt 370 km. i dag.

Fredag. den 22. februar 2013.

Nu er vi ved at lære at sove i camper – en rigtig god nats søvn! Så er vi klar til dagens bus- og sejltur på Milford Sound. Gik hen til bussen, der derefter kørte til vores campingplads for at samle resten af holdet op! Folk fra Wales, Kina, Tyskland, Schweiz og OS.

Chaufføren/turlederen var meget humoristisk halvgammel NewZealænder, der fortalte om alt det, vi så undervejs og fortalte vittigheder – og snakkede på hele turen – men med meget drævende accent, så det var utroligt svært at forstå – øv! Men en god tur – flot landskab med stop undervejs, hvor vi gik på stier i regnskoven, så kløfter, vandfald og bjerge med sne på toppen – flot tur!

Sejlturen på Milford Sound var bare FLOT! Vi startede med en stor frokostbuffet. Vi var heldige med klart vejr og høj sol. Men turen skulle også være flot i regnvejr – så er der mange flere vandfald. Vi så sæler, der solede sig på klipperne. Sejlturen varede i alt i 3 timer. Vi var også på Info-center, hvor vi var 9 meter under vandet og så fisk osv der svømmende rundt udenfor.

Busturen hjemad gik hurtigt – men 120 km tager alligevel et par timer.

Vi gik en tur i byen, shoppede lidt og købte ind i stort supermarked til aftensmad hjemme ved os selv. Lammescnitzel, tomatsalat, feta fra Arla! og Kiwi-coleslaw – OG en god NZ rødvin. Det er superhyggeligt at lave mad i campingpladsernes køkken mellem alle de andre camperer.

Hej unger, hvis I læser dette, så må I også en gang i mellem sende en SMS til os om, hvordan det står til derhjemme!

Lørdag, den 23. februar 2013.

Det var koldt her til morgen og langt op af formiddagen – vel ikke mere end 10 grader. Efter at have købt lidt vand kørte vi ud af byen ved 8.30-tiden mod Queenstown. Landskabet, vi kørte i, var meget flot, og da vi kom op til søen, som først hedder Halfway Bay, var det super flot. Så vi holdt mange gange for at fotografere. Også lige inden vi når Queenstown, var helt fantastisk flot, der hedder samme sø Lake Wakatipu. Byen ligger ved søens bred med bjerge på begge sider. Søens vand har en flot mørk turkisblå farve.

I Queenstown vrimlede det med unge mennesker, som tydeligvis var kommet for at prøve grænser af. Vi gik rundt i byen en god times tid.

Herefter kørte vi til Arrowtown, hvor vi parkerede under nogle træer og spiste frokost. Arrowtown var oprindelig en guldgraverby, men nu er den vist mest turistby. De små huse er nu turistbutikker.

Vi kørte nu ned til Gibbston – broen over Kawarau River – som er det sted hvor buggyjump startede. Her stod folk i kø for at springe ud fra den flotte gamle bro, som i dag ikke bruges til andet. Der var bygget et fint infocenter, hvor man kunne følge med i springene. Det kunne man selvfølgelig også udenfor. Vi så flere springere, som fik dyppet hovedet i floden! Det var vildt at se på, og det var lidt forskelligt hvordan folk sprang. Et ungt par sprang sammen, en ung pige sprang bare ud over som et hovedspring og næste unge pige skreg og var megabange og blev nærmest skubbet ud over kanten.

Så tog vi bjergruten til Wanaka. Igen flot, flot tur med først udsigt ind over Qeenstown og søerne her og derefter gik det op, op og til godt 1000 m højde, et øde og goldt bjergområde, men flot og det lignede nærmest fløjlsbjerge. Det hele er bare så flot, og vi tager mange billeder, men det er alligevel nok svært at få den storslåede skønhed ind i billederne. Fra et af udkigsposterne kunne vi se ned i en dal, hvor der åbenbart var en stor udendørskoncert med flere tusinde tilskuere og masser af biler og busser udenom.

Vi kom også forbi Cardrona Hotel. Et gammelt velbevaret bjerghotel.

Vi kom til Wanaka Lake og holdt ved søen i 26 gr. varme og fik en kop kaffe mens vi kiggede på vandaktiviteterne – folk der badede, bananbåd osv.

Købte ind i stort supermarked – bøf, salat, vand og vin. Når man køber vin i et supermarked efter kl.18 er der een, der skal komme at kontrollere kassepigen, at det er OK – tænker at det er mængde og alder, der skal tjekkes. Så fandt vi en lille Campplads. Nok den mest primitive og gammeldags vi har været på endnu, men ok. Vi stegte vores gode bøffer og spiste udenfor. Gik en lille tur til søen og gik så i seng kl. 22. Vi kørte 270 km. i dag.

Søndag, den 24. februar 2013.

Vi vågnede op til en fantastisk flot bjergside oplyst af solen.

Efter morgenmaden startede vi ud kl. 9 og kørte først langs med Lake Hawea og derefter langs med Lake Wanaka.

Herefter i et skovområde, hvor vi holdt og gik af en sti til the Blue Pools, som viste sig at være en del af en flod, hvor bunden gav vandet et blåt skær.

