Efter næsten 5 måneders arbejde, arbejde, arbejde og overarbejde trængte vi til ferie. Vi havde købt rejsen gennem Risskov-Rejser i Randers – pris kr. 6.566,-
Pinsemandag den 16. maj 2005
Vi kørte fra Hadsten kl. 5.45 og ankom til København kl. 8.45 efter en lille pause i Korsør, hvor vi købte et par kager til den medbragte kaffe. Kl. 9.00 mødtes vi med Jonas i afgangshallen og vi tjekkede ind, hvorefter vi satte os op Burger King så Jonas kunne få noget morgenmad. Han havde taget toget fra Krogerup Højskole – og her fik man på fridage kun brunch fra kl. 10.30. Ved 9.45-tiden tog vi afsked med Jonas og han tog bilen tilbage til Krogerup. Vi gik gennem kontrollen, hvor Elin stoppede det hele, idet hun havde en kniv på sig. Det var ret alvorligt !! så hun måtte finde kniven og aflevere den. Det var et schwiss-card, hvor der var en lille neglefil i. Vi gik en tur gennem afgangshallens forretninger og ud til gate 12, hvor vi skulle være klar til at gå ombord kl. 10.15. Kl. 10.45 fik vi at vide at afgangen var forsinket med 30 min. på grund af flyveleder strejke i Frankrig. Man var derfor nødt til at finde en anden rute – enten over Italien eller England. Kl. 11.00 mente man at flyet kunne lette indenfor 30 minutter, derfor skulle vi gå ombord på flyet. Efter flere udsættelser afgik flyet fra Kastrup ca. kl. 12.30. Vi fløj over London og ned lags Frankrigs kyst. Efter at vi havde fået vor bagage i lufthavnen tog vi en Taxa til hotellet (12 Euro). Taxa-manden var en ældre flink mand som fortalte lidt de bygninger vi kørte forbi og senere fandt vi ud af at det kun kostede halvt så meget at blive kørt ud til lufthavnen.
Det værelse, som vi blev anvist på hotellet stank af tobaksrøg, så vi bad om at få et andet. Efter at jeg havde været med hotelmanden inde i to forskellige værelser som begge var beboet, fandt han et som lige var gjort rent og det fik vi så. Efter at vi havde pakket ud tog vi metroen ned i nærheden af floden. Her spiste vi på en lille restaurant stegte hele sardiner og fik en lille flaske hvidvin til.
Ved 20-tiden kørte vi tilbage til hotellet med Metroen. I en kælderrestaurant spiste vi aftensmad. Vi startede med en hvidløgssuppe med brød i samt et æg. Som hovedret fik H. en portugisisk bøf – et stykke kød med bacon ovenpå i en tallerken fyldt med tynd sovs. E. fik en bøf dækket af flødesovs og med champignons. Vi bestilte bagefter en kop kaffe og fik uden beregning et glas portvin til.
Tirsdag, den 17. maj 2005
Efter morgenmaden kl. 8.00 tog vi en bus til Santa Apolonia (Alfama). Her var vi inde at se en rigtig flot kirke – Panteao Nacional – og var oppe på taget, hvor der er en pragtfuldt view over byen og floden Tejo. Klokken var da 10.00. Ved siden af kirken var der et stort marked, hvor man solgte alt sit ragelse. Der blev dog solgt enkelte nye ting, så Elin købte et par sko ( € 15,-). Vi gik videre op mod Castelo de Sao Jorge, men inden da satte vi os på en udendørs restaurant, hvor vi fik en lille flaske rødvin og en omelet og 1 stk. salat (€ 33,-) – lidt for dyrt !. Så besøgte vi borgen (€ 2,40 x 2), hvor der ligeledes var en flot udsigt ud over byen og floden. Der var ingen borg at komme ind i – kun mure. Herefter gik vi ned til gaden og tog en sporvogn nr. 28 og ville køre en times tid i den. Men efter et kvarters kørsel skulle vi forlade sporvognen, som ikke kørte længere. Vi forpassede at tage den næste sporvogn videre, så vi gik i stedet ned i byen og prøvede en tur i den specielle gadeelevator. På grund af reparationer i sidebygningen kunne vi ikke gå videre fra toppen af elevatoren, men måtte tage den ned igen. Vi gik nu op til turistinformationen, hvor vi købte en billet til en sightseeingbus til dagen efter. Herefter sad vi en times tid på en fortovsrestaurant og fik en kop kaffe og et glas portvin. Her skrev vi også postkort hjem (€10,-). Vi tog nu den skæve sporvogn op til Bairro Alto. Her er der smalle gader og området er kendt for Fado-restauranter, hvor man bliver underholdt med Fado-musik under middagen. Vi gik lidt rundt og kikkede ind flere steder. Et sted blev i kontaktet af en ”restaurant-sælger”, som viste os ind i restauranten Luso og han skrev os op til et bord til kl. 20.00. Da klokken kun var 19, gik vi en tur i gaderne og besluttede os for at droppe Fado-musikken og gik ind på en alm. restaurant og fik først en grøn suppe (soupverde) med kørvel eller lignende + en lille stump hård uspiselig stykke af en pølse. Herefter fik vi en lækker lammestuvning og en Dao rødvin. Vi sluttede med en lille kop kaffe (€34,-). Herefter med Metroen hjem.