Et andet sted var vi inde at se et højt vandfald. Turene gik gennem regnskov og her var rigtig mange forskellige slags bregner. Det skulle vise sig, at vi hele resten af dagen skulle se massevis af bregner i alle størrelser og arter – rigtig flot.

I Haast, som ligger ud til den Tasmanske Bugt, drejede vi mod syd kørte langs kysten til Jacksons Bay. Det viste sig at være en meget lille by med nogle ganske få huse og en havn. Her var der en lille restaurant, som mindede om en togvogn. Vi havde drømt om at få en lækker fiskeret med et glas kold hvidvin til – men – men de kunne kun servere Fish’n & Chips og en sodavand – så det gik vi i lag med sammen med nogle storsmaskende japanere. Vi blev enige om, at nu havde vi fået alt det fish’n chips, vi behøver på denne tur. Desværre var der også rigtig mange sandfluer. Det fik vi “glæde” af resten af turen! Det klør som bare pokker i mange, mange dage.

Turen gik så nordpå igennem tæt, flot regnskov. Vejen var god, og der var næsten ingen trafik – vi kørte over mange små flodlejer, der næsten var udtørret nu på denne årstid – men alle broerne over var ensporet, så man måtte se sig for inden man krydsede. Det gik godt, så vi nåede helt til Fox Glacier, hvor vi fandt en plads på en Top 10 campingplads. Gik op i byen og købte ind til lidt aftensmad. Kyllingefilet i noget risret. Vi kørte 368 km. i dag.

Mandag, den 25. februar 2013.

Vækkeuret ringede kl. 6.30, som det plejer. Det var en lun morgen med gryende sol. Det blev dog lidt spoleret af lyden af helikoptere, der gjorde klar til gletsjerture.

Kørte fra campingpladsen 8.15 til Fox Glacier. Gik ca. 1/2 time fra p-pladsen og så langt, vi måtte komme. Tog billeder af den mægtige gletsjer. Kørte tilbage og godt 1 km ude stod et skilt, “her gik gletsjeren til i 1935 og ca.1 km længere ude – midt i frodig regnskov – her gik gletsjeren til i 1735.

Kørte herefter til Franz Joseph Glacier. Her gik vi først i tæt regnskov og herefter i det stenede flodleje i knap 1 time. Tog billeder af den mægtige gletsjer og gik tilbage igen. Det var en rigtig flot tur.

Kørte lidt udenfor byen og fandt en rasteplads ved en sø, hvor vi spiste frokost – sandwich og en sodavand. Kørte herefter i frodig regnskov nordpå. Meget, meget flot. Det ligner hele tiden en flot park med bregner, der er store som palmetræer og mange andre flotte planter.

Vi stoppede i Hokitika og kiggede på jadesmykker. Købte ind til aftensmad osv. i et New World supermarked og fortsatte herefter til Greymouth. Vi valgte så at fortsætte til Punakaiki. Her kom vi ind på en lille hyggelig campingplads tæt på stranden – kunne høre bølgernes larmen. Vi kørte 269 km. i dag.

Tirsdag, den 26. februar 2013.

Vækkeuret fik lov at få en ekstra omgang, så vi stod først op kl 7. Efter morgenmad og opvask – også fra i aftes – kørte vi fra pladsen kl 8.45. Vi kørte til Pancake Rocks og blow wholes og gik turen rundt på stierne her. De New Zealændere er fantastiske til at lave stier ud til de fantastiske seværdigheder. Pancake Rocks er et utroligt flot naturfænomen. Det var stille vejr, så det med blow wholes måtte vi undvære. Bagefter gik vi ned til en Cave, hvor der skulle være glow worms, men vi så kun en lille bitte plet!

Kørte videre op langs vestkysten til Cape Foulwind, hvor vi gik ud og så en sæl koloni. Sælerne lå på klipperne og solede sig. Og de små børnesæler krabbede rundt og råbte på deres mor. Først så vi kun en enkelt, men efter at have stået lidt, fik vi øje på flere og flere. De falder godt i med klipperne.

Så kørte vi til Westport og fik benzin på. Herefter gik turen tværs over sydøen. Det var en lang tur – op og ned – ud og ind og kun skov, skov, skov! Den flotte regnskov med bregner og palmer var forbi.

Vi holdt frokostpause ved en på en P-plads op af en flod. På den anden side af vejen græssede hundredvis af sortbrogede køer.

Så viste kortet en lille by – men det var kun tre-fire huse – ikke engang med mulighed for at købe en is! Ok 28 km til den næste lille “ingen by”. Men op og ned i bjergene – og så møder vi sørme cyklister med fuld oppakning – selvfølgelig folk midt i tresserne! Og der var ca. 30 gr. Varme. Senere kom vi til at køre bagefter en stor lastbil med får i tre etager og med anhænger. De lugtede helt vildt – hvordan mon de havde det – næsten ingen ventilation og de stod helt tæt i bilen.

Kørte gennem Richmond til Motueka. Her er et helt nyt landskab med masser af vinmarker og frugtplantager. I Motueka købte vi stort ind i New World supermarked. Lam, salat, dansk feta, lokal rødvin, lækker dessert, frugt, brød, mælk og havregryn. Fandt en Top 10 campingplads. Lige så fin som de andre. Fandt en plads i solen.

Lavede mad i fælleskøkken og talte med en ældre mand fra Cristchurch. Han fortalte om jord-skælvet, og om hvordan man kommer videre efter dette. Spiste ude ved vores campingbord – – og nu kl. 21 sidder vi stadig ude og nyder vejret – 20 grader – mørkt og stjerneklart og fuldmånen dukker nok snart op.

Bestilte en tur til Abel Tasman Park i morgen med sejltur, vandretur og bus. Vi kørte 327 km. i dag.

Onsdag, den 27. februar 2013.

Det er en flot campingplads, vi bor på. Her er mange store gamle træer – alle med skilt om, hvad det er for et træ. Der er mange, meget høje træer, og der er også et træ fyldt med kiwi frugter. Bruser og toiletforhold er et hotel værdigt – flot af en campingplads. Også i dag var vi de første som gjorde brug af campingpladsens faciliteter!

Vi skulle med bussen kl. 8.30, så vi fik pludselig travlt med at smøre madpakker, pakke taske til hele dagen og få masser af solcreme på. Buschaufføren fortalte hele vejen ud til båden. Vi kørte igennem New Zealands største æbleplantage. Høsten var netop gået i gang. Alle æbler bliver håndplukket. Der var også kiwi- og pæreplantage – og humle. Forrest for hver række æbler var et træ med en anden frugtsort. Det var et træ, der blomstrede tidligt og med mange blomster, der skulle tiltrække bierne for at sikre bestøvning af æblerne.

Vi ankom til havnen i Kaiteriteri og entrede vores båd. Sejlede op langs kysten og så de mange skønne bugter og sæler, der solede sig på stenene. Sejlede til Totaranui og tilbage igen. Folk blev sat af undervejs i de bugter, de havde bestilt i deres tur. Vi blev sat af i Medlands Bay og skulle så gå til Anchorage. En tur på 13-14 km. Vi gik på stier gennem flot regnskov. Stierne gik op og ned, så vi fik pulsen op. Vi blev sat af kl. 11.30 og skulle så være fremme kl. 15.30. Det nåede vi også, men med sådan en kuperet rute, var der ikke meget tid i overskud. Vi stoppede selvfølgelig også mange gange for at tage billeder af alle de flotte udsigter. Til turkis-blå bugter og flotte træer og buske. Glæd jer børn til at se de tusindvis af billeder af flotte bregner i alle afskygninger!

Blev samlet op af vores båd. Tilbage til Kaiteriteri – de fleste bynavne på små byer er Maori navne. Så med bussen tilbage til campingpladsen. Vi var svedte, så tog et bad og gik så en tur hen i byen for at finde noget mad.

Vi endte med at spise hos Hot Mamas. Vi fik fish chowder. Det var en tyk fiskesuppe med dild og rejer, muslinger og fiskestykker. Dertil lokal hvidvin. Det smagte godt. Tilbage på campingpladsen fik vi vasket håndklæder. I seng kl. 22.30 og godt trætte – i morgen skal vækkeuret ikke ringe!

Torsdag, den 28. februar 2013.

Vi forlod campingpladsen ved 9.30-tiden mod Nelson. Flere steder kørte vi langs indsøer, som har forbindelse til havet og dermed tidevandet, som her betyder en forskel på 3-4 meter. Så flere søer var nu tømt for vand. Her startede også store flotte vinmarker. Efter byen Nelson var der igen lidt bjergkørsel. Vi kørte videre igennem Havelock mod Renwick. Her var det som at køre i Frankrig med store vinmarker og vingårde med store vintanke. Vi var inde og få smagsprøver to steder og købte et par flasker hvidvin med.

I Blenheim gjorde vi stop ved I-Site og fik booket hvaltur i Kaikoura i morgen. Vi købte ind i et New World lækker rejesalat og krabbesalat til frokosten. Kom forbi stor saltsø, hvor vi gjorde frokoststop i solen. Nød det og fik også en middagslur.

Videre sydpå ad snoede veje langs vandet til Kaikuora. Vi holdt flere steder for at kigge på sæler, der lå på stenene i vandkanten og solede sig. I Kaikoura fandt vi whalewatch stedet og var inde for at høre lidt nærmere. De fortalte, at de fleste ture i dag var blevet aflyst på grund af for meget blæst. OG JA det blæste en halv pelikan – ok vi håber på bedre vejr til i morgen. Kørte en tur ud til spidsen – så igen sæler, der lå i græsset lige ved stien. Det er nogle sjove kluntede dyr.

Fandt Top10 plads. Fik stegt vores bøf, hyggede og slappede af. Ringede til Martin og gratulerede med fødselsdagen. Han blev overrasket. Snakkede også med Per og Joan lidt. Vi kørte 328 km. i dag.

Fredag, den 1. marts 2013.

Vågnede op til meget overskyet vejr og blæsevejr. Mens vi spiste morgenmad klarede det op, så vi håbede det bedste. Kørte ud til hvalstedet. MEN her blæste, blæste det.