Onsdag, den 18. maj 2005
Vi stod først op kl. 8.00 og spiste morgenmad ved 9-tiden. Vi gik fra hotellet kl. 10.00 og vi skulle i dag med en sightseeing-bus. Vi vidste ikke helt hvor vi kunne komme med bussen, så vi ventede først ved ét stoppested og gik herefter ned til Pompal-pladsen. Her var der en turistinformation og her kunne vi komme med. Men nu var klokken allerede blevet over 11 og jeg skulle bare på toilet ! – så vi besluttede at udsætte busturen til i morgen. Vi gik gennem parken (hvor jeg stod et stykke tid bag et arbejdsskur !) og tilbage til hotellet. Herefter gik vi ned ad Ar. Antonio Augusto de Aguiar til Praca de Espanha, hvor der er nogle bygninger hvor der sælges tøj, CD’er, radioer m.v. Her købte vi nogle gaver til børnene. Så gik vi til Fundacao Calonste Gulbenkian, hvor vi så en udstilling af gamle tæpper. Videre til Centro de Arte Moderna, hvor vi så mange flotte kunstværker (gratis adgang). Vi gik videre over til Av. Da Republica, hvor vi gik en tur op og ned ad gaden og sluttede med at få en kop kaffe + kage i en af de specielle bagerforretninger. Vi tog nu Metroen ned til Baixa, hvor vi fik et glas portvin/martine hos den restaurant, hvor vi den første dag fik stegte sardiner. Herefter gik vi til Alfama-området, hvor vi var inde hos et vinfirma og fik smagsprøver på 5 portvine. Vi købte to flasker og gik op omkring kirken Patriarcal og derefter ned til huset Casa Dos Bocos, hvor vi sad lidt og nød det gode vejr. Ved 20-tiden gik vi hen til gaden Rua da Conceicao og fik rejer stegt i hvidløgssmør – det smagte rigtig godt ! (€24,-). Da vi herefter gik op gennem byen kom vi til Praca da Figueiva, hvor der var fodbold på storskærm og en hel masse tilskuere. Det var en kamp mellem Sporting Lissabon og en Moskva-klub. Lissabon tabte med 3-1 og det kunne bestemt mærkes på stemningen. Vi var lige inde på en restaurant og fik en ost, lidt brød og en portvin. Herefter hjem med metroen.
Torsdag, den 19. maj 2005
Efter morgenmaden spænede vi ned til Pombal-pladsen for at komme med City Sightseeing-bussen, som skulle afgå fra et eller andet sted ved Sao Sebastian kl. 9.00 og 10 min. senere mente vi at den kunne være på Pombal-pladsen. Men startede åbenbart først kl. 9.30, så den kom først kl. 9.45. Der var ikke ret mange med bussen. Vi satte os på 1. sal, hvor der var frit udsyn – der var ingen tag på bussen. Vejret var godt med sol – men også med lidt vind, så Elin var glad for sin trøje. Det var åbenbart en racerbil-bus vi var kommet med for den for ned gennem byen og ud mod Belem i fuld fart – og informationerne om hvad vi så på turen var meget begrænset – så de € 15 pr. billet var spildt. Vi stod af bussen ude i Belem ved den flotte kirke/kloster Mosteiro dos Jeromimos. Vi brugte lidt tid inde i kirken som var meget flot. Så gik vi lidt op ad en sidegade – R. dos Jeromomos, hvor vi satte os ved den første lille udendørsservering, hvor vi fik et ølglas fyldt med koldt hvidvin – det var godt ! Efter et toiletbesøg gik vi ned til Tejo, hvor vi først så lidt på mindesmærket for opdagelsesrejsende Padrav dos Descobrimentos – en stor marmor skibsstævn med nogle figurer. Foran mindesmærket er der et kompas med et verdenskort – lavet i flisebelægningen.
Vi gik videre vestpå langs strandpromenaden, forbi en lystbådehavn og over til det kendte vartegn – Torre de Belem. Vi løste billet (€3,-) og var inde at se tårnet fra bund til top. Det var et flot bygningsværk og der var en meget flot udsigt fra tårnet ud over Tejo, langs kysten mod vest og ind over byen. Herefter sad vi lidt på en bænk og nød den dejlige sol (29-30 grader), hvorefter vi gik op i byen igen og tilbage forbi kirken/klosteret for at finde et sted at spise frokost. Restauranterne ligger tæt op af en meget befærdet gade, så vi valgte at sidde inde i restauranten. Her blev vi modtaget af et par festlige tjenere, som foreslog at vi fik et par fiskeretter, som vi så kunne deles os. Den første ret var en gryderet og den anden var stegte fisk. Her kom tjenere og parterede fiskene for os og fjernede benene. Han syntes også at jeg lige skulle smage et glas portvin. Vi fik en rosévin til maden (i alt € 24,-). Vi gik nu tilbage til kirken og den lille restaurant, hvor vi startede med at få noget hvidvin. Her fik vi en kop kaffe og en kage. Ved 16-tiden tog vi bussen videre rundt på turen og sprang af ved Basilica da Estrela, som vi var inde at se. Efter ca. ½ time tog vi næste bus op til udgangspunktet ved Sao Sebastiao – tæt ved vort hotel. Elin faldt lige ind i et indkøbscenter, mens jeg gik op på hotellet og nød et glas rødvin. Ved 20-tiden klædte vi om og tog Metroen til Baixa og gik over til Alfama-området og ind i restauranten Clube de Fado, hvor vi spiste og hørte Fado-musik lige til kl. 24.00. Vi startede med at få et glas hvid portvin og derefter bestilte vi maden: Hummerhalesuppe og et godt stykke kød med champignonsovs og pommes frites + husets rødvin. Fado-musikanterne spillede en halv time ad gangen med forskellige solister – først en dame – så en ældre mand og til sidst en yngre mand. Det var rigtig god oplevelse med god musik og stemning (i alt € 100,-).
Fredag, den 20. maj 2005
Efter morgenmaden gik turen hjemad.