Ved indtjekning advarede de kraftigt om søsyge og fortalte, at hvis vi alligevel tog med, kunne turen blive afbrudt af for meget blæst, og at vi så ville få lidt penge tilbage. Vi ville tænke lidt over det. Der var 20 min til afgang. Mens vi ventede blev der igen advaret mod turen og søsyge. Gravide og folk med andre problemer burde absolut ikke tage med! Når det blæser så meget, er det sværere at se de hvaler og delfiner, vi gerne ville fotografere, så vi afbestilte vores billet, og hun sagde helt ok.

Vi kørte så nordpå til Picton. Holdt igen flere steder og kiggede på de mange sæler.

Kom til færgen ca. 13 og spurgte, om vi kunne ændre vores billet, der var bestilt til den i morgen. Ingen problemer, vi kunne komme med allerede kl. 14.25. Det var jo nemt. I bilkøen talte vi med en dansk familie med to børn 5 og 7 år. De havde også besøgt Cook øerne, været 3 uger på sydøen, nu til nordøen i 3 uger og skulle en uge til Japan, inden de skulle hjem.

Turen over Cook Strait tog 3 timer, hvoraf den første time foregik i en fjord med flotte landskaber til begge sider og den sidste time i indsejlingen til Wellington. Her var vejret fint hele vejen over.

I Wellington tog vi den første campingplads, vi kom til. Det viste sig at være et motel, som havde lavet en del af grunden til parkeringsareal for campere. Så det var sparsomt med hensyn til toiletfaciliteter. Ved 18-tiden tog vi en lokal bus ind til centrum og gik lidt rundt. Vi var også gennem et asiatisk natmarked. Vi fik lidt indisk mad – stærkt! Hjemme igen ved 22-tiden. Vi kørte 168 km. i dag.

Lørdag, den 2. marts 2013.

Talte med en dansk dame fra Hanstholm på badeværelset til morgen. De var to par sammen. De havde været på sydøen i 4 uger og havde nu 3 uger til at køre rundt på Nordøen!

Kørte ind til Wellington kl. 9 og fandt en stor P-plads ca. midt i byen. 5,5 dollar for 12 timer! Tog med Cable Car op til en flot udsigt ud over byen. Gik lidt rundt i botanisk have, inden vi så kørte ned igen.

Gik gennem byen til NZ nationalmuseum Te Papa. Vi kom forbi mange flotte steder og forbi havnepromenaden. Her var musikfestival med en masse telte og boder. Te Papa Nationalmuseum var utrolig flot og spændende. Naturhistorisk, historisk, kultur og eksperimentarium samlet på et sted. Vi slentrede tilbage gennem byen. Det er NZ hovedstad og regeringsby, og det kan godt ses. Det er en meget flot by. Mange nye højhuse, næsten alle beklædt med glas – vi må håbe, at de alle kan klare det næste jordskælv! Fik cæsar salat på en cafe og gik så ud til først Old Sct. Pauls kirke. Det er en flot trækirke. Så til den nye Sct. Pauls. Det er en meget moderne stor kirke. Her var en ung pige, der øvede opera. Det lød rigtig flot i den store kirke.

Gik tilbage og fandt bilen og kørte herefter ud af byen. Skulle lige over et stort bjerg – op og op ud og ind og så ned igen i 13 km hårnålesving! Så blev det lige landevej og vi nåede til Masterton, inden vi stoppede og fandt en lille campingplads.

Vi havde købt ind i en lille by undervejs. Lammemedister og løgmarmelade, salat – og saften fra 900 druer. Smagte meget godt. Vi kørte 112 km. i dag.

Søndag, den 3. marts 2013.

Temperaturen på nordøen er en lille smule varmere, især nattemperaturen, som har svært ved at komme under 15 grader. Vi boede på en lille lokal campingplads. Sov længe – helt til kl. 7. Kom af sted ved 9 tiden, som sædvanligt, med kursen sat mod Napier. Vi kom igennem Dannevirke. Som et led i en storstilet emmigrationspolitik i 1800 tallet besluttede myndighederne at invitere skandinaver til deres område, idet man mente, at de stærke vikinger måtte være gode til at fælde træer og dyrke jorden.

I september 1870 kom 11 svenskere, 370 nordmænd og 70 danskere. Senere kom yderligere 369 nordmænd. De blev noget skuffede, for de var blevet lovet 30 tdr. land jord pr. familie, men det skulle først ryddes for nogle kæmpe store træer, og noget var mose og eng. Dannevirke er en pæn stor by, men efter sigende taler ingen dansk mere. Ved indkørslen er et billede af vikinger, og midt i byen var en mølle – a la Dybbøl Mølle.

Norsewood derimod er en lillebitte landsby. Men her er en skole med norsk navn. Et slags vandrehjem bestående af norske hytter og en lille stavkirke. Senere kom vi gennem et vinområde og besøgte et sted, hvor der var åbent. Det viste sig at være en fælles vinsmagedag for flere vinbønder i området. Der var dog ikke nogen af dem, der smagte helt særligt godt. Så vi kørte straks videre.

Så kom vi til Napier. Napier blev ramt af et kraftigt jordskælv i 1931, og da man skulle bygge byen op igen, blev husene bygget i Art Deco stil. De var meget flotte og gennemført og i pastelfarver. Vi gik rundt i byen og fotograferede. Der var også søndagsåbent og udsalg. Henning købte et par nye shorts, og vi købte nogle andre småting.

Fik købt ind til aftensmad i en CountDown og kørte herefter til Lake Taupo. Fandt Top10 plads og stegte vores laks OG kogte kartofler. Vi kørte 395 km. i dag.

Mandag, den 4. marts 2013.

Kørte ind mod byen og var på I-site og bestille billetter til Maui aften og gejser/vulkan. Herefter til Huka Falls. Flot vandfald med lys turkisblåfarve vand. Længere fremme kom vi forbi Craters of the Moon og gik en tur her. 45 min tog det at gå stien hele vejen rundt. Der var dog ikke meget at se p.g.a., at der ikke havde regnet i 3 mdr. fortalte en af medarbejderne i parken os, men der kom da store dampskyer op nogle steder.

Kørte så til Wai-O-Tapu. Her fulgte vi stierne rundt. Det tog ca. 1,5 time. Det var meget spektakulært. Et vulkansk område med boblende huller af kogende vand og mudder. Flotte farve i de tilstødende søer. En enkelt var helt neongul!

Vi tog herefter en lille frokost i bilen (Elin’s hjemmelavede sandwich) og vand dertil. Så gik turen videre til Roturoa, hvor vi fandt en Top10-campingplads. Vi fik aftalt at vi kunne blive afhentet her, når vi skulle til Maori-show kl. 18.

Showet var en flot og stor oplevelse. Det startede med, at alle nationer blev råbt op. Der var 23 forskellige nationer. Vores chauffør viste sig at være en af hovedpersonerne i aften, idet han var den, der præsenterede de mange nationer, og han kunne sige et eller andet på det enkelte lands sprog! Måske 300 mennesker i alt. Vi sad sammen med et dansk par, hollandsk og canadisk. Så skulle vi være med til at tage maden op fra “hangi”. Maden – kylling, lam og søde kartofler og alm. kartofler var lagt ned i jorden i en kasse med sten, som var blevet opvarmet af et bål og øset vand på. Dampovn!

Så skulle vi ned til floden, og der kom de frygtindgydende Maori-mænd sejlende i deres lange kano. De råbte og sang imens. Bagefter var der forestilling. Det startede med, at maorierne kom med deres indledning med dans, råb og fagter. Så var der to turister, der var udvalgt. En, der takkede for, at vi måtte komme og en mand fra Wales, der sang – helt fantastisk flot. Så var vi godkendte til at besøge stammen, og de viste øvelser og kamp og dans og sang sammen med deres kvinder. Til sidst viste og fortalte “høvdingen” om deres tatoveringer. Han var selv tatoveret “boksershorts” og viste også sin tatoverede numse. Uuuhhhh. Lækker, lækker! 🙂

Så kom vi tilbage til bordene og spiste al den mad, der var tilberedt i hangi OG salater og andet tilbehør. Herefter dessert. Ved 9-tiden blev folk kaldt ud til deres busser. Dvs. inden busturen hjem, fik vi udleveret lommelygter, og så gik vi igennem regnskov, og vores chauffør fortalte om planter, silver-ferns, stjerner osv. Så kom vi til en lille sø – og her var glow worms – der lyste i mørket. Så blev der tændt en projektør, så vi kunne se, at der på bunden af søen, der var 2 mtr. dyb, var cold water springs. Meget forunderligt!

Så blev vi kørt tilbage til campingpladsen og hjemme kl. 22. Skulle så lige se lidt på nettet og nyde en portvin m.m. Vi kørte 112 km. i dag.

Tirsdag, den 5. marts 2013.

Dagen startede med gråvejr og to regndråber. Hmm. Vi lavede scramled eggs af vores æg og rest af hamburgerryg og nød det, inden vi forlod pladsen.

Kørte ind til byen, Roturoa og gik lidt rundt og fotograferede flotte bygninger. Kørte så ud til noget gejsere, vi troede, vi kunne se, men så skulle vi købe billet til en hel Maori-landsby, for til sidst at komme ud til de gejsere, så det droppede vi. Det dampede flere steder op af jorden, men som de andre steder manglede gejserne vand, så vi så ingen dampsøjler op i luften, som de ellers reklamerer for her.

Vi kørte nordpå og nåede til Matamata. Hobbit-by! På I-Site – Hobbitontours.com – købte vi billet til en tur til Hobbitton. Det var en tre timers tur, hvor vi først blev kørt i bus ud på landet til Hobbit-stedet. Her kom vi over i en anden bus, som kørte os det sidste stykke vej. Området er fyldt med de efterhånden traditionelle bløde, men stejle bakker. På een af disse bakker er hobbit-byen lavet. Overalt på bakkeskråningen er der lavet indgange til små boliger med runde døre og vinduer. Dørene med forskellige farver. En guide fortalte om arbejdet med at lave det hele – og at det kun er kortvarige optagelser, som er blevet brugt til filmene. Vi sluttede af i et flot træhus – også med runde døre og vinduer – med en kop øl.

Herefter kørte vi mod Coromandel og købte lidt ind til aften i Pack’n Save (lam+salat).Vi fandt en campingplads i Thames. Det var en lidt ældre campingplads, men der var ikke mange gæster og så lå den omkranset af træer og meget stille og hyggelig. Vi brugte fælleskøkkenet til at lave maden i og spiste ude ved camperen. Lunt og fint vejr med den flotteste stjernehimmel.

Vi fik udleveret et statistik skema, som ALLE, der opholdt sig i NZ den 5. marts skulle udfylde. Omkring bopæl, hvor længe man havde boet der osv. Vi kørte 191 km. i dag.

Onsdag, den 6. marts 2013.

Sov helt til ti over syv! Vi kom først fra pladsen kl. 10 – spiste morgenmad ude, og der kom en andefamile med 5 ællinger, som også skulle have lidt brødkrummer. En enkel og lidt simpel campingplads, men alligevel utroligt hyggelig. Vi afleverede statistik skema, men der kom også en dame rundt til camperne og spurgte, om vi havde afleveret. Som alle andre her i NZ var hun utroligt venlig og sagde “what a beautiful morning” o.s.v. som de siger – og f.eks. ved kassen i supermarkeder: “how are you today” eller “have you had a great day until now?”

Vi kørte op langs vandet ved vestkysten af Coromandel Peninsula, og der var mange flotte steder, herunder en lille fuglekoloni med reder i træerne. Nogle store havfugle.

I byen Coromandel holdt vi frokostpause på den første og bedste restaurant, hvor vi fik de specielle grønskallede muslinger fra dette område, i en chilisuppe, hvidløgsbrød og et glas hvidvin – uhm, det smagte! Herefter var vi forbi en pottemager kunstner, som også havde lavet en togbane op af bjerget. Det prøvede vi nu ikke, men kørte videre til et sted, hvor man i gamle dage havde fundet guld. En stor maskine, som blev trukket af et meget stort vandmøllehjul.

Så skulle vi over til Hot Water Beach, og Elin foreslog, at vi tog en mindre vej derover – det fortrød hun vist senere. Det viste sig at være en 20 km. lang bjergvej, som helt stod mål for Death Road i Bolivia. Blot med den forskel, at her kom der en del modkørende, herunder lastbiler, som vi skulle passere på den smalle grusvej. Puha, vi åndede begge lettet op, da vi var igennem!

Vi nåede dog over til Hot Water Beach i god behold, men her kunne vi ikke finde det varme vand, som man ellers skulle kunne grave sig frem til på stranden. Det viste sig, at man kun kunne gøre det ved lavvande – og nu var det højvande – øv! Vi kørte så til Hahei, som ligger ved en fantastisk flot bred, hvid strand med en masse små klippeøer ude i vandet.

Vi købte ind i det lillebitte supermarked i byen. Fishbaites, som er en specialitet. Det er røgede ørredfinner. Vi fik ris til. Gik en tur omkring stranden inden spisetid. Her er bare så flot! Her kl. 22. er temperaturen 20 gr. og mørkt og stjerneklart.

I morgen kører vi til Auckland, hvor vi er inviteret til middag hos Henrik og Misook. Det bliver spændende at møde dem. Vi kørte 153 km. i dag.

Torsdag, den 7. marts 2013.

Vi vågnede op til en endnu dejlig morgen – i dag lige op ad en dejlig strand, hvor vi burde tage en dukkert. Talte med en mand i badetøj, som fortalte at han lige havde svømmet med en flok delfiner – op mod 20 stk., hvoraf den største var fire gange så stor som ham selv. Vi så dem desværre ikke.

Efter morgenbad og -mad kørte vi til en P-plads tæt derved og gik en 40 minutters tur ud til Cathedral Cove, som er en natur-tunnel i en klippe nede på stranden. Det var en gåtur, som både gik pænt opad og nedad – flere gange. Så vi fik pulsen op her fra morgenstunden. Flot strand og vand. Der var flere som sejlede i kano derud. Blandt andet vores naboer på campingpladsen! Det var to damer – tyskere – hvoraf den ene var mildest talt svært overvægtig. Gud dødeme om ikke de kom dertil i kano. Da den kraftige dame skulle ud af kanoen, kunne hun ikke komme op, men gled om på ryggen og sad uhjælpelig fast. Kajakguiden måtte derfor bruge alle sine kræfter for at få hende rettet op og derefter hevet ud af kanoen.

Gåturen tilbage til bilen blev hed, for nu havde solen virkelig frit spil, klokken var nu blevet omkring 11. Vi skyndte os derefter at køre de 10-12 kilometer til Hot Water Beach for at se, om der virkelig var varmt vand. Tidspunktet for ebbe var kl. 9.30 og det var i tidsintervallet plus/minus 2 timer, at man kunne finde stedet med det varme vand. Vi kom derud kl. 11.30 – og ganske rigtig, når vi drejede fødderne lidt ned i sandet, så sprang vi op for ikke at brænde fødderne. Det skyldes at nedsivet vand i undergrunden opvarmes af brudlinierne i jorden og siver herefter op til overfladen igen, som 60-70 graders varmt vand.

På P-pladsen så vi en lille seddel om et Winetasting sted i nærheden. Så der kørte vi hen! Det viste sig at være et lidt specielt sted. Det var et gammelt lidt forfaldent hus, og der hvor vi gik ind, sad fire unge mennesker og pjattede. Da vi kom, vidste de ikke rigtig, hvad de skulle gøre – men viste os ind i rummet ved siden af, hvor der var en del støvede vinflasker. Det viste sig at være franske backpackere, som opholdt sig der. Lidt arbejde og så gratis ophold. Den ene havde været der i tre måneder. De passede biksen, mens ejeren var ude at køre. De fandt nogle nogenlunde rene glas og skænkede to slags hvidvin og et glas rødvin til os. De forsøgte også at forklare noget om vinene. Da vi havde drukket vinen, fandt de en frugt frem som hed Feijoa, den var frosset, da det ikke var årstiden for den nu. De skar den i skiver, så vi kunne smage den. Frugten blev brugt til en likør, som vi også skulle smage – uhm. meget god. Så kom ejeren hjem og overtog serveringen, og han kunne fortælle en hel masse først om området, store ravstykker, han havde fundet, om en stor fortidsfugl, der havde levet på markerne der, og om vinen og om Feijoa-frugten. Vi smagte flere andre likører. Han foreslog også, at vi kørte videre til byen Captain Cook, hvor der også var en vej til et flot udkikspost. Det var et rigtig flot sted og en rigtig flot strand/hav.

Så gik turen videre og i en lille by fik vi en sandwich ved bilen med udsigt over en indsø. Herefter videre mod Auckland, som vi burde kunne nå ved 17.00 tiden. Men, men ca. 15-20 km. fra Auckland røg vi ind i en kø på motorvejen. Det betød, at vi først kom til Henrik og Misook kl. 19. Undervejs havde vi ringet til Henrik, og han var klar over, at der var kø på grund af et færdselsuheld, hvor en personbil var kørt op bag i en lastbil.

Vi blev taget godt i mod af Henrik, Misook og Hana og Per og Joan. Vi fik en god koreansk middag med ris, kød og noget stærkt krydderi og små grønne tangstykker til at pakke det ind i og et glas rødvin. Vi snakkede til ved 22.30- tiden, hvor Henrik og Misook gik i seng – skulle jo på arbejde næste dag. Vi gik så i kælderen sammen med Joan og Per og fik et par glas whisky og da kl. blev 24, gratulerede vi Per med fødselsdagen. han blev 76. Gik ud i camperen for at sove. Vi kørte 218 km. i dag.

Fredag, den 8. marts 2013.

Henrik og Misook tog på arbejde ved 8-tiden, hvorefter vi stod op. Vi fik morgenkaffe sammen med Joan og Per. Ved 10-tiden kom et par på besøg. Manden kom oprindelig fra Fur, men har boet i NZ i mange år. Han stiller en bil til rådighed hver gang at Joan og Per kommer. Vi tog afsked med dem og kørte nordpå.

På vejen var vi inde at se et galleri med store træskulpturer lavet af Kauri-træ. Flere af dem var pyntet med rav. I en lille by spiste vi lidt frokost på en cafe – dampet laks på kartoffeltårn af hash brownies, kartoffelmos og hollandaise sovs.

Vi kom til Whangarei ved 15.30-tiden og fik parkeret bilen, hvorefter vi gik op til blomsterforretningen Bloom. Her var Jules travlt beskæftiget med at lave blomster til et bryllup. Hun ringede til Martin, som var hjemme for at passe børnene, da den ene var lidt syg. Elin talte også med Martin i telefonen og aftalte, at vi straks tog ud til ham, da han havde et musikjob om aftenen kl. 17.30. De bor i byen Maungatapere, som ligger godt 10 km. fra Whangarei. Martin tog imod os i indkørslen og gjorde tegn til, at vi kunne parkere ved naboen.

Martin lignede sig selv – og glad for at se os. Pigerne Frida og Zita kom og hilste på. De fik gaver – Lego Friends, og det blev de rigtig glade for, og vi fik knus af dem. Martin viste rundt i huset, og vi fik en snak over en kop kaffe. Det var så hyggeligt at se, hvordan de boede og at snakke med Martin. Han lignede sig selv, men selvfølgelig ældre. Vi fik mange knus af pigerne, inden vi skulle køre igen.

Kørte til Dargaville – en lille by ude ved vestkysten. Igen en rigtig Laredo-town. Fik købt ind i en CountDown. Igen kunne vi næsten ikke finde den lillebitte indgang til det store supermarked. Vi købte bøf sirloin steak, græsk salat, rødvin og Feijoa yoghurt, vand, cola, æbler og selvfølgelig nødder.

Fandt byens “Holiday-park”. En nusset gammel mand sad ved indgangen. Ja, der var plads. Det kostede 28 NZD. Det billigste indtil nu. Men det var også en meget nedslidt campingplads. Der var OK rent, men alt var gammelt og meget, meget slidt!

Men alt bliver jo forskønnet af vejret. Der var superdejligt vejr, og vi sad ude ved vores lille bord til kl. 22 og kiggede stjerner. Der var selvfølgelig ikke internet :-). Vi kørte 250 km. i dag.

Lørdag, den 9. marts 2013.

Der fik vi prøvet turens dårligste campingplads! Men skønt vejr, sad ude til morgenmad også. Kørte herefter nordpå langs vestkysten.

Holdt og fotograferede får og træer af og til. Kom til et træskæreri. Her var store flotte ting lavet af kauritræ med indlæg af kauri-gum, altså rav med sten, muslinger osv. i. Rigtig flotte og store ting.

Videre nordpå op ad bjerge og ned igen. Sving og op og ned! Kom til Kauri-skoven. Der var 18 km gennem skoven. Den største kauri-skov i NZ. Så først et Info-center og gik herefter ud af de enkelte stier til først “the four sisters”. Fire tykke stammer, der voksede op fra een rod. Inden vi måtte gå ud til disse træer skulle vi skylle vore sko i noget væske for ikke at skade de kæmpe-store-træer! Herefter til det 2. største kauri træ og så til det største kauri-træ! Virkelig nogen kæmper!

Kørte længere nordpå, hvor vi kom ud til vestkysten, inden det gik på tværs af Nordøen igen. Her var en flot udsigt til en kæmpe stor sandmile. Vi holdt frokost-stop, fik vores sædvanlige sandwich og en lille middagslur.

Videre i dejligt solskinsvejr til Kawakawa. Det er en lillebitte by, hvor Friedrich Hundertwasser havde fundet på at udsmykke byens offentlige toiletter. De var også rigtig, rigtig flotte, men resten af byen var noget udslidt og død i det. Sluttede dagen i Whangarei på en fin, fin Kiwi campingplads. Vi kørte 236 km. i dag.

Søndag, den 10. marts 2013.

Oppe kl. 7 og kørte fra Whangarei ved 9-tiden og direkte mod Auckland. Vi parkerede nede ved havnen og kikkede lidt på lystbådene. Vi gik op gennem byen til Skytown, hvor vi tog op i Sky Tower på etagerne 189 og 220 meter oppe. Flot udsigt over byen og havnen – fint klart vejr. Vi så flere gøre brug af den udendørs “elevator” nedad, hvor man i næsten frit fald lander nede på en platform ved siden af tårnet.

Vi spiste frokost på en mexikansk restaurant tæt ved. Herefter forsøgte vi at finde byens store katedral, men opgav, og gik i stedet ned til Down Town og videre tilbage til bilen. Så gik turen op til Henrik, hvor vi blev modtaget af dem alle – Henrik, Misook, Hana og Per og Joan.

Vi havde på turen købt nogle flasker øl, som vi ikke havde fået drukket, så dem delte vi. Herefter kørte Per os ned til Down Town igen, hvor vi fandt et godt spisested. Vi fik alle en fiskeret og en god hvidvin til. Vi betalte og sagde, at så kunne Per give kaffen et sted. Det blev så hjemme i kælderen, men med vores Nescafe, da de ikke havde mere tilbage. Per fik så lov til at give en whisky.

Vi sov i bilen, som vi havde parkeret ved huset. Vi kørte 169 km. i dag.

Mandag, den 11. marts 2013.

Kl. 6.30 tog Misook og Hana afsted til lufthavnen. Henrik tog afsked med dem i slåbrok.

Vi stod op kl. 7 og begyndte at tage betræk af dyner og Elin pakkede sin kuffert færdig. Kl. 8 tog vi afsked med Henrik og Lilli. Henrik ville køre Lilli i skole. Hun var i fin skoleuniform.

Efter badet havde Joan og Per morgenmaden klar med blødkogte æg. Herefter pakkede Henning sin kuffert færdig og vaskede bilen en lille smule. Ved 11-tiden kørte Per os op til Mt. Eden, som er en udslukt vulkan, hvor vi kan se ned i et dybt hul – som et dansk dødishul. Efter en kort køretur forbi et hus Henrik havde haft tidligere, kørte vi tilbage. Her fik vi lidt koldt vand og lidt frugt, inden vi tog afsked med Joan og Per.

Det er igen en lun dag i Auckland med fuld sol og en temperatur på over 25 grader. Vi kørte herefter hen og afleverede camperen, og blev herefter kørt til lufthavnen. Vi ventede en halv time, inden vi kunne checke ind. I sikkerhedskontrollen blev Henning tjekket for eksplosive stoffer – uden at man fandt nogen!

Herefter gik vi ind i en Emperor Lounge, hvor vi fik fin mad, vine og kaffe.

Flyrejse til Danmark (Flyselskab: Emirates – Airbus A380):

DATO	AFGANG	ANKOMST
11. marts. 2013	18:50 fra Auckland (EK407)	20:50 til Melbourne (4t. 0min.)
11.-12. marts. 2013	22:25 fra Melbourne (EK407)	05:30 til Dubai (14t. 5min.)
12. marts. 2013	08:30 fra Dubai (EK151)	12:25 til København (6t. 55min.)